Selvmord

Selvmord: Legitimt eller illegitimt?

Jeg vågner af og til op med en trang til at være ikke eksisterende i den fysiske verden, gennem selvmord. Det kan siges meget kort, faktisk meget kort: Jeg føler af og til trang til at forkorte mit liv. Gøre en ende på det. Nu er det sagt, og det er sagt uden omsvøb. Det er sådan jeg har det af og til, og jeg vælger ikke at ligge skjul på det. For det er en del af mig og min person.

Det handler for mig om, at livet skal give mening. Og jeg må indrømme, at hvis jeg sætter mig ned og gennemtænker meningen med livet, så er det ikke indviklet. Livet for en gennemsnitsdansker er, at få en uddannelse, så hurtigt som overhovedet muligt. Herefter skal du ud på arbejdsmarkedet fordi der er brug for dine skattekroner. Dine skattekroner er en fundamental ting i Danmark. Så skal du aflevere i hvert fald 50% af din lønindkomst, så velfærdssystemet har brændstof nok til at holde andre gående.

Du ender med – forhåbentligt – en dag, at kunne gå pension og leve dine sidste år for penge du selv har skudt ind i velfærdssystemet gennem din livslange arbejdsindsats.

Her er det så, at jeg ikke kan få øje på meningen. For er det i virkeligheden alt, der hører med til livet? Nej, vil du nok sige. Du skal forsøge at opnå en villa, en Volvo og måske en hund. Og hvis du er heldig og har fået en lang uddannelse af velfærdssystemet, kan du tage på ferie 1-2 gange om året. Måske får du børn og dem kan så tage med på ferie.

Hvis det er alt, der er til det så vil jeg sige, at jeg opfatter selvmord som legitimt.

Selvmord – den illegitime del

Der, hvor jeg vil sige at selvmord bliver illegitimt i stedet for legitimt er hvis du bliver revet ud af en livsbegivenhed ved rode. Det kan fx være, at hvis du mister din kone eller din mand efter et langt ægteskab. Eller hvis du mister dit arbejde og dermed dit eksistensgrundlag. Det kan være så mange ting. Den lægefaglige forklaring på sådanne hændelser er, at du bliver emotionelt ustabil og det kan måles gennem et betragteligt fald i din hjernes serotoninbalance. Bliver du revet ud af din trummerum og herefter overvejer selvmord, vil jeg sige at det er illegitimt.

Der kan du ganske enkelt få hjælp af lægemiddelindustrien, for de har for længst luret kemien af ved sådanne voldsomme begivenheder. Du kan få piller så du igen kan komme tilbage på sporet og genfinde din livsglæde.

Der er bare det problem ved det, at i mit tilfælde handler det ikke om sådanne begivenheder. I min situation handler det om, at mine plusser og minusser udraderer hinanden. På en sådan måde, at når jeg har gjort kalkulen op, er der kun minusser tilbage. Og så er vi tilbage ved den legitime del ved at begå selvmord. Jeg har foretaget en helt almindelig mængdebetragtning og resultatet er, at der kun er minusser tilbage.

Så lad mig dog for helvede få lov til at begå det selvmord og blive fri fra den verden, der ikke har så fandens meget at byde på. Okay?

Anders Lund Madsen og DR

Fornylig har jeg set en programserie omkring selvmord. Her blev der lagt meget vægt på, at der altid er hjælp at hente. Der blev lagt meget vægt på, at selvmord ikke er den endegyldige løsning på noget som helst.

Hvorfor egentligt ikke det? Nej, det er ikke nogen løsning i forhold til de, der givetvis bliver efterladte. Måske vil nogle driste sig til at sige, at selvmord er kujonagtig handling. For det handler ikke kun om dig.

Anders Lund Madsen taler også meget med de efterladte i programserien. Og det er da hjerteskærende, hvilken effekt ens eget selvmord kan have. Det ændrer dog ikke på, at mængdebetragtningen stadig udviser flest minusser.

Selvfølgelig handler det om dig. Hvis jeg har gjort min kalkule og den viser minusser, så er selvmord stadig legitimt. Som jeg ser det, så er det mest af alt staten og velfærdssamfundet som mister mest på mit farvel. Mit farvel betyder mistede indtægter og det kan afstedkomme, at familiemedlemmer ønsker at gå den samme vej. Det øger igen betragteligt velfærdsstatens tab – nu bare opløftet i en potens. Den eneste det i virkeligheden rammer er velfærdsstaten og de manglende indtægter som dit “farvel og tak” afstedkommer. Det er staten ikke interesseret i.

Det er så vist også det, der ligger i det.

Selvmord – den manglende garanti

Hvis jeg kunne få en garanti for, at jeg efter udstempling fra livets verden ikke mere skulle føle, fornemme eller at min søn ikke ville have det svært med mit kalkulerede valg, så havde jeg stemplet ud for længst. Jeg ville have forladt festen i stilhed, velvidende at ikke-eksistensen var mit bevidste valg. Der findes bare ingen, der kan stille den garanti for mig. Og derfor er jeg her endnu.

Det er ikke fordi jeg lyst til at være her, hverken mere eller mindre. Det er fordi jeg er bange for, hvad der skal ske efterfølgende med min kropsforladte sjæl. Og mest af alt også min søn. Alt andet betragter jeg ikke som tungtvejende. Uanset, hvad andre – selv dig – måtte mene om mit selvmord.

I al sin enkelthed bør det være min ret, at bestemme om jeg vil leve eller dø. Så længe jeg ikke handler eller påtænker at handle i affekt. Hvis jeg foretager et kalkuleret valg, må det være min ret til det. Mit liv og levned er mit, ikke statens eller dit.

Det betyder, at enhver må have lov til at få assisteret selvmord. Uanset om vi taler om uhelbredelig sygdom, eller en kalkuleret anskuelse.

Læs eventuelt artikel omkring lykkepiller her.

L.O.C. har eller har haft de samme tanker som jeg har her.