1. Det starter med et råd
ChatGPT foreslår mig at sende mine lønsedler til Gældsstyrelsen. En god ide, for det er vigtigt at sikre, at loven bliver overholdt. Jeg sender dokumenterne med en bemærkning om, at jeg vil sikre mig, at min arbejdsgiver ikke tilbageholder mere, end Gældsstyrelsen har vedtaget.
Tre dage senere ringer Hanne fra Gældsstyrelsen.
2. “Ja, vi har beregnet, at du kan nøjes med 7.800 kr.”
Jeg spørger, om det kan passe, at jeg kun får udbetalt 7.800 kr. Hanne svarer: “Ja, det har vi beregnet.” Jeg beder hende se på det budget, jeg har indsendt. Hun læser det op, lister nogle poster, og siger så: “Ja, nu er det jo ikke mig, der har lavet dit budget.” Det var en kollega. Men det ville nok ikke have set anderledes ud, hvis det var hende selv, siger hun.
Det bliver tydeligt: Hun kender ikke mit budget. Hun kan ikke forklare beregningen. Men hun står ved resultatet.
Og hun indrømmer: “Nej, jeg synes heller ikke, det er fair.”
3. Skylden peger opad
Hanne fortæller, at det er tidligere skatteminister Jeppe Bruus’ skyld. Han insisterede på, at fri bil skal indregnes i indkomsten. Jeg påpeger, at Skats egen hjemmeside beskriver fri bil som en beskattet del af nettolønnen – ikke som reel indkomst.
Men Hanne svarer: “Vi prøvede at fortælle det til ministeren, men han ville ikke høre på det.”
“Vi ved godt, at du ikke kan købe en bakke æg for de penge. Men det er sådan, det er.”
Systemets medarbejdere fralægger sig ansvar. De skubber det opad i hierarkiet. Det er ministerens skyld. Det er systemets skyld. Det er aldrig deres skyld.
4. Først klage. Hjælp bagefter
Jeg siger: “Kan I ikke se, at det her ikke hænger sammen?”
Svaret: “Jo, men vi venter på, at du klager.”
Først når jeg har klaget, kan Gældsstyrelsen overveje at justere mit rådighedsbeløb. Men inden klagen behandles, har de inddrevet hele beløbet.
Jeg spørger: “Hvornår får jeg de penge tilbage, I har trukket for meget?”
Svar: “Måske om 5 dage. Men jeg ved det ikke.”
5. Den ekstra overraskelse: Gæld uden dokumentation
Jeg spørger, om der ligger anden gæld. Hanne tjekker det gamle system. Jo, der ligger en post på 12.000 kr. Jeg spørger, hvem jeg skylder pengene til. Svar: “Styrelsen.”
Men hvilken sag? Hvilken periode? Hvilket grundlag? Hanne ved det ikke. Hun kan ikke sige, hvad beløbet dækker over. Det står bare til inddrivelse.
Gældsstyrelsen inddriver penge – uden at kunne dokumentere hvorfor.
6. Er det anstændigt?
Det her er ikke en fejl. Det er en struktur. Et system, hvor:
- Man skal klage for at få ret
- Man bliver straffet først, hjulpet senere
- Medarbejdere skyder skylden opad
- Og borgeren må optage lån, for at overleve
Spørgsmålet er ikke, om Hanne er inkompetent. Hun er snarere en mønstermedarbejder i et mørnet system. Et system, hvor menneskelig forståelse og rimelighed er reduceret til flueben og procedurer.
Jeg valgte at skrive til samtlige medlemmer af Folketingets Skatteudvalg. Ikke én svarede – undtagen Pelle Dragsted fra Enhedslisten. Hans svar var:
“Det er helt på månen, og jeg har kaldt skatteministeren i samråd om problematikken. Enhedslisten var det eneste parti, der stemte imod lovforslaget, der ligger til grund for Gældsstyrelsens inddrivelsesprincipper.”
– Pelle Dragsted, Enhedslisten
Spørgsmålet er nu:
Er det her en anstændig måde at behandle mennesker på?
Og måske endnu vigtigere:
Hvis det her er retsstaten i funktion – hvordan ser retsløshed så ud?
Nyttigt link ud af huset
Vil du læse, hvad Gældsstyrelsen og deres praksis bygger på? Det hele starter i lovgivningen. Og den kan du læse her:
URL: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2022/6
Gyldighed: Gældende bekendtgørelse, senest opdateret med virkning fra 1. januar 2022.