Deci og Ryan er to af de mest betydningsfulde motivationsforskere i nutidig psykologi. Edward Deci og Richard Ryan, der begge er tilknyttet University of Rochester, har gennem fire årtier udviklet det, der er blevet kendt som Self-Determination Theory (SDT). Eller på dansk selvbestemmelsesteorien.
Teorien blev formuleret i slutningen af 1970’erne og samlet sammen i hovedværket “Intrinsic (indre) Motivation and Self-Determination in Human Behavior.” Den er således fra 1985 og er siden blevet den nok mest empirisk underbyggede ramme i forståelsen af menneskelig motivation. Den danner grundlag for store dele af nutidigt arbejde med engagement, autonomi og trivsel i organisationer, uddannelse og sundhedsvæsen.
Det helt afgørende bidrag fra Deci og Ryan er forståelsen af, at motivation ikke er én ting. Det er derimod en kvalitativ skelnen mellem indre og ydre drivere.
Det handler således om, at der skal være tre grundlæggende psykologiske behov tilstede før indre motivation kan opstå. De tre behov er: Autonomi, kompetence og samhørighed, Det betyder, at når de er understøttet, motiveres mennesket indefra.
Når de undertrykkes falder både motivation og trivsel. Det er en model, der har ændret måden, hvorpå vi tænker om belønning. Om ledelse. Om undervisning og menneskelig udvikling.
Hvem er Deci og Ryan?
Edward Deci er født i 1942 og han tog sin ph.d. ved Carnegie Mellon University i 1970. Herefter blev han tilknyttet University of Rochester, hvor han har tilbragt størstedelen af sin karriere. Hans tidlige forskning fokuserede på et empirisk problem, som blev udgangspunktet for hele hans senere arbejde. Hvad er det, der sker med den indre motivation, når man tilføjer en ydre belønning?
Richard Ryan er født i 1953, og han mødte Deci i begyndelsen af 1980’erne. Ligesiden har de arbejdet tæt sammen om at udvikle selvbestemmelsesteorien. Ryan’s bidrag har særligt været til den filosofiske og pædagogiske udvikling af teorien og det i sig selv har udvidet dens anvendelse til områder som sundhedsadfærd, uddannelse og psykoterapi. Sammen har de skrevet hundredvis af videnskabelige artikler og flere bøger. Deres arbejde er citeret tusindvis af gange i videnskabelig litteratur.
Det er værd at tage i mente, at Deci og Ryan ikke kun har leveret én enkelt indsigt. De to har derimod bygget en omfattende og komplet teori med flere underteorier. Hver især dækker de bestemte aspekter af motivation. Det er den teoretiske dybde og det vedholdende empiriske arbejde over flere årtier, der gør deres bidrag særligt.
De kan ikke tilskrives at have været en flygtig trend i motivationspsykologien. De har været i vælten kontinuerligt siden 1970’erne og har opbygget et særdeles robust vidensgrundlag inden for motivationsområdet.
Selvbestemmelsesteorien SDT
Selvbestemmelsesteorien er en metateori. Den består således af flere underliggende teorier. Kernen kan udtrykkes ret enkelt. Ifølge Deci og Ryan er mennesket grundlæggende aktivt og søger at udvikle sig gennem mening og engagement. Det er den indre motivation, der driver udviklingen og kan enten understøttes eller undermineres af de sociale og kontekstuelle forhold som mennesket befinder sig i.
Tre psykologiske grundbehov er afgørende for, om den indre motivation trives: Autonomi, kompetence og samhørighed.
Autonomi handler om at agere ud fra egne valg og værdier. Det hænger ikke sammen med ydre påvirkninger. Det er ikke det samme som uafhængighed eller isolation. Et menneske handler fint autonomt sammen med andre. Bare så længe handlingen opleves som værende ens egen. Modsætningen til autonomi er kontrolleret motivation, hvor mennesket føler sig drevet af belønninger, straffe eller forventninger udefra.
Kompetence handler om oplevelsen af at mestre det man roder med. Det handler også om at vokse inde i den mestring. Det er ikke det samme som faktisk kompetence i en objektiv forstand. Det er den subjektive oplevelse af, at kunne håndtere udfordringerne i sit liv. Som mennesker søger vi de optimale udfordringer, hvor opgaven er svær nok til at være interessant. Men aldrig så svær, at den bliver uoverkommelig og dermed demotiverende.
Samhørighed handler om oplevelsen af at være forbundet med andre mennesker. Det handler om at høre til og betyde noget for nogen. Det er dette relationelle grundbehov, der selv gør, at selv en autonom og kompetent handling føles tom, hvis den foregår i ensomhed. Mennesket er et socialt væsen iflg. selvbestemmelsesteorien.
Den indre og den ydre motivation
En kontroversiel indsigt er, at Deci og Ryan siger, at ydre belønninger (belønningsteori) kan underminere indre motivation. Det blev først dokumenteret i Decis tidlige eksperimenter i 1970’erne. Her viste han, at børn, der var fan af at lave puslespil, fuldstændigt mistede interessen, når de fik betaling for det. Effekten er blevet bekræftet i studier på tværs af aldersgrupper, kulturer og opgavetyper.
