Stent i hjertet – igen for anden gang

Stent i hjertet

Efter min blodprop i hjertet og efterfølgende stent i hjertet den 30. november 2020, bliver jeg efterfølgende sendt til en såkaldt PET-scanning den 4. januar 2021. En PET-scanning foregår i en CT-scanner. Det går ud på, at man ligger afslappet på et leje, sådan du ved, med en lille pude under knæhaserne. Armene har man under hovedet. Meget afslappende? Nej, for en del af undersøgelsen går ud på, at man simulerer hårdt arbejde for at teste hjertets funktion, iltmætning mm. Det er virkelig underligt. Mens man ligger og slapper af, sprøjtes der Adenosin direkte ind i en blodåre. Det betyder, at hjertet begynder at pumpe hårdt. Ligesom hvis du træner hårdt. Og det skal lige siges, at du ligger ned og slapper af. Faktisk ikke en ret fed fornemmelse. En smule angstprovokerende.

Nedsat ilttilførsel

Det går hverken værre eller bedre end at scanningen viser, at jeg har 9% nedsat ilttilførsel til et område af hjertemusklen. Det efterfølgende menageri vil jeg næsten ikke beskrive, for det er virkelig langt ude. Men allright. Kardiologen som stod for den afsluttende behandling første gang, beslutter sig for, at de 9% ikke har nogen betydning medmindre jeg føler smerte, sådan af og til. Der har jeg det bare sådan, at ikke nok med, at man kæmper med følger efter blodprop i hjertet, nu skal man også forholde sig til om 9% gør ondt eller ej. Så mit narrativ blev, at selvfølgelig gjorde det ondt. Både i rask gang, i hvile og systoler kommer oveni. Hvorfor? Jeg magter ikke tanken om, at jeg er defekt. Så hvis jeg kan sige, at det gør ondt, ved jeg, at sygehusvæsenet fikser mig. Så derfor gjorde det ondt.

Det ender i galskab

Okay. Narrativet er, at jeg føler smerte, og det gør ondt fordi jeg ikke gider være defekt. Sandheden er, at jeg ikke føler smerte i nævneværdig grad. Frederikssund hospital får mig viderestillet til operation på Gentofte hospital. Jeg bliver indkaldt til endnu en indsættelse af en stent. Først skal jeg lige testes for corona. 1-2 dage før, står der i indkaldelsen. Fint, tænker jeg. Læser ikke det hele, men tænker en PCR-test er okay, og Region Hovedstaden har jo mange teststeder. Du ved, de hvide telte. Hospitalerne ligeledes.

Jeg får taget en test i de hvide telte dagen før i den tro, at det er tids nok. Da jeg endelig møder frem, er testresultatet ikke nået frem. Meldingen er: Vi kan ikke operere dig før vi har svaret. Mit svar er: Jeg har et bevis for, at jeg er coronavaccineret. Det er ikke godt nok for sygehusvæsenet. Med andre ord: Sygehusvæsenet/sundhedsvæsenet tror ikke engang på deres egne vacciner.

Sidder og venter på hospitalet

Jeg sidder og venter 5 timer på at svaret kommer frem. Det gjorde det ikke. I hvert fald ikke tids nok. Det kom faktisk først 18:47 den pågældende dag. Jeg blev sendt hjem med uforettet sag klokken 11:30. Så begynder galskaben. Jeg blev ringet op ikke mindre end 4 gange efterfølgende. 3 gange af en kardiolog og en gang af sygeplejerske. Jeg blev så træt af den galskab frem og tilbage med tid til en ny operation i hjertet, at jeg tilsidst sagde; jeg er ligeglad med hvad I gør. Hvis jeg stadig er i live, når jeg skal opereres er det fint. Hvis jeg ikke er, så har I mistet en skattebetaler. Farvel.

Pludselig var der tid til stent i hjertet

Nu havde man så pludselig tid onsdag i den efterfølgende uge. Men normalt opererer Gentofte kun om tirsdagen. Allright, det skal jeg ikke klage over, det var bare et virkelig underligt forløb. Og det der coronahalløj, jeg er træt af corona og restriktioner. Jeg kan ikke forstå, at man opfordrer til vaccination, men samtidigt er det så uigennemtænkt og hastegodkendt, at man tvivler på vaccinationen. Jeg var ikke den eneste den dag. Der var en anden mand på min alder, som havde en ugegammel coronatest, men havde ikke tildelt det meget betydning. For også han var vaccineret. Det gjorde dog intet indtryk på sygehuspersonalet. Han blev sendt hjem uden at få en stent i hjertet. Jeg har næsten ikke ord for stupiditeten og det cirkusshow hele den her coronasituation er.

