Sensemaking er den proces, hvor mennesker skaber mening ud af det, der sker omkring dem. Det lyder simpelt. Det er det ikke.
For mening opstår ikke af sig selv. Den konstrueres og konstruktionen kan gå galt.
Hvad er sensemaking?
Begrebet stammer fra Karl Weick, der introducerede det i organisationsstudier i 1960’erne og 70’erne. Hans hovedværk, “Sensemaking in Organizations” (1995), definerer det som:
“Den løbende, retrospektive udvikling af plausible billeder, der rationaliserer, hvad mennesker gør.”
Oversættelse: Vi forstår ikke først og handler så. Vi handler og forstår bagefter. Mening er noget, vi skaber retrospektivt.
Det er en radikal pointe. Den udfordrer idéen om, at ledere først analyserer, så beslutter, så handler. I virkeligheden handler vi ofte først: Senere forklarer vi for os selv, hvorfor det gav mening.
Weicks syv egenskaber
Weick identificerede syv egenskaber ved sensemaking:
1. Forankret i identitet
Hvem du er, påvirker, hvad du ser. Din rolle, din baggrund, dine værdier former, hvordan du fortolker situationer. To ledere i samme møde kan se helt forskellige ting.
2. Retrospektiv
Vi skaber mening ved at se tilbage. “Hvordan kan jeg vide, hvad jeg tænker, før jeg ser, hvad jeg siger?” — Weicks berømte formulering. Mening konstrueres i tilbageblik.
3. Enaktiv
Vi skaber de omgivelser, vi reagerer på. Organisationer handler — og handlingerne former den virkelighed, de så skal fortolke. Du er ikke bare observatør af din situation; du er medskaber.
4. Social
Sensemaking sker i fællesskab. Vi taler med andre, deler fortolkninger, forhandler mening. Hvad der “giver mening”, er ofte det, vi bliver enige om — ikke en objektiv sandhed.
5. Løbende
Det stopper aldrig. Sensemaking er en kontinuerlig proces, ikke en afsluttet analyse. Mening justeres konstant, efterhånden som nye ting sker.
6. Fokuseret på udvalgte signaler
Vi kan ikke behandle alt. Vi udvælger signaler — cues — og bygger mening ud fra dem. Problemet: Vi vælger ofte de signaler, der bekræfter det, vi allerede tror.
7. Drevet af plausibilitet, ikke præcision
Vi søger ikke sandhed. Vi søger plausibilitet. Noget, der er godt nok til at handle på. “Det giver mening” betyder ikke “det er korrekt”.
Hvorfor er det svært?
Sensemaking kan gå galt på flere måder:
Bekræftelsesbias. Du ser det, du forventer at se. Signaler, der modsiger din fortolkning, overses. Du finder, hvad du leder efter.
For tidlig lukning. Du lander på en forklaring for hurtigt. Kompleksiteten reduceres, før du har forstået den.
Konsensus-illusion. Du antager, at andre ser det samme som dig. Det gør de sjældent.
Analyse-paralyse. Du bliver ved med at søge mening og glemmer at handle. Mening uden handling er akademisk øvelse.
Retrospektiv bias. Bagefter ser det hele indlysende ud. Du glemmer, hvor usikkert det faktisk var.
Weick studerede katastrofer — Mann Gulch-branden, Tenerife-flyulykken — og viste, hvordan sammenbrud i sensemaking førte til fatale fejl. Når mening bryder sammen, bryder handling sammen.
Det kan du gøre
Vær bevidst om din identitet. Hvad får dig til at se det, du ser? Hvilke blinde vinkler har du?
Søg disconfirmation. Spørg aktivt: Hvad kunne tale imod min fortolkning?
Tal med andre. Sensemaking er social. Andre perspektiver afslører, hvad du ikke ser.
Acceptér plausibilitet. Du får ikke perfekt forståelse. Spørgsmålet er, om din mening er god nok til at handle på.
Handling tester mening. Små handlinger giver feedback. Du lærer mere af at teste end af at analysere.
Begrænsningerne i sensemaking
Sensemaking er et perspektiv.
Det giver ikke opskrifter. Weick beskriver, hvordan mening opstår. Ikke hvad du skal gøre.
Det kan blive relativistisk. Hvis mening er konstrueret, hvad er så sandt? Weick svarer: Plausibilitet er nok. Andre er uenige.
Det er svært at operationalisere. At “skabe mening” er abstrakt. Det oversættes ikke let til konkrete handlinger.
Det erstatter ikke analyse. Sensemaking er ikke et argument for at droppe data og fakta. Det er et argument for at forstå, hvordan vi fortolker dem.
Pointerne i sensemakingen
Sensemaking er den proces, hvor mennesker skaber mening ud af kompleksitet.
Kernepointe: Vi handler først, forstår bagefter. Mening er retrospektiv, social og drevet af plausibilitet. Ikke af sandheden.
Det kan gå galt: Bekræftelsesbias, for tidlig lukning og konsensus-illusion.
Søg aktivt disconfirmation. Tal med andre. Test din mening gennem handling.