Det handler meget lidt om, at ydre belønninger er skadelige. Det er mere det, at de ændrer motivationens karakter fra indre til ydre. Når et menneske gør noget af lyst og interesse, vil en belønning for det selvsamme få opmærksomheden til at skride. Det betyder, at opmærksomheden glider fra aktivitet til belønning. Det er denne mekanisme, der opløser den indre motivation. Populært kaldes det for “crowding-out effect” eller “overjustification effect.” Det er – i al sin enkelthed – en robust konklusion i motivationsteori.
Den indsigt griber ind i både undervisning og på arbejdspladsen. Den klassiske personaleledelse bygger på antagelsen, at hvis man vil have mere af en adfærd, må man belønne den. Deci og Ryan viste, at denne antagelse er problematisk. Især, når aktiviteten i forvejen var motiveret indefra. Lederen, der indfører bonusser for kreativitet, kan ende med at dræbe kreativitet.
Dansklæreren, der belønner læsning, løber en risiko for at gøre læsning til en pligt frem for en genuin lyst til at læse.
De fire underteorier i selvbestemmelsesteorien (SDT)
Selvbestemmelsesteorien består af en hel samling af underteorier, der hver især dækker bestemte aspekter af motivation. Lad os nævne dem, fordi de viser systematikken i arbejdet fra Deci og Ryan.
Den oprindelige teori hedder Cognitive Evaluation Theory. Den handler om, hvordan de ydre faktorer påvirker den indre motivation. Det er faktisk lige her, at førnævnte “crowding-out effect” teoretisk er bedst beskrevet.
Organismic Integration Theory siger noget om, hvordan den ydre motivation internaliseres i forskellige grader. Det er lige fra den rene og ydre tvang henover til de fuldt internaliserede værdier.
Causality Orientations Theory beskriver de individuelle forskelle i, hvor autonomi-orienteret eller kontrolorienteret en person er.
Basic Psychological Needs Theory formaliserer de tre grundbehovs afgørende rolle for trivsel og udvikling.
Senere udviklinger som fx Goal Contents Theory, der skelner mellem indre og ydre mål.
Samt Relationships Motivation Theory, der specifikt behandler motivation i interpersonelle relationer. Den samlede ramme er kompleks. På samme tid er hver eneste underteori empirisk underbygget via intens forskning.
Deci og Ryan indsat i en organisationskontekst
I organisations- og ledelseskontekst er Deci og Ryan og deres arbejde grundlag for store dele af nutidig tænkning. Det inkluderer også engagement, mening og den indre motivation. Selvbestemmelsesteorien er en meget anvendt teori i forskning centreret omkring medarbejderengagement. Det sker fordi de tre grundbehov om autonomi, kompetence og samhørighed emergerer igen.
Det er ligeledes en forklaringsmodel for, hvorfor visse arbejdspladser har et højt medarbejderengagement og andre – relativ mange – en lav en af slagsen.
Der er en ledelsesmæssig konsekvens af Deci og Ryans arbejde. Det er, at lederens opgave i højere grad handler om at understøtte de tre grundbehov. Frem for at motivere gennem incitamenter og kontrol (fx McGregors teori X og teori Y).
Det betyder man skal give medarbejderne reel selvbestemmelse om, hvordan en given opgave skal løses. Det betyder således, at sikre de oplever vækst og mestring i deres daglige arbejde. Det betyder også at bygge relationer, der gør de føler sig forbundet med kolleger og formål.
Når alle tre størrelser er på plads opstår engagement (næsten) af sig selv. Når størrelserne mangler, kan ingen belønning ændre på dette forhold.
Det her står i en stærk kontrast til klassiske ledelsestraditioner med præstationsbonusser, KPI-styring og individuelle belønninger. Deci og Ryan afviser ikke, at mekanismerne virker for opgavetyper, der er repetitive. Når det kommer til de mere videnstunge, kreative og det relationelle arbejde, viser deres forskning, at de klassiske mekanismer er direkte kontraproduktive.
Det er en stor del af forklaringen på, hvorfor deres arbejde har stor indflydelse på arbejdet i HR-sektionen.
Kritik og begrænsninger af Deci og Ryan
Deci og Ryan og deres arbejde har mødt kritik gennem årene. En signifikant indvending handler om, at teorien er en anelse for universalistisk. De tre grundbehov beskrives som sandheder på tværs af kulturer og kontekster. Flere kritikere har påpeget, at forholdet mellem autonomi og samhørighed ser anderledes ud i kollektivistiske kulturer. Der er således en stor forskel fra den individualistiske, vestlige kontekst, hvori teorien er udviklet.
Deci og Ryan har dokumenteret, at grundbehovene findes på tværs af kulturer. Dog med den forskel, at deres udtryksformer varierer.
En anden kritisk røst handler om operationaliseringen af begreberne. Indre motivation, autonomi og kompetence er svære at måle på som en fast størrelse. Der er forskellige studier, der bruger forskellige skalaer, hvilket gør det vanskeligt at sammenligne resultater. Det er faktisk en almindelig udfordring i motivationspsykologien.
Det betyder, at man skal være forsigtig med at læse enkeltstudier som fuldstændige og endegyldige sandheder.
En sidste kritik handler om, at teorien bliver normativ uden at være det åbent. Deci og Ryan beskriver indre motivation som mere ægte eller værdifuld end ydre motivation. Derfor glider det let over i en moralsk vurdering, der ikke følger de empiriske data. Det er en spænding indeholdt i teorien. Det er superbrugere dog opmærksomme på.














