Til hver faktor hører en funktion, og enhver besked har én af dem som den dominerende. Modellen er lingvistik og ikke direkte ledelse, og den siger ingenting om, hvorvidt kommunikationen lykkes.
Den peger på to faktorer som ledere næsten altid overser: Kodningen. Altså, om modtageren overhovedet taler samme sprog. Hvad med kontakten, er kanalen åben? Det er vigtigt inden man transmitterer.
En leder sender en mail til hele afdelingen om den nye organisering. Den er klar, den er velskrevet, og den indeholder alt, der skal til. Tre dage senere står det klart, at halvdelen ikke har læst den, en fjerdedel har læst den og forstået noget andet. Den sidste fjerdedel har forstået den og er vrede.
Lederen konkluderer, at han skal være tydeligere. Det er den forkerte konklusion. Meddelelsen var fin. Det var de fem andre faktorer, der ikke var i orden. Seksfaktormodellen, der viser dig hvilke, der var galt afmarcheret, er 65 år gammel.
Modellens ophav
Roman Jakobson var sprogforsker og blev født i Moskva i 1896. Han var med i den formalistiske kreds i Prag i 1920’erne og 1930’erne. I 1941 flygtede han til USA, hvor han endte på Harvard og MIT.
Han var en af de mest indflydelsesrige lingvister i det tyvende århundrede. Seksfaktormodellen som han er mest kendt for uden for sit fagområde, dukkede op i et foredrag i 1958. Den blev lidt senere i 1960 udgivet under titlen Linguistics and Poetics.
Spørgsmålet som Roman Jakobson stillede var: Hvad adskiller poesi fra et andet sprog? For at svare på dette, måtte han først beskrive, hvad sproget overhovedet gør, når det bruges.
Han svarede, at enhver sproglig handling forudsætter seks ting. En afsender, der sender. En modtager, der tager imod. En meddelelse, det, der bliver sagt. En kontekst, det, meddelelsen handler om, og som begge parter kan forholde sig til. En kode, et fælles sprog i en bred forstand, som begge behersker. Og en kontakt, en fysisk og psykologisk forbindelse, der gør det muligt at sende og modtage overhovedet.
Fjerner man én af de seks elementer, er der ikke tale om kommunikation.
Det, der gjorde modellen berømt, var det næste skridt. Jakobson knyttede en funktion til hver faktor.
Når meddelelsen retter sig mod afsenderen, er den emotiv: “Jeg er træt.” Mod modtageren, konativ: “Luk døren.” Mod konteksten, referentiel: “Mødet er flyttet til torsdag.” Mod koden, metasproglig: “Hvad mener du med agil?” Mod kontakten, fatisk: “Kan du høre mig?” Og mod meddelelsen selv, poetisk, når ordene er valgt for deres egen skyld.
Enhver besked indeholder flere funktioner, men én dominerer, og det var det, Jakobson ville bruge til at definere poesi med: Gennem sproget, hvor den poetiske funktion dominerer.
Det som kritikken lyder på i seksfaktormodellen
Seksfaktormodellen er elegant, og det er faktisk dens primære problem. Den er så enkel, at den kan lægges ned over alt, og det, der kan lægges ned over alt, ved vi allerede godt, meget sjældent forklarer noget.
Det første kritikpunkt er, at den er statisk. Jakobson beskriver, hvad der skal være til stede. Det vær sig i ét øjeblik og i én retning. Der er ingen feedback, ingen tid og intet krav om gentagelse. Modtageren svarer ikke. Det er det som de senere kommunikationsmodeller som fx den cirkulære tovejsmodel og hele interaktionsparadigmet, blev lavet for at rette op på.
Det er grunden til, at seksfaktormodellen i de fleste lærebøger står som den gamle, der blev afløst. Som beskrivelse af en samtale er den helt enkelt for lille og spinkel.
