Kognitiv dissonans er den ubehagelige spænding, der opstår, når en persons handlinger er i konflikt med vedkommendes overbevisninger. Begrebet blev formuleret af den amerikanske socialpsykolog Leon Festinger i 1957 og er siden blevet et af de mest indflydelsesrige koncepter i psykologiens historie.
Det sker fordi det afslører noget fundamentalt ubekvemt: at mennesker ikke ændrer holdning, fordi de får ny viden. De ændrer holdning, fordi de ikke kan holde ud at have handlet i strid med den, de allerede havde.
Festinger og den teori, ingen bad ham om at skabe
Leon Festinger blev født i Brooklyn i 1919 som søn af russisk-jødiske immigranter. Hans far var broderiproducent, ateist og radikal. Det er tre egenskaber, han ifølge Festinger selv holdt fast i hele livet. Festinger studerede psykologi under Kurt Lewin ved University of Iowa, men interesserede sig egentlig ikke for socialpsykologi. Han syntes metoderne var for løse og teorierne for vage.
Hans egne ord: “The looser methodology of the social psychology studies, and the vagueness of relation of the data to Lewinian concepts and theories. They all seemed unappealing to me in my youthful penchant for rigor.“
Det var først da Festinger fulgte Lewin til Research Center for Group Dynamics ved MIT i 1945, at hans interesse langsomt skiftede. Lewin døde i 1947, og Festinger fortsatte via University of Michigan og University of Minnesota til Stanford, hvor han i 1957 udgav A Theory of Cognitive Dissonance.
Bogen ændrede socialpsykologien permanent i kognitiv dissonans.
Kognitiv dissonans og dommedagssekten der, ikke gik under
Før bogen kom feltstudiet. I 1954 læste Festinger en avisoverskrift om en kvinde i Minneapolis — Dorothy Martin, pseudonymiseret som “Mrs. Keech.” Hun hævdede at modtage beskeder fra rumvæsener på planeten Clarion.
Budskabet var entydigt: en kataklystisk oversvømmelse ville ødelægge verden den 21. december 1954. En gruppe tilhængere opsagde deres jobs, solgte deres ejendele og forberedte sig på at blive reddet af et rumskib. Kognitiv dissonans.
Festinger, Henry Riecken og Stanley Schachter infiltrerede gruppen som falske tilhængere. De observerede kulten i månederne før og efter den profeterede dommedag. Spørgsmålet var ikke om profetien ville slå fejl. Det var hvad der ville ske med tilhængernes overbevisning, når den gjorde.
Da den 21. december passerede uden hverken oversvømmelse eller rumskib, skete det bemærkelsesværdige: de mest engagerede medlemmer, altså dem, der havde ofret mest. De forlod ikke gruppen. De intensiverede deres tro. Martin annoncerede, at gruppen havde reddet verden gennem deres hengivenhed. De begyndte at missionere mere aktivt end nogensinde før.
De perifere medlemmer, der havde investeret mindre, trak sig stille. Men kernen holdt fast.
Observationerne blev til bogen When Prophecy Fails (1956) og leverede det første empiriske bevis for det, Festinger kaldte belief perseverance. Jo mere du har investeret i en overbevisning, desto sværere er det at opgive den.
Også selvom virkeligheden utvetydigt modsiger den.
Kernen i kognitiv dissonans-teorien
Kognitiv dissonans opstår, når en person holder to kognitioner: viden, holdninger, overbevisninger, der er indbyrdes modstridende. Festinger definerede en kognition som “any knowledge, opinion, or belief about the environment, about oneself, or about one’s behavior.”
Når to sådanne kognitioner er i konflikt, oplever personen en psykologisk spænding, der motiverer til forandring.
Teoriens pivoterende påstand er enkel men dog kontraintuitiv: mennesker ændrer ikke deres adfærd for at matche deres holdninger. De ændrer deres holdninger for at matche deres adfærd.
Festinger identificerede tre strategier til at reducere kognitiv dissonans:
Ændre adfærden. Rygeren, der ved, at rygning er skadeligt, kan holde op med at ryge. Det er den logiske løsning. Samtidigt er det den mindst anvendte.
Ændre overbevisningen. Rygeren kan overbevise sig selv om, at risikoen er overdrevet, eller at genetik betyder mere end rygning. Det er den mest almindelige strategi.
Tilføje konsonante kognitioner. Rygeren kan fokusere på, at rygning reducerer stress, at bedstefar røg hele livet og blev 90, eller at der findes værre ting. Nye kognitioner, der understøtter den eksisterende adfærd, reducerer den samlede kognitive dissonans.
Festinger tilføjede et væsentligt princip: den kognitive dissonans styrke afhænger af kognitionernes vigtighed. En person, der spiser en donut på trods af en halvhjertet diæt, oplever mindre dissonans end en person, der lyver under ed. Altså om noget, der strider mod vedkommendes grundlæggende værdier.
One Dollar-eksperimentet
Det mest berømte eksperiment i dissonansforskningens historie blev udført af Festinger og James Carlsmith ved Stanford i 1959. Det er stilfuldt og elegant i sin enkelthed. Det er overraskende i sin konklusion:
71 mandlige studerende blev sat til en ekstremt kedelig opgave: at dreje pinde en kvart omgang med én hånd i en time. Derefter bad eksperimentatoren hver deltager om at lyve over for den næste forsøgsperson og fortælle, at opgaven var interessant og sjov. Halvdelen fik $1 for at lyve. Den anden halvdel fik $20.
