Modstand mod forandring er ikke et problem, der skal løses. Det er information, der skal forstås. Når medarbejdere reagerer med modstand, fortæller de dig, at noget vigtigt er på spil: Deres tryghed, identitet, kompetencer eller tillid. Det er ikke irrationelt. Det er dybt rationelt, set fra medarbejderes perspektiv.
De fleste ledelsesmodeller ser modstand som en forhindring. Noget der skal overvindes, håndteres og nedbrydes. Kotters 8 trins model taler om at “fjerne forhindringer.” Lewins forandringsmodel taler om at “optø” organisationen. Sproget afslører antagelsen: Modstanden er problemet, og ledelsen har løsningen. Forskningen viser noget andet. Modstand opstår ikke i medarbejderen. Den opstår i konteksten: I den måde forandringsledelse udføres på.
Hvor kommer begrebet fra?
Begrebet “modstand mod forandring” stammer fra Kurt Lewins arbejde med kraftfeltsanalyse i 1940’erne. For Lewin var modstand et systemisk begreb: En kraft i organisationen, der påvirker ledere og medarbejdere lige meget. Det var ikke noget, medarbejdere “havde,” og som ledere skulle “overvinde.” Det var en egenskab ved systemet.
Den første systematiske undersøgelse blev gennemført af Lester Coch og John R.P. French i 1948 på Harwood Manufacturing Corporation. Arbejderne modsatte sig konstant, når de blev omplaceret til nye opgaver. Produktiviteten faldt, folk sagde op, og frustrationerne voksede.
Coch og French testede forskellige grader af medarbejderinddragelse og fandt ud af, at jo mere arbejderne deltog i planlægningen af forandringen, jo mindre modstand opstod der.
Deres vigtigste konklusion var ikke, at inddragelse virker. Det vidste de fleste allerede intuitivt. Det var, at modstand ikke opstår i individet, men i den kontekst, forandringen finder sted i. Forandringens form skaber modstanden og det handler såedes ikke om medarbejderens karakter.
Den forståelse af modstand mod forandring, de fleste ledere arbejder med i dag, er en misforståelse af det oprindelige begreb.
Tre lag af modstand
Modstand mod forandring er ikke én ting. Den opererer på flere niveauer, og hvert niveau kræver noget forskelligt af dig som leder.
Det kognitive lag: “Jeg forstår det ikke.” Her mangler information eller mening. Medarbejderen kan ikke se logikken i forandringen eller forstår ikke, hvad den indebærer for netop dem. Det er det nemmeste niveau at adressere. Det kræver dog mere mere end en power point præsentation. Det kræver dialog, hvor medarbejderen får lov at stille de spørgsmål, der faktisk fylder. Ikke kun dem, ledelsen allerede har forberedt svar på.
Det emotionelle lag: “Jeg er bange for, hvad jeg mister.” Her handler det ikke om forståelse. Det handler om følelser. Frygt, sorg, vrede eller usikkerhed. Forandring aktiverer hjernens trusselsrespons. Det er ikke fordi medarbejderen er svag, men fordi hjernen er designet til at beskytte det kendte. På dette niveau hjælper argumentation ikke. Det gør anerkendelse. At sige højt: “Det her er svært, og det er okay at det føles sådan.”
Dent og Goldberg (1999) foreslog netop, at det vi kalder “modstand mod forandring” bedre forstås som “modstand mod tab.” Tabet kræver bearbejdning og sikke overtalelse.
Det relationelle lag: “Jeg har ikke tillid til dem, der driver forandringen.” Det er det sværeste niveau. Modstanden handler ikke om forandringen selv, men om dem, der står bag den. Måske har ledelsen brudt løfter før. Måske føler medarbejderen sig overset. Ingen mængde kommunikation løser problemet. Det kan kun handlinger over tid, der genopbygger tillid.
