Millimeterdemokrati i et kæresteforhold

Millimeterdemokrati i et kæresteforhold

Jeg kan næsten ikke komme på noget værre end millimeterdemokrati i et kæresteforhold. Det er direkte absurd, afvigende og grundlæggende forkert. Det læner sig nært opad det lige så obskure: Noget for noget-begreb. Giver det mening? Jeg tror jeg skal komme med et par virkelighedsnære eksempler. Jeg ved ikke med dig, men jeg kan virkelig brænde sammen over både millimeterdemokrati og den her noget for noget-politik som vi kan komme til at anvende i vores kæresteforhold.

Jeg gør mange ting for de mennesker jeg holder af. Jeg gør det af egen fri vilje og jeg forventer ingenting retur. Det kan lyde som en gammel floskel, at det at give er den største glæde, men det er ikke desto mindre sandt. Jeg kan godt lide at give andre mennesker min tid. Og når jeg har det sådan, har jeg egentligt også en barnlig forestilling om, at mine medmennesker har det på samme måde. Det er bare ikke altid sådan det forholder sig. Langt fra.

Hverdagsglimt: Hun havde lavet aftensmad til os (hende og jeg) og mens hun laver mad beder hun mig om at dække bord. Det gør jeg selvfølgelig. På plads med tallerkner, kniv, gaffel, glas og saftevand. Vi spiser lidt i stilhed. Da vi er færdige rydder hun af bordet. Hun rydder alt af bordet. Det vil sige alt på nær min tallerken, bestik og glas. Jeg spørger lidt forundret: Hvorfor rydder du ikke mit af bordet? Hun svarer; du skal også lave noget. Jeg har jo lavet mad til os (…).

Det skal jeg lige se om jeg forstår rigtigt. Jeg skal rydde af bordet, fordi du har lavet mad (som jeg tog i mod) og nu skal jeg også lave noget ved at rydde mit eget af bordet? Det er nok noget af det mest millimeterdemokratiske pis jeg nogensinde har oplevet. Bliver den indre uro stillet af, at jeg rydder op, men kun efter mig selv?

Livet er for kort til nidkærhed

Det er egentligt ret ulækkert det her millimeterdemokrati. Fordi sagens kerne er, at der føres en – skrevet eller uskrevet – logbog over hvem, der har gjort hvad. Eller endnu vigtigere: Ikke gjort. Det bringer mine tanker tilbage til det Gamle Testamente, hvori jøderne beskriver begrebet straf. Hvis et menneske voldtager din datter, har du krav på… og så ellers en lang oplistning af modkrav…

Hverdagsglimt: Jeg vælger at køre til Nordsjælland fordi hun skal have nogle penge for en tjenesteydelse. Jeg var ikke forpligtet dertil. Jeg gør det fordi jeg har lyst til at tilbyde min hjælp. Omkostningsfrit og uden vederlag. Det sker af lyst. Min rolle var, at jeg havde ageret mellemled, af egen fri vilje. Så altså jeg kører derop og henter betalingen for tjenesteydelsen. På vej derop skal jeg lave en u-vending. Og selvfølgelig knalder jeg min fælg ind i kantstenen. Den får et hak (hvis du er mand ved du, hvor forfærdeligt det er). Bagefter skal jeg stå på mål for, hvorfor kunden stiller spørgsmål til tjenesteydelsen. Jeg bliver nød til at forsvare mig med; altså, jeg har gjort det for din skyld og uden beregning. Det har jeg ikke bedt dig om, er svaret.

Millimeterdemokrat – du er noget fanden har skabt!

Huslige pligter

Hvis tur er det til at vaske op? Hvis tur er det til at gå med hunden? Hvad med støvsugningen eller vasketøjet? Hvordan forholder det sig med sexlivet, har du tilfredsstillet hende oralt og er det hendes tur til at give dig en oral omgang i aften? Kom eventuelt selv med flere eksempler. Millimeterdemokratiet viser sit irriterende og latterlige ansigt i mange former.

Jeg fristes til at påstå, at jeg er fri for millimeterdemokrati. Jeg fører ikke regnskab over givne ydelser, og alt forladt; det virker lidt som en kvindeting. Det er min påstand. Direkte demokrati er kvantitativt, millimeterdemokrati er for de mindre bemidlede.

Femina har en kvindelig forfatter, der betragter millimeterdemokratiet fra en kvindelig synsvinkel. Det kan du læse en kort tekst om her.

Læs fx kan mænd og kvinder være venner?