En mand kommer på skadestuen med et dobbelt lårbensbrud som metafor for logikken i straf. Lægen undersøger ham, nikker anerkendende, og rækker ham en flaske øredråber. ‘Tre dråber i hvert øre før sengetid. Næste patient.’
Manden vender tilbage en måned senere. Stadig dobbelt lårbensbrud. Lægen øger dosis. “Fem dråber nu. Og kom igen om tre måneder.”
Scenariet er absurd. Ingen læge ville handle sådan. Vi ville kalde det kvaksalveri, inkompetence, måske ligefrem vanvid. Og dog er det præcis sådan, vi som samfund behandler en betydelig gruppe mennesker: Recidivisterne. De kriminelle, der vender tilbage til fængslet igen og igen og igen.
Vi ved, at fængsel ikke ændrer deres adfærd. Vi har data. Vi har forskning. Vi har årtiers erfaring. Alligevel fortsætter vi. Samme intervention. Samme resultat. Og så kalder vi det ‘retfærdighed.’
To populationer, én intervention og udelukkelse af logikken i straf
Her er den afgørende forskel, som debatten om straf konsekvent overser: Vi taler om to fundamentalt forskellige populationer. Men vi anvender samme intervention på begge.
Den første population er mennesker uden et etableret kriminelt mønster. Førstegangsforbrydere. Folk, der i et øjebliks uforstand, desperation eller dårlig dømmekraft har overtrådt loven. For dem virker straf præventivt. Oplevelsen af fængsel er så aversiv, at de aldrig ønsker at vende tilbage. ‘Det skal jeg aldrig opleve igen.’ Logikken i straf er her evident for enhver.
Den anden population er mennesker med et dybt indlejret mønster – recidivisterne. Og her taler vi ikke om et kriminelt mønster. Vi taler om et mønster af svigt, der går forud for kriminaliteten. Omsorgssvigt. Misbrug i hjemmet. Vold. Seksuelle overgreb. Fravær af stabile voksne. Disse mennesker har været straffet gennem hele deres liv. Fængslet tilføjer bare endnu et kapitel til en historie, de kender alt for godt: Isolation, afvisning, og institutionel ligegyldighed.
At behandle disse to populationer ens er ikke retfærdighed. Det er diagnostisk blindhed. Det er øredråber til lårbensbrud.
Straffet før straffen: Logikken i straffen, der mangler
Lad os være præcise omkring, hvad vi taler om.
Recidivisten er typisk ikke en person, der en dag besluttede sig for en kriminel karriere. Recidivisten er typisk et barn, der voksede op i kaos. Forældre på stoffer eller alkohol. Vold som kommunikationsform. Uforudsigelighed som grundvilkår. Ingen har lært dette barn, hvordan man regulerer følelser, hvordan man indgår i tillidsfulde relationer, eller hvordan man navigerer i samfundets strukturer.
Og så svigter systemerne på en perlerække– ét efter ét. Folkeskolen ser problemerne, men har ikke ressourcer. Kommunen ser problemerne, men budgettet er opbrugt. Og her er den ubærlige sandhed, som en tidligere socialrådgiver i børn og unge-afdelingen har fortalt: Når årets budget til tvangsfjernelser er brugt, stopper tvangsfjernelserne. Ikke fordi behovet stopper. Men fordi pengene gør.
Så barnet bliver i dysfunktionen. Finder andre børn med samme baggrund. Danner fællesskaber, der giver den tilhørighed, hjemmet aldrig gav. Og disse fællesskaber er ofte kriminelle, fordi de eksisterer uden for samfundets strukturer. Præcis som børnene selv har gjort hele deres liv.
Når barnet rammer den kriminelle lavalder og begår sin første forbrydelse, er det ikke begyndelsen på en kriminel løbebane. Det er kulminationen på et årelangt svigt. Forældrene svigtede. Skolen svigtede. Kommunen svigtede. Og nu træder staten ind. Ikke for at reparere svigtet, men for at straffe dets konsekvenser. Logikken i straf er evident ikke tilstede.
Single-loop i institutionel skala
Der findes et begreb i organisationsteori, der hedder single-loop læring. Det beskriver en tilgang, hvor man optimerer inden for eksisterende rammer uden at udfordre rammerne selv. Hvis noget ikke virker, gør man mere af det samme. Hårdere. Længere. Mere intenst. Men man stiller aldrig spørgsmålet: Er selve tilgangen forkert?
Retssystemets behandling af recidivister er single-loop tænkning i institutionel skala.
Fængsel virker ikke? Længere fængsel. Stadig ikke? Hårdere forhold. Stadig ikke? Isolation. Og når recidivisten løslades og vender tilbage inden for et år, er konklusionen ikke, at interventionen var forkert. Konklusionen er, at den ikke var hård nok.
Det er som at slå et barn, der græder, og når barnet græder mere, konkluderer man at man ikke slog hårdt nok. En logik så absurd, at vi ville kalde den mishandling i enhver anden kontekst. Men når staten gør det, kalder vi det ‘konsekvens’ eller ‘rettidig omhu.’
