Det er regler eller relationer. Individ eller fællesskab. Afgrænset eller diffus. Neutral eller følelsesladet. Præstation eller position. Tid i rækkefølge eller tid parallelt, og kontrol over omgivelserne. Slutteligt; tilpasning til dem.
Som måling er modellen blevet kritiseret, ikke mindst af Hofstede. Som sprog for, hvad der sker, når to kulturer skal træffe én beslutning, er den stadig den bedste, der findes.
Du kører i bil med en nær ven, og han kører for stærkt. Han rammer en fodgænger. Der er ingen vidner, og hans advokat siger, at hvis du vidner, at han kørte lovligt, slipper han for straf. Hvad gør du nu?
Det spørgsmål stillede Fons Trompenaars til tusindvis af ledere verden over, og svarene fordelte sig ikke efter, hvem der var gode mennesker.
De fordelte sig efter land. I Schweiz, Canada og Danmark sagde langt de fleste, at vennen ikke har ret til at forvente, at man lyver for ham.
I Venezuela, Sydkorea og Rusland sagde flertallet det modsatte: Hvad er en ven værd, hvis han ikke hjælper dig, når du har brug for det?
Det er Trompenaars’ metode i én scene. Han spurgte ikke, hvad folk mener om kultur. Han stillede dem et dilemma og så, hvilken vej de gik og således er grundlaget for Trompenaars syv kulturdimensioner lagt til rette.
Trompenaars syv kulturdimensioner: Manden og metoden
Fons Trompenaars er hollandsk organisationskonsulent, og han udgav i 1993 sammen med den britiske filosof Charles Hampden-Turner bogen Riding the Waves of Culture. Den byggede på spørgeskemaer med netop den slags dilemmaer. Det blev sendt til ledere i et stort antal lande, der i første omgang genererede omkring 15.000 besvarelser.
Sidenhen blev det til mange flere. Det blev primært indsamlet gennem specifikt konsulentarbejde for internationale virksomheder.
Udgangspunktet var det samme som hos Hofstede som Trompenaars kendte og delvist byggede videre på. For kultur er den måde, en gruppe mennesker løser problemer på, og de løsninger er så indgroede, at de opleves som naturlige. Altså, lige indtil man møder nogen, der løser det samme problem anderledes. Forskellen var formen.
Hofstede målte i stedet på holdninger og endte op med tal pr. land. Trompenaars stillede dilemmaer og endte med syv valg, som hver kultur træffer forskelligt. Det spidsfindige er, at ingen kultur kan undgå at træffe et valg i Trompenaars syv kulturdimensioner.
Trompenaars syv kulturdimensioner: Dimensionerne
Dimension 1
Universalisme eller partikularisme er dilemmaet med vennen i bilen. Gælder reglen for alle, eller afhænger den af, hvem det er? Universalistiske kulturer stoler på kontrakter, procedurer og det, der skrevet står. Partikularistiske kulturer stoler på relationer. Derfor er en kontrakt mere et udgangspunkt, der justeres, når forholdene ændrer sig.
I Danmark ligger vi langt mod universalisme. Det er i sig selv grunden til, at vores ledere bliver forvirrede, når en aftale i et andet land viser sig at være begyndelsen på en forhandling.
Dimension 2
Individualisme eller kommunitarisme er spørgsmålet om, hvem der træffer beslutningen. Det handler således så også om, hvem der bærer ansvaret. Er det den enkelte eller gruppen? Her ligger Trompenaars tæt på Hofstede. Al den snak om fællesskab i Danmark til trods, er vi stadig en af verdens mest individualistiske kulturer. Det er når der måles på, hvem man bebrejder, når noget går galt.
Dimension 3
Specifik eller diffus handler om, hvor meget arbejdet fylder i livet. I specifikke kulturer er chefen chef på kontoret og en almindelig mand i supermarkedet. Det betyder, at man kan skælde en kollega ud for en opgave uden at det siger noget om, hvad man synes om ham. I diffuse kulturer følger status og relation med overalt. Det betyder, at kritik af arbejdet er kritik af hele personen.
Det er den dimension, der oftest giver problemer i e-mails: Vores danske og ret specifikke besked som “det her er forkert, ret det”. Det vil blive læst som et angreb i en diffus kultur.
