Lennart Christensen fra Bandidos – nu Elkjær – sidder varetægtsfængslet igen. Byretten har idømt ham livstid. Ankesagen afventer landsretten.
Det er ikke første gang. I 2003 sprængte han sin tidligere kammerat i stumper og stykker på Glostrup Hospital. 16 år i fængsel. Og næsten inden han havde nået at mærke friheden, var han tilbage i systemet. Ny sag. Nyt mordforsøg. Ny dom.
Hvis straf virkede, ville Lennart ikke sidde der igen.
Det her er ikke en artikel om Bandidos som organisation. Det er en artikel om, hvad mennesker som Lennart afslører om vores straffesystems grundlæggende fejlantagelse: At fængsel virker afskrækkende.
For nogle mennesker gør det ikke. Og det er værd at forstå hvorfor.
En barndom i Ballerup
Lennart Christensen har selv fortalt sin historie. I bog og interviews har han berettet om opvæksten i Ballerup. Det er ikke os, der spekulerer. Det er hans egne ord.
Billedet er velkendt for enhver, der har læst om recidivister: En mor der begynder at drikke. Drikkelag derhjemme. Morens venner der bruger farens løn på alkohol. Stærke vanedannende piller, som lægen bare bliver ved med at udskrive. Lennart overvejede på et tidspunkt at banke lægen.
Der er mange små historier i hans beretning, hvor man indser omfanget af omsorgssvigtet. Ikke ét dramatisk overgreb, men en konstant strøm af forsømmelse, kaos og uforudsigelighed.
Og så er der episoden fra skolegården. Lennart kniber en pige med en bidetang – hårdt nok til at blodet flyder. Han får besked på at gå over og sige undskyld. I stedet nikker han hende en skalle. Så voldsom, at hun må til skoletandlægen efterfølgende.
Lennart skal op til rektor. Der kommer ikke mere ud af det.
Tænk over det et øjeblik. Et barn udviser adfærd, der skriger på intervention. Vold. Manglende impulskontrol. Total fravær af empati eller konsekvenstænkning. Og systemets reaktion er: En tur til rektor.
Ingen undersøgelse af hjemmet. Ingen psykolog. Ingen tvangsfjernelse. Ingen voksen, der griber ind og siger: Her er noget helt galt.
Snebolden ruller videre. Årtier senere sidder Lennart med endnu en livstidsdom.
Bandidos og fængslet som hjem
Her er den kontraintuitive pointe som debatten om straf aldrig rummer:
For mennesker, der er vokset op i kaos, vold og uforudsigelighed er fængslet ikke straf. Det er struktur.
Der er mad på faste tidspunkter. Der er regler man kan aflæse. Der er et hierarki, der giver mening. Der er tilhørighed – omend perverteret. Der er ingen uforudsete hændelser man pludselig skal tage stilling til.
For Lennart – og for mange som ham – er fængslet måske det mest stabile miljø de nogensinde har kendt.
Det forklarer noget, der ellers er uforklarligt: Hvorfor mennesker, der netop er sluppet ud efter lange straffe nærmest øjeblikkeligt gør noget, der sender dem tilbage.
Tag Titan Atlas Jensen. Også fra Bandidos. Han sidder otte år for otte kilo amfetamin. Henimod slutningen af afsoningen, mens han er på udgang, kaster han to håndgranater ind gennem et vindue. Resultatet: Ti år oveni de otte.
Det giver ingen mening. Medmindre man gerne vil i fængsel.
Og det er præcis pointen. For Titan – som for Lennart og mange andre – er fængslet ikke noget man frygter. Det er noget man kender. Det er trygt på en måde som friheden aldrig har været.
Single-loop i straffesystemet
Retssystemets reaktion på recidivisme er forudsigelig: Hårdere straffe. Længere tid. Mere isolation.
Det er single-loop tænkning i institutionel skala. Noget virker ikke? Gør mere af det samme. Bare hårdere.
Lennart fik 16 år. Det “virkede” ikke. Så nu får han livstid. Vil det virke? Selvfølgelig ikke. For straffen adresserer ikke det, der skabte Lennart. Den adresserer kun det Lennart har gjort.
