Tvivlen: Det evige loop hen imod en tilstrækkelig sandhed

Der findes to slags mennesker i begrebet tvivlen. Dem, der aldrig tvivler. Dem, der ikke ved nok til at se, at der er noget at tvivle på. Så er der dem, der holder fast i det, de mener uanset, hvad de får at vide. Resten af os kører i et loop: Noget forstyrrer det, vi troede, vi undersøger, vi lander i en ny overbevisning. Således hviler vi i den, til den næste forstyrrelse kommer.

Loopet slutter aldrig, og det er ikke en fejl. Det er den eneste måde, mennesker bliver klogere på. Det, man lander i hver gang, er ikke sandheden. Det er en tilstrækkelig sandhed, som er god nok til at handle på. Stadig åben nok til at kunne erstattes af nyt.

Peirce og tvivlens irritation

Den amerikanske filosof Charles Sanders Peirce beskrev loopet i 1877. Det skete i essayet The Fixation of Belief. Hans udgangspunkt var, at mennesker ikke tænker for sjov. De tænker, fordi noget irriterer dem, og det, der irriterer, er tvivlen.

Reklamebanner for Nikolaj Mackowski selv

Så længe man tror på noget, er der ro, og ingen grund til at undersøge. Først når en erfaring, en samtale eller et faktum ikke passer med det, man troede, opstår ubehaget. Det kaldte Peirce for tvivlens irritation, og tænkningen går i gang med ét formål. At komme af med irritationen ved at finde en ny overbevisning, man kan hvile i. Tænkning er, i den udlægning, det, der sker mellem to tilstande af ro.

Peirces egentlige bidrag var at beskrive, hvordan mennesker lukker loopet. Der findes fire måder at gøre det på, og kun én af dem holder. Den første er stædighed: Man holder fast i det, man mente, og undgår alt, der kunne forstyrre det.

Den anden er autoritet: Man mener det, en institution, en chef eller en gruppe siger, man skal mene.

Den tredje er det, der føles rigtigt: Man vælger den overbevisning, der passer bedst til det, man allerede tror.

Den fjerde er undersøgelse: Man lader virkeligheden afgøre det, vel vidende at svaret kan vise sig at være forkert eller direkte ubelejligt.

De tre første giver ro hurtigt og holder til, at virkeligheden banker på. Den fjerde giver ro langsommere og holder, fordi den regner med, at virkeligheden banker på.

Fire måder at lukke loopet på: Peirce beskrev i 1877, at tvivl er det, der sætter tænkning i gang. Han sagde samtidigt, at mennesker lukker tvivlen ned på fire måder: Stædighed, autoritet, det, der føles rigtigt, og en egentlig undersøgelse. Kun den sidste regner med at blive udfordret igen og igen, og derfor således er den den eneste, der holder.

Simon og det tilstrækkelige

Peirce sagde ikke meget om, hvornår tvivlen og undersøgelsen heraf skal stoppe. Det er i sig selv et problem, for den kan så fortsætte for evigt. Svaret kom fra en anden kant. Herbert Simon, økonom, psykolog og senere nobelpristager. Han viste os i 1950’erne, at mennesker ikke træffer beslutninger ved at finde den bedste løsning, idet det ville kræve, at de kendte alle løsninger. Det er der som bekendt ingen, der gør. De finder den første løsning, der er god nok, og tager den.

Simon kaldte det satisficing, en sammentrækning af satisfy og suffice. Han mente det ikke som en kritik. Det var en beskrivelse af, hvordan et menneske med begrænset tid, begrænset information og en begrænset hjerne overhovedet kan fungere.

Sat sammen med Peirce giver det loopet sin stopregel. Undersøgelsen slutter ikke, når man har fundet sandheden. Hvordan skulle vide om man har sandheden? Den slutter, når man har fundet en overbevisning, der er tilstrækkelig: Den, der forklarer det, der forstyrrede, den, der kan handles på, og den, der ikke koster mere at finde, end den er værd.

Det handler meget lidt om dovenskab. Det er den eneste måde at komme ud af loopet på uden at snyde. Alternative er de tre andre udgange, stædighed, autoritet og det, der føles rigtigt, lukker loopet uden at have undersøgt noget.

