Lewins forandringsmodel – forandringsmodellen – er fra 1947. Tre faser: Optøning, ændring, genfrysning.
Den er simpel. Måske for simpel. Den fanger noget vigtigt: Du kan ikke bygge nyt, før du har destabiliseret det gamle.
Hvad er Lewins forandringsmodel?
Kurt Lewin var socialpsykolog og en af pionererne inden for organisationsudvikling. Hans forandringsmodel bygger på en simpel observation: Organisationer har en tendens til at vende tilbage til udgangspunktet, hvis forandringen ikke forankres.
Derfor tre faser. Ikke bare “gør noget nyt” — men optø først, ændr så, og frys til sidst.
Metaforen er is. En isblok kan ikke ændre form, medmindre du smelter den først. Så former du den. Så fryser du den igen.
De tre faser i forandringsmodellen
Optøning (Unfreeze)
Før forandring kan ske, må det eksisterende destabiliseres. Folk skal forstå, hvorfor den nuværende tilstand ikke kan fortsætte.
Det handler om at skabe motivation for forandring. Ikke ved at tvinge: Ved at vise, at status quo ikke er en mulighed.
Optøning er svær, fordi mennesker foretrækker det kendte. Selv det som måtte være dårligt.
Ændring (Change)
Nu sker selve forandringen i Lewins forandringsmodel. Nye processer, nye strukturer og nye måder at arbejde på.
Fasen er præget af usikkerhed. Folk ved, hvad de forlader: De forstår ikke helt, hvad de overgår til. Det fordrer støtte, kommunikation og tålmodighed.
Det er en fejl at tro, at ændringen er færdig, når beslutningen er taget. Den er først færdig, når adfærden er ændret.
Genfrysning (Refreeze)
Den nye tilstand skal stabiliseres. Ellers glider organisationen tilbage til udgangspunktet.
Genfrysning handler om at forankre forandringen i kultur, rutiner og systemer. Det nye skal blive “sådan gør vi her”.
Mange forandringsprojekter fejler her. De erklærer sejr for tidligt: Således ser de det hele smelte igen.
Hvad er Lewins forandringsmodel god til?
Sprog for processen. Lewins forandringsmodel giver et simpelt sprog til at tale om forandring. “Vi er i optøningsfasen” siger noget konkret.
Fokus på forankring. Genfrysning minder om, at forandring ikke er færdig, når beslutningen er taget. Den er færdig, når den er forankret.
Modstand som naturligt. Modellen anerkender, at mennesker helst modstår forandring: Ikke fordi de er dumme. Det er fordi de er mennesker. Optøning adresserer det.
Simpel nok til at huske. Tre faser. Alle kan forstå det. Det er en styrke i en stadig mere kompleks og sammensat verden.
Klemte rammer for forandringsmodellen
Modellen er 77 år gammel. Det mærkes.
For lineær. Virkeligheden er ikke tre faser i rækkefølge. Forandring er rodet, iterativt og overlappende. Modellen fanger det ikke.
Genfrysning er forældet. I en verden, der ændrer sig konstant, er “frysning” måske det forkerte mål. Nogle organisationer skal forblive flydende.
Siger ikke hvordan. Modellen beskriver faser — men ikke metoder. “Optø organisationen” er let at sige, svært at gøre.
Undervurderer kompleksitet. Store organisationer har subkulturer, modstridende interesser, politiske dynamikker. Tre faser fanger ikke det.
Ovenfra-og-ned. Modellen antager, at nogen beslutter forandring, og andre udfører den. Det er en forældet ledelsesforståelse.
Opsummering af forandringsmodellen
Lewins forandringsmodel har tre faser: Optøning, ændring, genfrysning.
Optøning destabiliserer det eksisterende. Ændring implementerer det nye. Genfrysning forankrer det.
Modellen er god til at give sprog til forandring og minde om, at forankring er afgørende.
Den er også forældet. For lineær, for simpel og for ovenfra-og-ned.
Den er god som udgangspunkt. Den er ikke en endegyldig facitliste.












