USA bomber Iran og terror bliver derfor til håndterbar logik.

USA bomber Iran. Ikke som gengældelse for et angreb på amerikansk jord. Ikke som reaktion på konkrete beviser om en nært forestående atomtrussel. Men som en præventiv handling – orkestreret sammen med Israel – i forsøget på at svække Irans atomprogram. Resultatet? En midlertidig militær triumf – og et forstørret kaos.

Berlingske skriver i sin leder, at “verdens politibetjent har atter meldt sig til tjeneste“. Det er en sætning, der emmer af den gamle verdens orden. En, hvor Vesten tildeler sig selv moralsk overhøjhed og ret til at definere, hvem der er ansvarlig for konflikt, og hvornår krig er berettiget.

Men når USA bomber Iran uden FN-mandat og uden håndfaste beviser, er det svært at se andet end endnu et kapitel i fortællingen om imperial ambition forklædt som global ansvarlighed.

Retten til at svare igen – et universelt princip

Enhver stat, ethvert menneske, har ret til at svare igen, når de bliver angrebet. Det er ikke bare folkeret, det er adfærdspsykologi. Når nogen slår dig i ansigtet, og du har kræfterne til at slå igen, så gør du det. Ikke nødvendigvis fordi det er klogt – men fordi det er naturligt.   

Redundant: USA bomber Iran.

Iran blev først ramt af israelske angreb. Nu rammes landet af amerikanske missiler. Og mens Berlingske forsøger at bortforklare det med sætninger om nødvendighed og verdensorden, ignoreres det helt basale: Iran har ikke affyret atomvåben. Iran har ikke erklæret krig. Iran har endnu ikke gjort andet end at være mistænkt.

At kalde dette en forsvarskrig – som Berlingske gør – er derfor en sproglig operation på grænsen til propaganda. Det er ikke selvforsvar. Det er forebyggende dominans. Og forebyggende dominans er, i al sin brutalitet, en slags krig, som kun stærke nationer har råd til at føre.

Osama er ikke en person. Han er et produkt.

Vesten har slået Osama bin Laden ihjel. Men det, han repræsenterede, lever videre. Hver gang Vesten bomber uden bevis, uden folkelig legitimitet og uden interesse for diplomati, plantes frøene til den næste Osama bin Laden-junior.

Terror opstår ikke i et vakuum. Den næres af ydmygelse. Af desperation. Af indtryk, man ikke kan sætte ord på – kun stikke ild til. Når børn vokser op i ruinerne fra et amerikansk angreb, og ser deres fædre blive kaldt terrorister, mens bomberne falder uden forklaring, fødes ikke bare vrede. Der fødes mening. Og i fraværet af retfærdighed, bliver terrorisme pludselig til håndterbar logik.

Vi kalder dem ekstremister. Men hvem var det, der kastede den første sten? Eller rettere: den første raket?

USA og Israel kan vinde det næste slag, men de vil aldrig kunne bombe sig til respekt. Kun til frygt. Og frygt er flygtig. Den vender tilbage som knive, lastbiler og bomber i caféer, tog og lufthavne.

Den første sten kastes altid med ren samvittighed – i eget narrativ

Det Vesten gør, gør det altid med god samvittighed. Vi kalder det sikkerhed. Stabilitet. Ansvarlighed.
Men når Iran støtter militante grupper i Irak, Libanon og Yemen, kaldes det destabilisering, terror og trussel mod verdensordenen.

Forskellen er ikke handlingen – men fortællingen.
USA støttede mujahedin i 80’erne med stinger-missiler og penge. Ikke fordi frihed var målet, men fordi Sovjet var fjenden.
Da Iran støtter shiamilitser, gør de i princippet det samme: Beskytter egne interesser gennem proxyaktører.

Men hvor Vesten ser sin egen involvering som strategisk nødvendighed, ses modstanderes handlinger som moralsk forkastelige.

Vi har givet os selv retten til at dømme. Til at pege. Til at definere de gode og de onde.
Og i den proces forsvinder evnen til selvransagelse. Der findes ikke nogen Reagan i den officielle fortælling, der støttede fremtidige Taleban-krigere. Der findes kun skurke med skæg og Kalasjnikovs.

USA bomber Iran: Man kan ikke bombe sig ud af sin egen selvretfærdighed

USA bomber Iran og kalder det ansvarligt. Israel går i offensiven og kalder det nødvendigt.
Men hvad man kalder sine handlinger, ændrer ikke deres konsekvenser.

Det næste angreb på Vesten bliver ikke udført med en F-35 eller en hypersonisk raket. Det bliver med hænder, der bærer had. Med kroppe, der er vokset op under ruiner og droner. Det bliver med unge mænd, som aldrig har læst folkeretten, men som kan recitere dødens årsag med navnet på deres landskab – og med dit lands flag.

Når man kaster den første sten, skal man være sikker på, at man ikke står i glashus.
Og lige nu står Vesten – med USA og Israel i front – midt i et hus af glas og tror, det er beton.