Moralen er, at det betaler sig at være tvær, når man ikke lige får den service/betjening som man har betalt for gennem mange års bidrag til skattesystemet.

Og så sagde jeg bare lige sådan som jeg havde det.

Østblok-, sydeuropæisk- og danskperker

Jeg bliver lagt på operationsbordet og bliver bedt om at oplyse mit CPR-nummer, samt navn og efternavn. Jeg svarer med CPR-nummer og Nikolaj Florentz Mackowski. Det lyder da udenlandsk, siger den ene sygeplejerske. Skal vi nu til det igen, tænker jeg. Jeg svarer: Ja, jeg er østblok-perker, sydeuropæisk perker og en lille smule dansk. 1/2 polak, 1/4 italiener og 1/4 dansk. Altså, en europæisk perker. Det bliver ikke berørt yderligere.

Herefter begynder lægen og de 2 sygeplejersker at tyde på mine tatoveringer. Oversætter romertal til arabertal. Haha. Den tager vi så lige der på operationsbordet inden vi går i gang. Hold nu kæft. MCCCXII.

Polsk kirurg

Derudover vil jeg sige, at de var ekstremt søde. Og lægen, som i øvrigt var inder, var virkelig dygtig. Den stent i hjertet som han indsatte, kunne man ikke indsætte på Rigshospitalet. Men ham her kunne. Det tog så 3,5 time, men det var det hele værd. Systoler er blevet mindre og hjertet er ligesom faldet til ro. Det havde selvfølgelig været bedre, hvis kardiologen var polsk, ikke sandt? Eller dansk i det mindste. Pisseligemeget. Han var virkelig dygtig og det den danske kardiolog ikke kunne fikse på Riget, kunne han på Gentofte. Så det er jeg virkelig taknemmelig for. Dygtig hjertemekaniker, kan man sige.

De psykiske smerter efter stent i hjertet

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den første gang jeg fik stent i hjertet, da var jeg virkelig mærket efter det. Angst for at en ny blodprop skulle opstå lå hele tiden under overfladen. Jeg kalder det for følger efter blodprop. Nu kunne man så tro, at det samme gælder for denne operation. Det er faktisk sådan, at det psykisk ikke påvirker mig i udtalt grad. Jeg er stadig opmærksom på smerter fra brystet, og bevares, dem har jeg stadigvæk i dag. Der er gået 1,5 uge siden indgrebet nu. Det er selvfølgelig forventeligt efter 3,5 times roden rundt i hjertekarsystemet. Men jeg oplever det ikke så slemt som første gang.

Det har fået mig til at reflektere lidt over mit sygdomsforløb. For jeg har 2 gange haft atrieflimren. Første gang var i 2010 i Sverige. Jeg sad på sofaen og strakte mig. Pludselig føltes det som hjertet gik i stå. Og så begyndte det at hamre derudad. Fuldstændig ukontrolleret. Op- og ned i hjertefrekvens. Jeg tog færgen over til Helsingør Hospital og blev indlagt. Løsningen var dengang, at nulstille hjertet med afgivelse af stød. Det fik hjertet til at slå korrekt igen.

Det skete så igen i februar 2018. Jeg var virkelig stresset og sad på arbejde om natten. Pludselig kom den der fornemmelse af hjertestop igen. Og så hamrede hjertet ellers derudad. Løsningen var igen stød til hjertet.

Min sundhedsplatform

Når jeg sidder inde på minsundhedsplatform.dk og gennemgår mine EKG’ere, så slår det mig, at EKG-apparatet selv foreslår, at jeg skal undersøges for hjerteinfarkt. Det sker bare ikke. Det er der ingen, der reagerer på. Nu giver det dog mening inde i mit hoved. Dengang tilbage i 2010 i Sverige, det var sgu da formentlig en blodprop. For jeg kan læse mig til, at en blodprop kan udløse atrieflimren UDEN at giver smerter. Præcis som EKG’et selv skrev automatisk. Jeg er ikke læge, jeg tror bare der en sammenhæng der.

Fuck det. Jeg er her stadig, og jeg har det fysisk godt. Så trods alt, tak til sygehusvæsenet.