Retributivisme i ledelse
En medarbejder begår en fejl. Ikke en katastrofal fejl: Ingen kunder tabt, ingen penge spildt, ingen systemer brudt sammen. Men en fejl. Synlig. Dokumenterbar. Et brud på proceduren.
Lederen reagerer. Der skal være konsekvenser. Det skal mærkes. Ikke fordi konsekvensen vil forhindre fremtidige fejl. Ikke fordi den vil forbedre medarbejderens præstation. Men fordi fejl fortjener straf. Fordi verden skal være i balance. Fordi noget i lederen kræver gengældelse.
Dette er retributivisme i ledelse. Og det er langt mere udbredt end vi taler om.
Hvad er retributivisme?
Retributivisme er en straffilosofi, der hævder, at straf er moralsk berettiget i sig selv. Helt uafhængigt af dens konsekvenser. Forbrydelsen fortjener gengældelse. Ikke for at afskrække andre. Ikke for at rehabilitere gerningsmanden. Men fordi gengældelse er et moralsk imperativ.
I juridisk teori formuleres det som proportionalitetsprincippet: Straffen skal matche forbrydelsen. Øje for øje. Gæld for gæld. Kosmisk balance genoprettet gennem lidelse.
Begrebet tilhører strafferetten, men logikken siver ud i alle domæner, hvor mennesker har magt over andre mennesker. Og ingen steder trives den bedre end i den autoritære leders praksis.
Retributivisme i ledelse på arbejdspladsen
Den retributive leder opererer ud fra en grundantagelse: Fejl skal straffes. Ikke primært for at skabe læring. Ikke primært for at beskytte organisationen. Men fordi straf er det rigtige svar på fejl.
Det manifesterer sig i genkendelige mønstre:
Advarslen som ritual: Advarslen gives ikke for at ændre adfærd. Den gives for at markere, at afvigelsen er registreret og gengældt. Om medarbejderen faktisk ændrer adfærd, er sekundært. Det primære er, at der er sket noget. At regnskabet er gjort op.
Konsekvensen som kommunikation: Straffen handler ofte mindre om den straffede og mere om tilskuerne. Fyringen, der eksekveres offentligt. Degraderingen, der annonceres på mødet. Beskeden er klar: Se hvad der sker, når man træder ved siden af. Pour encourager les autres.
Proportionalitet som fetich: Den retributive leder er optaget af, at straffen matcher forseelsen. Ikke for stor, ikke for lille – præcis tilpas. Som om der findes en objektiv skala, hvor menneskelige fejl kan vejes og afmåles.
Nådesløshed som dyd: At tilgive opfattes som svaghed. At se igennem fingre som inkonsistens. Den retributive leder dyrker sin egen hårdhed, fordi hårdhed signalerer integritet. “Jeg behandler alle ens. Reglerne gælder for alle.”
Farisæeren i jakkesæt
Der er en grund til, at Jesus reserverede sin skarpeste kritik til farisæerne. Ikke til tolderne, ikke til synderne, men til de religiøst korrekte.
Farisæerne fulgte loven. De kendte reglerne. De håndhævede dem konsekvent. Og de var fuldstændig blinde for, at regeloverholdelse ikke er det samme som godhed. At retfærdighed ikke er det samme som kærlighed. At loven var skabt for mennesket, og ikke mennesket for loven.
Den retributive leder er farisæeren i moderne forklædning. Han forveksler konsekvens med retfærdighed. Han tror, at håndhævelse af regler er ledelse. Han ser afvigelsen fra proceduren. Men ikke mennesket bag afvigelsen.
Og ligesom farisæeren er han ofte overbevist om sin egen retskaffenhed. Han er ikke ond. Han er principfast. Han gør bare det rigtige. Han holder standarden.
Paradokset er, at den samme leder typisk identificerer sig med kristne værdier: Næstekærlighed, tilgivelse, og den fortabte søn, der bydes velkommen hjem. Men i praksis opererer han gammeltestamentligt: Øje for øje, gæld for gæld.
Søndagens kristne teolog, og mandagens Hammurabi. Retributivisme i ledelse.
Single-loop gengældelse
Retributivisme i ledelse er single-loop tænkning i sin reneste form.
Single-loop spørger: Hvordan straffer vi fejlen effektivt? Double-loop spørger: Hvorfor opstod fejlen? Hvad i vores systemer, processer eller kultur gjorde fejlen mulig. Eller måske uundgåelig?
Den retributive leder stiller aldrig det andet spørgsmål. For ham er årsagen irrelevant. Fejlen er begået. Skyld er etableret. Straf skal eksekveres.