Popper og det foreløbige i tvivlen

Hvis den tilstrækkelige sandhed lyder som en nødløsning for mennesker, der ikke har tid til at finde den rigtige, er det værd at vide, at videnskaben ikke har noget bedre.

Karl Popper viste i 1934, at ingen teori nogensinde kan bevises sand. Uanset hvor mange gange den har holdt, kan den næste observation vælte den. Det eneste, man kan sige om en teori, er, at den endnu ikke er modbevist. Således er den indtil videre den bedste, man har. Al videnskabelig viden er, i Poppers forstand, en tilstrækkelig sandhed med et bedre regnskab end de fleste.

Newton holdt i 200 år. Så kom Einstein. Og Einstein holder, indtil der kommer noget bedre. Hvis der altså gør det.

Det ændrer, hvad det vil sige at have at have tvivlen og have ret. Den, der mener at have fundet sandheden, har lukket loopet med stædighed. Det er bare på et højere niveau, forstås. Den, der mener at have fundet den bedste forklaring indtil videre, har ladet loopet stå åbent, og det kaldte Peirce for undersøgelse.

Forskellen mærkes ikke, så længe ingen udfordrer én. Den mærkes den dag, nogen gør, for den første oplever det som et angreb, og den anden som nyt materiale.

Indtil videre er det godt nok: Simon viste os, at mennesker ikke finder den bedste løsning, men den første, der er god nok. Popper viste, at videnskaben ikke beskæftiger sig med andet: En teori er aldrig bevist, kun endnu ikke modbevist. En tilstrækkelig sandhed er ikke en nødløsning. Det er den eneste slags, der i virkeligheden findes.

Tvivlen: Loopet i ledelse

En leder træffer beslutninger på tilstrækkelige sandheder hele dagen. Det er ikke problemet. Problemet er, hvilken af Peirces fire udgange, der lukker dem. Ledergruppen, der har besluttet en strategi og derefter afviser alle tal, der peger den anden vej. Ja, de lukker tvivlen med stædighed.

Mellemlederen, der mener det, direktionen mener, uden at have undersøgt det, lukker med autoritet.

Lederen, der vælger den forklaring på et dårligt kvartal, der passer bedst til det, han allerede troede om sin afdeling. Han lukker med det, der føles rigtigt. Alle tre giver ro. Ingen af dem giver viden, og alle tre bliver dyrere, jo længere tid der går. For før eller siden kommer virkeligheden og banker på.

Den leder, der lukker med undersøgelse, gør noget, der udefra kan ligne svaghed, men som er alt andet end det: Han siger, hvad han mener, og tilføjer, hvad der ville få ham til at mene noget andet. Det er langt fra det samme som ubeslutsomhed. Det er en beslutning med en indbygget stopregel for, hvornår den skal tages op igen. Det er således den eneste slags beslutning, en organisation kan lære af.

En ledergruppe, der ved hvad, der ville ændre dens mening, kan skifte den uden at tabe ansigt. Den, der ikke ved det, skal først tabe noget, før den kan.

Kritikken af loopet

Beskrivelsen har to svagheder. Således er den første, at den er for pæn. Peirces loop forudsætter, at man kan mærke, hvornår man lukker med stædighed. Versus, hvornår man lukker med undersøgelse, og det kan man som regel ikke.

Stædighed føles indefra som overbevisning. Autoritet føles som loyalitet. Det, der føles rigtigt, føles rigtigt. Den eneste af de fire, der er let at genkende, er undersøgelse, fordi den er ubehagelig. Det er derfor det er den sjældneste af den grund alene.

Den anden svaghed er, at “tilstrækkelig” er en vurdering, og at vurderingen træffes af den, der gerne vil ud af loopet.

Simons satisficing beskriver, hvad mennesker gør med tvivlen, hvilket ikke er det samme som det de burde. Den, der er træt af at tvivle, sætter overliggeren lavt. Den tilstrækkelige sandhed er altså ikke en garanti for noget som helst. Den er det bedste, man kan nå med en begrænset hjerne i en begrænset tid, og den er kun bedre end alternativerne, hvis man husker, at den er foreløbig.

Den dag man glemmer det, er den blevet til stædighed med et pænere navn.

Læs også:

Tags: Samtale