Det er her, kognitiv dissonans bliver relevant: Ledere der siger “vi lytter,” men handler som om beslutningen allerede er taget, skaber præcis den uoverensstemmelse mellem ord og handling, der nedbryder tillid.
Den berettigede modstand mod forandring
De fleste artikler om modstand mod forandring ikke siger: Nogle gange har modstanden ret.
Ikke al forandring er god. Ikke alle beslutninger fra topledelsen er velgennemtænkte. Nogle gange ser medarbejderne noget, ledelsen ikke ser, fordi de er tættere på virkeligheden. På kunderne, på processerne, på de konsekvenser, der ikke fremgår af et strategidokument.
Coch og French så det allerede i 1948: De mest kompetente arbejdere på Harwood-fabrikken var ofte dem, der ydede mest modstand. Det var ikke fordi de var besværlige. Det var fordi de havde mest at miste. Som status, anerkendelse af deres faglighed og mestringen af deres nuværende opgaver. Deres modstand var ikke irrationel. Den var proportional med deres personlige investering.
Når modstand mod forandring affejes som “naturlig reaktion, der skal overvindes,” risikerer man gruppetænkning. Det er en tilstand, hvor kritiske stemmer forstummer, og gruppen træffer dårligere beslutninger, fordi ingen tør udfordre konsensus. Den medarbejder, der siger “det her kommer ikke til at virke,” har måske information, der kunne redde projektet. Hvis nogen ellers at gad lytte.
Hvad koster modstand mod forandring?
Modstand mod forandring har en pris. Projekter forsinkes, energi bruges på konflikter og implementering trækker ud.
Det har også en pris at ignorere modstand modstand mod forandring. Medarbejdere, der ikke føler sig hørt, vil trække sig. De leverer det absolut minimale. De holder op med at komme med idéer. De søger væk. Tilbage står en organisation, der teknisk set har gennemført forandringen, men som har mistet noget undervejs: Engagement, tillid og de bedste medarbejdere.
Spørgsmålet er ikke, om du kan undgå modstand modstand mod forandring. Det kan du ikke. Spørgsmålet er, om du bruger den som ressource eller bekæmper den som fjende.
At arbejde med modstand
Der findes ingen formel for modstand mod forandring. Der findes en holdning, der virker bedre end de fleste teknikker:
Antag, at modstanden giver mening. Ikke at den nødvendigvis har ret, men at den giver mening for den, der føler den. Spørg: “Hvad er det, du er bekymret for at miste?” Lyt til svaret. Det indeholder information som du kan bruge.
Anerkend tabet, før du sælger gevinsten. Mennesker kan ikke tage imod det nye, før de har fået lov at slippe det gamle. Hvis du kun taler om, hvor fantastisk fremtiden bliver, signalerer du, at fortiden ikke betød noget.
Giv tid. Modstand aftager sjældent, fordi nogen argumenterer den væk. Den aftager, når mennesker får tid til at bearbejde, til at se at det nye faktisk fungerer. Til at finde sig til rette i den nye virkelighed. Det tager længere tid, end de fleste projektplaner regner med.
Vær ærlig om det, du ikke ved. Ledere, der lader som om de har alle svar, skaber mere modstand. Ærlighed — “vi ved ikke præcis, hvordan det her ender, men vi finder ud af det sammen,” er tillidsskabende.
Se modstanden i et spejl
Modstand mod forandring fortæller dig ikke kun noget om medarbejderne. Den fortæller dig også noget om forandringen og om dem, der leder den.
Hvis modstanden er massiv, er det værd at spørge: Er forandringen kommunikeret ordentligt? Er den gennemtænkt? Er der noget, vi har overset? Behandler vi mennesker med respekt i processen?
Modstand er et spejl. Nogle gange viser det noget ved medarbejderne. Andre gange viser det noget ved ledelsen. De bedste ledere er villige til at se begge dele. Den dag medarbejderne stopper med at yde modstand, er det ikke fordi de har accepteret forandringen.
Det er fordi de har givet op.