Men hvad hvis fejlen opstod, fordi proceduren var uklar? Fordi oplæringen var utilstrækkelig? Fordi arbejdspresset var urealistisk? Fordi lederen selv havde skabt betingelserne for fejl?
De ovenstående spørgsmål truer den retributive logik. For hvis fejlen har systemiske årsager, så er straffen af individet ikke bare ineffektiv. Den er uretfærdig. Og den retributive leder har brug for at tro på sin egen retfærdighed.
Derfor forbliver fokus på individet. På valget. På skylden.
Prisen for retributivisme i ledelse
Retributivisme har omkostninger – også selvom de sjældent opgøres i ledelsesregnskabet.
Fejl går under jorden: Når fejl straffes konsekvent, lærer medarbejderne at skjule dem. Ikke at undgå dem. At skjule dem. Problemer eskalerer fordi ingen tør indrapportere dem tidligt. Organisationen mister sin feedback-loop.
Læring forsvinder: Straf lukker for refleksion. Den straffede medarbejder fokuserer på at overleve, og ikke på at forstå. Hvad kunne jeg have gjort anderledes? Det spørgsmål drukner i skam, vrede og selvforsvar.
Tillid eroderer: Når medarbejdere ved, at fejl vil blive gengældt forsvinder den psykologiske tryghed. Ingen tager risici. Ingen eksperimenterer. Ingen siger lederen imod. Organisationen stivner.
Talentflugten begynder: De bedste medarbejdere – dem, der har alternativer – forlader retributive kulturer. Tilbage bliver dem, der ikke kan gå, og dem der trives med magthierarkier.
Alternativet: Konsekvens med formål
At kritisere retributivisme i ledelse er ikke at argumentere for konsekvensløshed. Konsekvenser er nødvendige. Ledere skal kunne handle, når en adfærd er uacceptabel.
Men der er en fundamental forskel på konsekvens med formål og konsekvens som ritual.
Konsekvens med formål spørger: Hvad forsøger vi at opnå? Adfærdsændring? Beskyttelse af andre? Opretholdelse af standarder? Og: Er denne intervention egnet til at opnå det?
Konsekvens som ritual spørger kun: Hvad fortjener denne person? Og svarer med en straf, der matcher. Uafhængigt af om den producerer noget af værdi.
Den modne leder mestrer begge spørgsmål. Han kan handle med konsekvens, når det er nødvendigt. Men han gør det aldrig for gengældelsens skyld. Han gør det for fremtidens skyld: For organisationens, for teamets, og ja, ofte for den enkeltes egen skyld.
Det er ikke blødsødenhed. Det er effektivitet.
Spørgsmål til selvrefleksion
Den retributive impuls er menneskelig. De fleste ledere kender den. Trangen til at markere, at fejl har en pris. Spørgsmålet er, om man handler på impulsen eller reflekterer over den.
Nogle spørgsmål til selvransagelse:
Når jeg giver konsekvens, hvem gavner det? Medarbejderen? Teamet? Organisationen? Eller primært min egen følelse af retfærdighed?
Er min reaktion proportional med skadens omfang, eller med min irritations omfang?
Ville jeg reagere på samme måde, hvis ingen så det? Eller handler en del af konsekvensen om at demonstrere noget for andre?
Har jeg undersøgt hvorfor fejlen skete, eller kun at den skete?
Er jeg optaget af at straffe fortiden, eller af at forme fremtiden?
Ærlige svar på disse spørgsmål afslører ofte, at retributivisme handler mindre om den anden – og mere om os selv.
Konklusion
Retributivisme er forførende fordi den føles retfærdig. Den tilfredsstiller noget dybt i os: Behovet for balance, for orden, for en verden, hvor handlinger har konsekvenser.
Men følelsen af retfærdighed er ikke det samme som retfærdighed. Og straf, der ikke producerer noget af værdi, er bare institutionaliseret hævn.
Farisæeren i jakkesæt tror han håndhæver standarder. I virkeligheden håndhæver han sin egen autoritet. Han tror han skaber konsekvens. I virkeligheden skaber han frygt. Han tror han leder. I virkeligheden gengælder han.
Den modne leder kender sin retributive impuls – og handler ikke på den. Han spørger ikke: Hvad fortjener denne person? Han spørger: Hvad har denne person, dette team, denne organisation brug for?
Forskellen er ikke semantisk. Den er fundamental.
Det er forskellen mellem at være farisæer og at være leder.
Nikolaj Mackowski
Se også:
- Double-loop learning – når mere af det samme ikke er svaret
- Logikken i straf – retributivisme i institutionel skala
- Socialkonstruktionismen i ledelse – når “retfærdighed” er en konstruktion