Dimension 4
Neutral eller affektiv handler om, hvor meget følelser vises. I neutrale kulturer er det professionelt at forholde sig i ro. Det vil sige, at den, der hæver stemmen, taber, ikke sandt? I affektive kulturer er det omvendt: Den, der ikke viser, hvad pågældende føler, er slet og ret ikke til at stole på.
Her er Skandinavien neutralt. Italien og Latinamerika er affektive, og et møde, hvor begge parter opfører sig korrekt efter egen kultur, kan nemt ende ud i, at den ene part synes, den anden er kold. Samtidigt med, at den anden synes, den første er uprofessionel.
Dimension 5
Præstation eller tilskrivning er spørgsmålet om, hvad status bygger på. Er det det, man har gjort, eller er det det, man er? Alder, titel, uddannelse og familie. I Danmark har vi en præstationskultur, hvor en 30-årig kan lede en 55-årig, hvis hun er bedre. Det er en af de ting, der er allersværest at eksportere i Trompenaars syv kulturdimensioner.
Dimension 6
Sekventiel eller synkron tid handler om, hvorvidt tiden er en linje. Altså, hvor én ting kommer efter den anden, eller mere som en flade, hvor flere ting foregår på én gang.
Den sekventielle kultur i Trompenaars syv kulturdimensioner holder dagsordenen. Ligesom man kommer til tiden og bliver fornærmet over afbrydelser.
Den synkrone kultur tager telefonen midt i mødet, fordi den, der ringer, også er vigtig. Her er vi i Danmark sekventielle, og det er grunden til, at et dansk møde i udlandet ofte føles som spild af tid for begge parter (!).
Dimension 7 i Trompenaars syv kulturdimensioner
Intern eller ekstern kontrol er den sidste og den mest filosofiske. Tror kulturen, at man kan styre sine omgivelser? Eller at man ligefrem skal tilpasse sig dem? Det er forskellen på en leder, der laver en plan og følger den. Ligesom det er en, der afventer, hvad markedet, vejret eller skæbnen gør, og reagerer derefter.
Det er den dimension, hvor Trompenaars hentede mest hos østasiatisk tænkning, og den, de fleste vestlige ledere har sværest ved at se som andet end værende passivitet.
Det kan Trompenaars syv kulturdimensioner som Hofstede ikke kan
Når nu Trompenaars syv kulturdimensioner er så svag som måling, hvad er grunden til at anvende den? Fordi Trompenaars aldrig for alvor var interesseret i at måle. Han var interesseret i, hvad man gør, når to kulturer skal træffe én beslutning. Det er præcis her, han har noget som Hofstede ikke har.
Hofstedes model placerer. Danmark ligger her, Japan ligger der, og så ved man, at det bliver temmelig bøvlet. Trompenaars’ model er bygget af dilemmaer, og et dilemma har en særlig egenskab: Det kan ikke løses ved at vælge side.
Hvis vi som dansker insisterer på kontrakten, og den brasilianske partner insisterer på relationen, taber vi begge. Trompenaars’ svar var det, han kaldte for forsoning. Altså reconciliation. Man skulle tro det er et kompromis, hvor begge får halvdelen. Det er mere en løsning, hvor relationen bruges til at få kontrakten til at holde, og kontrakten bruges til at beskytte relationen.
Det lyder både ret bøvlet og abstrakt, indtil man har siddet i det møde, og så er det faktisk det eneste, der rigtig virker.
Det er også det, der gør modellen nyttig på vores danske arbejdspladser, der meget sjældent begiver sig ud i at forhandle med fx Brasilien. De syv dilemmaer findes inden for enhver organisation. Det er mellem den afdeling, der går op i regler, og den, der går op i kunder.
Det er mellem den leder, der viser følelser, og den, der ikke gør. Mellem den medarbejder, der har titlen, og den, der så har resultaterne. Mellem planen og det, der faktisk sker.
Trompenaar og Hofstede
Trompenaars gav os et sprog for, at de forskelle ikke er fejl hos den ene part. Det er derimod et valg, som begge har truffet uden at vide det, og at opgaven ikke er at afgøre, hvem der har ret. Det handler om at finde den løsning, der bruger begge.
Hofstede målte kulturen. Trompenaars viste os, hvad man gør, når man står midt i den. Det første er forskning. Det andet er ledelse, og det er derfor, konsulentens liste stadig bliver brugt, længe efter at forskeren har afvist den som retvisende.
