Regeringens forslag om at give Politiets Efterretningstjeneste (PET) uhindret adgang til mere overvågning og dermed enorme mængder borgerdata er sat på pause. Indtil efter sommerferien. Men pausen bør ikke forveksles med opgivelse. Tværtimod. Det, der foreløbigt er skubbet, vender hurtigt vende tilbage i ny indpakning. Og forslaget er ikke småting: PET skal kunne tilgå offentlige registre, overvåge sociale medier, se hvad du låner på biblioteket og hvad du smider i indkøbskurven. Alt sammen uden konkret mistanke.
Forslaget signalerer en ny tid. Ikke en tid med mere tryghed, som det hævdes, men en tid med mere overvågning. Med det følger en udvanding af princippet om, at borgeren er uskyldig, indtil andet er bevist. Når staten samler data om alle, uanset om man har gjort noget forkert, er det ikke længere retssikkerheden, der sætter grænser. Systemet sulter efter information.
Idéen bag er en digital potte uden låg
Socialdemokratiets retsordfører Bjørn Brandenborg har forklaret, at det hele blot handler om at gøre PET mere effektiv. I hans optik skal oplysningerne blot samles i en “digital potte”, hvor PET – uden dommerkendelse eller konkret mistanke – frit kan dykke ned og fiske det, man måtte finde interessant.
Det lyder uskyldigt. Men virkeligheden er, at denne potte ikke kun indeholder efterretninger om kriminelle eller potentielt farlige personer. Den skal indeholde oplysninger om alle, der opholder sig i Danmark. Det vil sige: dig, din nabo, din teenager og din bedstemor. Uanset om du har været i nærheden af kriminalitet eller ej.
Og netop dét er kernen i problemet om mere overvågning. Når overvågning ikke længere er målrettet, men masseorienteret, falder proportionalitetsprincippet bort. Pludselig er det ikke mistanken, men eksistensen, der udløser statens interesse. Mere overvågning bliver et selvstændigt mål, snarere end et middel til at beskytte demokratiet.
Definitionens kollaps – hvis ikke det her er mere overvågning, hvad er så?
Brandenborg og justitsminister Peter Hummelgaard har været ganske klare i mælet: Der er ikke tale om masseovervågning. Det siger de begge. Uden at blinke. Alligevel taler vi om et forslag, hvor alle borgere sættes ind i samme digitale sandkasse. Ikke fordi de har gjort noget mistænkeligt, men fordi de eksisterer.
Det stiller et oplagt spørgsmål: Hvis det at indsamle og sammenkøre oplysninger om alle danskere ikke er overvågning, hvad er så? Når staten overvåger alle, hele tiden, uden konkret anledning, så er det ikke længere en undtagelse. Det er normen. Det er en ny form for digital totalstat, forklædt som “tryghed” gennem mere overvågning.
Det er svært ikke at høre et ekko af George Orwell i den officielle argumentation: Overvågning kaldes beskyttelse. Indgreb i privatlivet kaldes fornuft. Og mere overvågning bliver præsenteret som om det er noget, vi alle har bedt om – til vores eget bedste.
Men sandheden er den modsatte: Tryghed skabes ikke ved at betragte hele befolkningen som potentielle trusler.
Staten som ekskluderet part – kryptering og teknologisk magttab
Det, der muligvis nager magthaverne allermest, er dette: Teknologien har sat grænser for statens adgang. Kryptering har gjort sit indtog – ikke som redskab for skurke. Men som værn for almindelige menneskers privatliv. Google tilbyder RCS-beskeder med end-to-end-kryptering. Apple har deres iMessage. Begge løsninger sikrer, at kun afsender og modtager kan læse beskeden. Ikke staten. Ikke PET. Ikke nogen.
Det har efterladt myndighederne i en ny virkelighed, hvor de ikke længere kan lytte med på alt. Og det synes at frustrere dem. For hvis borgerne begynder at kommunikere sikkert og privat, hvordan skal staten så føle sig tryg?
Men her er pointen: I en retsstat skal staten ikke nødvendigvis føle sig tryg gennem mere overvågning. Staten er ikke et individ med følelser, men en konstruktion med magt – og den magt må have grænser. At borgere har ret til at tale fortroligt, søge information uden overvågning og leve uden at blive gennemlyst i databaser, er selve essensen af et frit samfund.
Mere overvågning er ikke en løsning på teknologisk afmagt. Det er et angreb på balancen mellem magt og ret.
Hækkerups frihedsfiktion – “Mere overvågning skaber mere frihed”
Nick Hækkerup, tidligere justitsminister, satte i 2019 kronen på overvågningsværket med sit berømte ræsonnement: “Uden tryghed, ingen frihed. Det følger logisk heraf, at med overvågning stiger friheden.” En sætning, der både lyder glat og glubsk. Den bytter rundt på midler og mål, og slører den reelle konsekvens af mere overvågning.
Ifølge Hækkerups logik bliver vi altså friere, jo mere staten holder øje med os. Tanken er, at mere overvågning skaber tryghed – og at trygheden så skaber frihed. Men det kræver, at man ignorerer hele begrebet om privatliv, autonomi og frihedsrettigheder. For i virkeligheden sker det modsatte: Jo mere du bliver overvåget, jo mere tilpasser du dig overvågerens blik. Du taler anderledes. Søger anderledes. Lever anderledes.
Tænk det til ende. Hvis staten – for din trygheds skyld – står i dit hjem 24 timer i døgnet, kigger over din skulder, følger dig i supermarkedet og logger dine samtaler, ville du så føle dig fri? Eller ville du føle dig kontrolleret? Indespærret i et usynligt bur?
Det er her, hele projektet om mere overvågning vælter. For det, der hævdes at skabe frihed, gør det stik modsatte. Hækkerups mantra er ikke en logisk konklusion. Det er en politisk fiktion, der kun giver mening, hvis man glemmer, hvad frihed faktisk er.
Leder Nikolaj Mackowskis holdning: Frihed frem for frygt
Leder Nikolaj Mackowski mener, at forslaget om mere overvågning ikke udspringer af ønsket om tryghed – men af frygt. Ikke borgernes frygt, men statens egen. En paranoia i magtens top, hvor man forestiller sig, at man kun kan beskytte samfundet ved at mistænkeliggøre hele befolkningen.
Det er ikke tryghed, det er kontrol. Og det er ikke en styrkelse af demokratiet. Det er en nedbrydning af det.
Retskafne borgere skylder ikke staten adgang til deres samtaler, deres indkøb, deres biblioteksudlån eller deres digitale fodspor. Staten må gerne være stærk, men aldrig alvidende. Og slet ikke på en måde, hvor det normale bliver suspekt, og det mistænkte bliver normen.
Der skal ikke være mere overvågning. Der skal være mere frihed. Frihed til at leve uden at være under konstant lup. Frihed til at ytre sig uden frygt for misfortolkning. Frihed til at være borger – ikke bare data.
Hvis staten virkelig vil beskytte demokratiet, så bør den huske, at det netop er retten til ikke at blive overvåget, der adskiller demokratier fra diktaturer.
Hvis mere overvågning virkelig gav frihed, så ville fængsler være de frieste steder i verden.
Læs også: Selvbestemmelsesteori: Hvorfor motivation dør i kontrollens navn
Websitet Sandheden har en kort artikel om det samme emne. Læs artiklen her: https://sandheden.net/overvaagningen-og-den-snigende-normalisme