Det andet er, at den ikke siger noget om, at kommunikationen lykkes. Alle seks faktorer kan være til stede, og modtageren kan stadig forstå noget helt andet, end det afsenderen oprigtigt mente.
Det var Jakobson ikke synderligt interesseret i. Han var lingvist, og hans spørgsmål var, hvad sprog gør og ikke om det overhovedet virker. Seksfaktormodellen angiver betingelserne for, at kommunikation kan finde sted.
Den siger ingenting om, hvad der så sker efterfølgende.
Det tredje kritikpunkt af seksfaktormodellen
Det tredje er, at funktionerne er uskarpe i kanterne. Om en besked er referentiel eller konativ afhænger altså af, hvem der læser den. Jakobson selv gav ingen metode, der kunne hjælpe med at afgøre det.
Det er en typologi, hvilket ikke er det samme som et instrument, og den, der bruger den som instrument, finder det, han leder efter.
De to faktorer vi glemmer som ledere
Så er vi tilbage ved artiklens egentlige formål. Hvorfor skal vi beskæftige os med den? Det skal vi fordi den peger på to faktorer, som de nyere modeller tager for givet. Samtidigt er det hvad ledere næsten aldrig tjekker, før de sender.
Den første er koden. Jakobson mente ikke bare dansk eller engelsk. Han mente det fælles system af betydninger, der gør, at ordene betyder det samme for begge parter. Det er så dér, hvor den typiske ledermail går galt. “Vi skal arbejde mere agilt.” “Vi skal tættere på kerneopgaven.” “Vi styrker det tværfaglige samarbejde.”
Afsenderen har en kode, hvor de ord betyder noget bestemt, som regel noget fra det seminar som han lige er kommet retur fra. Modtagerne har en anden opfattelse, hvor de samme ord betyder “der kommer en omstrukturering” eller “nogen skal fyres.” Eller måske bare ingenting. Det er ikke modtagerens fejl, og det er ikke et resultat af uklarhed i meddelelsen.
Det er to forskellige koder, og den metasproglige funktion, altså spørgsmålet “hvad mener du egentlig med det?”. Det er det, der mangler. Det er også den funktion, de færreste medarbejdere tør bruge over for en chef.
Den anden er kontakten. Jakobson kaldte den fatiske funktion for den, der etablerer, vedligeholder og afslutter forbindelsen. Han bemærkede, at den fylder langt mere i almindelig tale, end folk selv går rundt og tror: “Hej, hvordan går det, nå nå, godt at se dig, vi tales ved.”
Det lyder som ord tømt for indhold
Det har en klang af, at være tomme ord. Det er det ikke. Det er kanalen, der bliver åbnet og holdt åben. Det er så den faktor, der forsvinder, når ledelse flyttes over til mails. En mail til hele afdelingen har ingen kontakt.
Den er sendt. Det er alt. Om nogen har åbnet den, læst den eller er i stand til at tage imod den i dag, ved afsenderen ikke. Meddelelsen går ud i et rum, hvor ingen har svaret “ja, jeg er her”. Det er det, der sker, når halvdelen ikke har læst den: Kontakten var aldrig etableret.
Det er faktisk den bedste tjekliste
Det kan man bruge som en tjekliste, før man sender. Er der en modtager, eller er der en liste? Er konteksten fælles, ved de, hvad det handler om, før de læser? Er koden fælles, betyder ordene det samme for dem som for mig? Og er der kontakt, er kanalen åben, eller sender jeg ind i et rum, hvor ingen har sagt, at de lytter?
Lederen fra begyndelsen skulle ikke have været tydeligere. Hun skulle have holdt et møde først, hvor den eneste dagsorden var at etablere kontakt og tjekke koden, og så sendt mailen bagefter, til folk, der vidste, den kom, og vidste, hvad ordene betød.
Det er så faktisk det, Jakobson kan: Ikke sige, hvad man skal skrive, men sige, hvad der skal være på plads, før det giver mening at skrive overhovedet.
