Og det er forskellen mellem symptombehandling og årsagsbehandling. Mellem at straffe fortiden og at forhindre fremtiden.
Lennart er 54 år gammel. Han er formentlig uoprettelig. De skader, der blev påført i barndommen, er for dybe, for tidlige, og for omfattende. Samfundet skal beskyttes mod ham. Det står ikke til diskussion.
Men spørgsmålet er ikke, hvad vi gør med Lennart. Spørgsmålet er, hvad vi gør med den næste Lennart. Den seksårige i Ballerup – eller Brøndby eller Bispebjerg – der lige nu vokser op i præcis det samme kaos. Med en mor på piller. Med vold som kommunikation. Med ingen voksne, der griber ind.
Hvad gør vi med ham?
Intervention, der aldrig kom
Lennart Christensens historie er en lang række af interventioner, der aldrig kom.
Moren kunne være blevet behandlet for sit misbrug. Lennart kunne være blevet tvangsfjernet. Skolepsykologen kunne have reageret på bidetang-episoden. Kommunen kunne have grebet ind.
Men budgettet var måske opbrugt. Ressourcerne manglede. Eller ingen så det de ikke ville se.
Og så rullede snebolden. Fra omsorgssvigt til adfærdsproblemer. Fra adfærdsproblemer til kriminalitet. Fra kriminalitet til bombe på Glostrup Hospital. Fra bombe til livstid.
Det er ikke en undskyldning. Lennart er ansvarlig for sine handlinger. Han har selv sagt, at han slår ihjel, hvis det passer ham. Han er farlig og samfundet skal beskyttes.
Men det er en forklaring. Og forklaringer er nødvendige, hvis vi vil producere færre typer som Lennart Christensen.
Bandidos, forbuddet og den manglende logik
Bandidos er nu forbudt i Danmark. Organisationen er kriminaliseret. Opretholdelse af foreningen kan straffes.
Det er single-loop politik. Vi forbyder det vi ikke kan lide. Vi straffer det, vi frygter. Og vi lader som om det løser problemet.
Men Bandidos – ligesom Hells Angels, ligesom AK81, og ligesom alle de andre. Det er et symptom, og ikke en årsag. Det er et fællesskab for mennesker, der aldrig har haft et fungerende fællesskab. En familie for dem, der aldrig har haft en familie.
At forbyde Bandidos fjerner ikke de mennesker, der søger mod Bandidos. Det fjerner ikke de barndomme, der producerer dem. Det fjerner ikke det svigt, der går forud.
Det er som at forbyde hoste og tro man har kureret lungebetændelse.
Konklusion
Lennart Christensen sidder i fængsel. Igen. Formentlig resten af sit liv.
Det er nødvendigt. Han er farlig. Samfundet skal beskyttes.
Men det er ikke en succes. Det er en falliterklæring. En mand, der har kostet samfundet årtier af fængselsophold, en sprængt krop på Glostrup Hospital, utallige ressourcer til politi og retssystem. Alt det kunne måske være undgået, hvis nogen havde grebet ind i en lejlighed i Ballerup i 1970’erne.
Det gjorde de ikke. Og nu betaler vi prisen. Ikke i form af Lennarts lidelse. Den interesserer vi os ærligt talt ikke for. Men i form af hans ofres lidelse. I form af et samfund, der bliver ved med at producere nye typer som Lennart. Fordi vi fokuserer på straf i stedet for forebyggelse.
Fængsel er ikke straf for mennesker, der aldrig har kendt tryghed. Det er bare endnu en institution. Endnu et sted at være.
Hvis vi vil have, at straf skal virke, må vi først forstå, hvem den virker på. Og hvem den ikke virker på.
Og så må vi gøre noget andet for dem den ikke virker på.
Ikke fordi de fortjener det. Men fordi vi fortjener at slippe for den næste bombe.
Nikolaj Mackowski
Se også:
- Logikken i straf – hvorfor vi bliver ved med at give øredråber til lårbensbrud
- Double-loop learning – når mere af det samme ikke er svaret
- Retributivisme i ledelse – farisæeren i jakkesæt
Bandidos og referencer
Kristeligt Dagblad har en artikel som kan læses online → Link.
Man kan få en bog om Lennart Elkjærs liv her → Link.