Den modne tilgang – double-loop læring – ville stille et andet spørgsmål: Hvad er det egentlige problem her? Ikke ‘hvordan straffer vi mere effektivt?’ Men ‘hvorfor virker straf ikke på denne population?’
Og svaret er indlysende for enhver, der tør se: Fordi straf adresserer symptomer, og ikke årsager. Fordi man ikke kan straffe sig ud af traumer. Fordi isolation ikke lærer nogen at indgå i fællesskaber. Fordi fængsel reproducerer præcis de betingelser, der skabte problemet.
Logikken i straf: Den acceptable midtnormal, der ikke findes
I de fleste samfundsmæssige spørgsmål opererer vi med en form for acceptabel midtnormal. En forhandlet position, der integrerer tilstrækkeligt mange perspektiver til at være robust. Vi ved, at der ikke findes perfekte løsninger, så vi søger løsninger, der er gode nok. Baseret på den bedste tilgængelige viden.
Men når det gælder straf af recidivister, forsvinder denne pragmatisme. Her dominerer en enkelt konstruktion så totalt, at den har antaget karakter af naturlov: Forbrydelse skal straffes. Punktum. Ikke behandles. Ikke forstås. Straffes.
Konstruktionen er så dybt sedimenteret, at den føles som en objektiv sandhed. Men det er den ikke. Det er et valg. Andre lande har valgt anderledes. Norge, Finland, Holland har lavere recidiv-rater. Ikke fordi de er naive idealister, men fordi de har indset, at straf alene ikke ændrer adfærd.
Ironisk nok ville den objektivistiske tilgang: Hvad siger data? – føre til den konklusion, mange kalder blødsøden: Rehabilitering virker bedre end straf for recidivister. Det er ikke en holdning. Det er et empirisk faktum.
Rehabilitering er retrospektivt ansvar
At tale for rehabilitering er ikke at være blødsøden. Det er at påtage sig et ansvar, vi som samfund har forsømt.
Disse mennesker blev svigtet som børn. Vi greb ikke ind, da vi burde. Og nu, årtier senere, straffer vi dem for konsekvenserne af vores eget svigt. Det er ikke retfærdighed. Det er ansvarsforflygtigelse forklædt som principfasthed.
Rehabilitering er ikke et ‘fripas’ til kriminelle. Det er en erkendelse af, at hvis vi vil have et andet resultat, må vi anvende en anden metode. At hvis fængsel nummer tre, fire og fem ikke har virket, så virker fængsel nummer seks sandsynligvis heller ikke. At hvis vi vil bryde den kriminelle cyklus, må vi adressere det, der skabte cyklussen.
Det betyder behandling af misbrug, traumer og psykiske lidelser. Det betyder uddannelse og opbygning af kompetencer. Det betyder at lære mennesker de færdigheder, ingen lærte dem som børn. Hvordan man regulerer følelser, hvordan man indgår i relationer, og hvordan man bliver en del af et fællesskab.
Det er ikke nemt. Det er slet ikke billigt. Og det giver ikke den umiddelbare tilfredsstillelse, som straf gør. Men det virker. Og i sidste ende er det eneste relevante spørgsmål: Vil vi have noget der virker, eller noget, der føles rigtigt?
Definitionens magt og logikken i straf
Skeptikeren vil indvende: ‘Jeg kender da én, der kom i fængsel og aldrig gjorde noget kriminelt igen.’
Ja, ja. Det er den første population. Mennesker uden mønster, for hvem straf faktisk virker præventivt. Men at konkludere fra deres erfaring til recidivisternes situation er en kategoriforskydning. Det er som at sige: ‘Jeg kender én, der blev rask af øredråber, så de må virke mod lårbensbrud.’
Vi må insistere på diagnostisk præcision. Ikke alle kriminelle er ens. Ikke alle forbrydelser har samme årsag. Og ikke alle interventioner virker på alle mennesker.
Den leder, der giver samme feedback til alle medarbejdere uanset situation, er en dårlig leder. Den læge, der ordinerer samme behandling til alle patienter uanset diagnose, er en dårlig læge. Og det retssystem, der anvender samme intervention på alle kriminelle uanset baggrund, er et dårligt retssystem.
Konklusion
Vi har et valg.
Vi kan fortsætte med at give øredråber til lårbensbrud. Fortsætte med at straffe mennesker for konsekvenserne af det svigt, de selv har været udsat for. Fortsætte med at gøre det samme og forvente et andet resultat.
Eller vi kan stoppe op og spørge: Hvad virker faktisk?
Svaret kræver, at vi opgiver en konstruktion, der føles som sandhed. At vi anerkender, at ‘forbrydelse skal straffes ikke i sig selv er en naturlov. Men et valg. At vi differentierer mellem populationer og tilpasser interventioner derefter. At vi tager retrospektivt ansvar for det svigt, der gik forud for forbrydelsen.
Det er ikke blødsødent. Det er ikke naivt. Det er det modsatte af idioti.
For idioti er at blive ved med at gøre det samme og forvente et andet resultat. Og det er præcis, hvad vi gør nu.
