I Danmark er vi en af verdens mest lavkontekstkulturer, og det er grunden til, at danske mails læses som uhøflige i store dele af verden. Modellen er tynd som forskning og uundværlig som sprog.
Dens vigtigste pointe gælder ikke lande, men afdelinger: Enhver gruppe, der har været sammen længe nok, bliver højkontekst.
En dansk leder skriver til en samarbejdspartner i Japan: “Rapporten er forsinket. Hvornår får vi den?” To linjer og ingen indledning og heller ingen afslutning. For danskeren er det høfligt, fordi det ikke spilder modtagerens tid.
For japaneren er det en besked, der har fjernet alt det, der gør en besked til en henvendelse mellem mennesker. Det, der står tilbage, er, en ordre fra en, man ikke kender. Begge har ret efter egen målestok, og ingen af dem ved, at der findes en anden.
Det er den situation, den amerikanske antropolog Edward T. Hall gav et navn. Det navn er stadig det mest brugte i interkulturel kommunikation. Her små halvtreds år senere i Halls høj- og lavkontekstkultur.
Manden bag høj- og lavkontekstkultur
Edward T. Hall var antropolog og arbejdede i 1950’erne for det amerikanske udenrigsministerium med at forberede diplomater på at blive udstationeret. Det, han så, var, at de fleste misforståelser mellem amerikanere og deres værter ikke handlede om sprog.
Det handlede i stedet om alt det, der blev kommunikeret uden ord. Det være sig afstand, tid, tavshed, blik og rækkefølge.
Han skrev om det i The Silent Language i 1959 og The Hidden Dimension i 1966. I Beyond Culture fra 1976 kom så det begreb, han er blevet kendt for.
Hall var observatør. Hans bøger er bygget på det, han selv så i Japan, Mellemøsten, Latinamerika og det amerikanske sydvest. Her havde han arbejdet med navajo og hopi som ung. Det er godt at bide mærke i, før man læser ham: Der er ingen tal. Der er ingen spørgeskemaer og ingen landeplaceringer, han selv har målt.
Det kom andre med senere, og som vi skal til og se se, blev det ikke bedre af den grund i Halls høj- og lavkontekstkultur.
Skellet i høj- og lavkontekstkultur
Halls tanke er forbløffende enkel. Enhver besked består af to dele: Det, der bliver sagt, og den sammenhæng, det bliver sagt i. Kulturer adskiller sig ved, hvor meget af beskeden, der ligger i hver del.
I en lavkontekstkultur står beskeden i ordene. Man siger, hvad man mener, så præcist som muligt, og modtageren forventes at tage det bogstaveligt. Kontrakten er det, der står i kontrakten. Et nej er et nej. Tavshed er fravær af besked.
Det er den kultur, Hall fandt i USA, Tyskland, Schweiz og Skandinavien, og Danmark ligger i den yderste ende: Vi siger det, og vi siger det kort.
I en højkontekstkultur ligger det meste af beskeden i sammenhængen. I hvem der taler, hvor det foregår, hvad der er sket før. Samt det alle og enhver allerede ved. Ordene er kun en lille del, og de bruges ofte til at bevare relationen snarere end til at overføre information.
Således kan et ja kan betyde “jeg har hørt dig”. Tavshed er en besked. Det, der ikke bliver sagt, er det vigtigste. Det er den kultur, Hall så i Japan, Kina, den arabiske verden og i Latinamerika.
Det, der gør forskellen svær, er, at ingen af siderne kan se deres egen høj- og lavkontekstkultur. Lavkontekstkulturen oplever sig selv som ærlig og effektiv og den anden som vag og uforpligtende. Højkontekstkulturen oplever sig selv som høflig og klog og der er dens modstående anden grov og naiv.
Begge er i grunden rigtige.
Der hvor Hall teori ikke holder vand
Hall har to problemer, og det første er det samme som Trompenaars’: Beviset! Hall observerede, og det, han skrev, er overbevisende godt skrevet. Men da forskere i 2000’erne gik tilbage for at finde det empiriske grundlag for hans placering af lande, fandt de ingenting.
En gennemgang fra 2011 af Kittler, Rygl og Mackinnon konkluderede, at landeplaceringerne i den efterfølgende litteratur i vidt omfang bygger på hinanden. Det betyder ultimativt, at det i sidste ende er på Halls egne eksempler, der ikke er målinger. Det, der står i lærebøgerne som en kendsgerning, er en antropologs indtryk fra 1960’erne og så kører citatet ellers i ring.
Det andet problem er skellet selv. Verden er ikke opdelt i to kasser. Japan er højkontekst i en forhandling og lavkontekst i en togkøreplan.
Danmark er lavkontekst i en mail og højkontekst i en familie. Hall vidste det selv, og han beskrev kontekst som en skala og ikke som en kontakt. Det er dog kontakten, der overlevede.
Det er den samme skæbne som Maslows pyramide: Den enkle version vandt over den rigtige, fordi den passede på ind på et slide. Det er lidt den samme surdej som det er med høj- og lavkontekstkultur i Halls optik.
Høj- og lavkontekstkultur: Det, der gælder din afdeling
Hvis modellen er tynd på beviser og for grov som landekort, hvorfor beskæftiger vi os med den? Fordi dens vigtigste pointe ikke handler om lande. Den handler derimod om tid.
Hall bemærkede det selv: Kontekst er ikke kun noget, kulturer har. Det er noget, grupper bygger op. To mennesker, der har arbejdet sammen i tyve år, kommunikerer i højkontekst. Det er uanset om de er danskere. De siger “det sædvanlige”, og begge ved, hvad det er. De nikker, og det er en beslutning. De undlader at sige noget, og det er en advarsel.
Den afdeling, der har været sammen længe nok, er en højkontekstkultur midt i et lavkontekstland. Den opdager det først den dag, der kommer en ny.
Den nye kommer fra lavkontekst. Pågældende forventer, at det, denne skal vide, bliver sagt. Det betyder så analogt, at det, der ikke bliver sagt, ikke findes.
Afdelingen forventer, at den nye kan læse sammenhængen, for det kan alle andre jo udmærket godt. Så pågældende begår de fejl, ingen havde tænkt på at advare den nye om om, fordi de ikke vidste, at de vidste det.
Koblingen til videnledelse
Det er den tavse viden fra videnledelsen, bare iagttaget fra kommunikationens side. Det, der ikke bliver sagt, er det, der er sværest at give videre. Det er det, der går tabt, når den erfarne medarbejder går for aldrig at komme tilbage.
Det er således det, en leder kan bruge Hall til. Ikke til at indplacere Danmark og Japan, men til at stille ét spørgsmål om sin egen afdeling: Hvor meget af det, vi ved, står nogen steder? Hvor meget ligger i, at vi har været her længe? Jo længere svaret på det sidste er, desto mere højkontekst er afdelingen, og jo sværere er den at komme ind i.
Upåagtet af, hvor flade og danske omgangsformerne ellers ser ud til at være.
Kontekst er ikke noget man har
Hall ville have sagt, at den danske leder i mailen til Japan burde have skrevet tre linjer mere. Det er rigtigt, og det er den lille pointe.
Den store pointe, derimod, er, at den samme leder sandsynligvis sidder i en afdeling, hvor det meste af det vigtige aldrig bliver skrevet. Samt, at den nye, der begyndte i mandags, oplever hende præcis sådan, som hun oplever Japan.
Kontekst er således ikke noget, de andre har. Det er noget, man får, når man har været der længe nok. Det er også noget som man holder op med at kunne se over tid. Således i høj- og lavkontekstkultur tillige.