Kontrolgruppen, der blev bedt om ikke at lyve, vurderede opgaven som kedelig (gennemsnitlig -0,45 på en skala). $20-gruppen vurderede den stort set ens (-0,05).
Men $1-gruppen vurderede opgaven som markant mere interessant (+1,35).
Forklaringen er selve kernen i teorien om kognitiv dissonans. Deltagerne, der fik $20, havde en tilstrækkelig ekstern begrundelse for at lyve: “Jeg løj, fordi de betalte mig godt.” Ingen dissonans. Men deltagerne, der kun fik $1, stod med en uforklarlig modsigelse: “Jeg løj for næsten ingenting.”
Den eneste måde at reducere den ubehagelige spænding på var at ændre holdning til selve opgaven. De overbeviste sig selv om, at den faktisk var interessant.
Kognitiv dissonans i ledelse
Kognitiv dissonans er ikke en laboratoriefrembragt museumsgenstand. Det er en daglig realitet i enhver organisation, og det forklarer adfærd, som ellers virker irrationel.
Eskalering af engagement. En leder, der har investeret tid, penge og prestige i et fejlslagent projekt, oplever massiv dissonans ved at erkende fejlen. Løsningen er sjældent at stoppe. Det er at investere mere. Fordi opgivelse af projektet ville betyde, at alle tidligere beslutninger var forkerte.
Jo mere du har investeret, desto stærkere er den kognitive dissonans, hvis du stopper. Det er præcis det mønster, Festinger observerede i dommedagssekten: bare overført til et organisatorisk budget.
Retfærdiggørelse af dårlig ledelse. Medarbejdere, der bliver i en organisation med destruktiv ledelse, står over for dissonans mellem “jeg er en kompetent person, der træffer gode valg” og “jeg arbejder under forhold, der er objektivt dårlige.”
Reduktionsstrategien er forudsigelig: man rationaliserer. “Alle arbejdspladser har problemer.” “Det er nok ikke så slemt.” “Chefen mener det sikkert godt.” Teorien om kognitiv dissonans forklarer, hvorfor medarbejdere aktivt forsvarer de systemer, der skader dem.
Rekruttering og onboarding. Organisationer, der gør ansættelsesprocessen bevidst krævende, udnytter dissonansmekanismen: “Hvis jeg kæmpede så hårdt for at komme ind, må det være en fantastisk arbejdsplads.”
Festinger kaldte dette effort justification. Indsatsen alene skaber sin egen retfærdiggørelse.
Kritik og alternative forklaringer
Kognitiv dissonans er en af de mest citerede teorier i socialpsykologien, men den har væsentlige begrænsninger.
Daryl Bems selvperceptionsteori (1967) tilbyder en radikalt anderledes forklaring på de samme fænomener. Hvor Festinger postulerer en indre psykologisk spænding, der driver holdningsændring, argumenterer Bem for, at mennesker simpelthen aflæser deres egne holdninger ved at observere deres egen adfærd.
På præcis samme måde som de ville aflæse en fremmed persons holdninger.
$1-deltagerne tænkte ikke “jeg har det ubehageligt med at have løjet.” De tænkte snarere “jeg sagde, det var sjovt, og jeg fik næsten ingen penge for det, så jeg må have ment det.”
Ingen spænding og intet ubehag. Det er bare en kold inferens. Nyere forskning tyder på, at begge teorier kan være korrekte inden for forskellige domæner: dissonans dominerer, når holdningen er stærk og veletableret. Selvperception dominerer, når holdningen er svag eller uklar i kognitiv dissonans.
Målbarhed. Dissonans er en subjektiv og intern tilstand, som i årtier udelukkende blev målt gennem selvrapportering. Det rejser det klassiske cirkulære problem: vi ved, at dissonans eksisterer, fordi folk ændrer holdning. De ændrer holdning, fordi de oplever dissonans.
Nyere neuroforskning har identificeret aktivitet i anterior cingulate cortex under dissonansoplevelser. Det er dog stadig uklart, om denne aktivitet er specifik for dissonans eller blot generel konfliktdetektion.
Den kulturelle betingelse i kognitiv dissonans
Kulturel betingelse. Festinger hævdede selv, at kultur definerer, hvad der er konsonant og dissonant. Forskning fra Hoshino-Browne et al. (2005) viser, at europæiske canadiere oplever størst dissonans ved beslutninger taget for dem selv. Mens asiatiske canadiere oplever størst dissonans ved beslutninger taget for nære venner.
Teoriens universelle gyldighed er mere nuanceret, end det den ofte præsenteres som.
Bredde som svaghed. Chapanis & Chapanis påpegede allerede i 1964, at teorien er så bred, at den kan forklare næsten enhver adfærd post hoc. Hvis en person ændrer holdning, er det dissonansreduktion.
Hvis personen ikke ændrer holdning, er det fordi kognitionerne ikke var vigtige nok.
Hvis en teori kan forklare alt, forklarer den i virkeligheden ingenting.
Festingers paradoks
For ledere er konsekvenserne dybe. Når du træffer en beslutning og derefter mærker, at du er mere sikker på den end før, er dissonansreduktion i gang.
Selvsikkerheden er ikke et tegn på, at beslutningen var rigtig. Den er et tegn på, at din hjerne har gjort sit arbejde med at eliminere den ubehagelige tvivl.
