Balanced scorecard test: Hvor godt kender du de fire perspektiver?
20 spørgsmål i Leder Nikolaj Mackowski's balanced scorecard test: Kaplan og Nortons fire perspektiver, strategikortet, ledende og efterslæbende indikatorer, og det, der går galt, når scorecardet bliver til et dashboard. Spørgsmålene går fra begynder til øvet, og svarmulighederne blandes hver gang. Får du alle 20 rigtige?

Få dit resultat på e-mail
Indtast din e-mail og modtag dit resultat direkte i indbakken.
Modellen måler på fire perspektiver, finansielt, kunde, interne processer og læring og vækst, og bygger dem sammen i en årsagskæde: Det, medarbejderne lærer, forbedrer processerne, som forbedrer kundeoplevelsen, som giver resultatet.
Denne balanced scorecard test er en videnstest: 20 spørgsmål, tre sværhedsgrader, og et resultat, der viser, hvor din viden om modellen holder op.
Balanced Scorecard er det strategiværktøj som flest organisationer har indført, og som de færreste rent faktisk har fået noget ud af. Det er ikke modellens skyld, eller ikke kun.
Kaplan og Nortons idé var, at en virksomhed, der kun måler på penge, måler på det, der allerede er sket. Det som der afgør næste års tal, ligger i de tre andre perspektiver.
Det var en god idé. Det, der skete med den, var, at den blev til 40 KPI’er på et dashboard, og at ingen længere kunne huske, hvad kæden imellem dem var.
Vores balanced scorecard test består af 20 spørgsmål med fire svarmuligheder, delt i tre niveauer. Svarmulighederne blandes som altid hver gang sådan, den ikke kan læres udenad.
Det som vores test spørger ind til
Begynderspørgsmålene i vores balanced scorecard test handler om modellen selv: Hvem der lavede den, hvad de fire perspektiver hedder, og hvad hvert af dem måler.
Det finansielle perspektiv måler resultatet, og det er altid bagudrettet.
Kundeperspektivet måler tilfredshed, loyalitet og markedsandel.
Interne processer måler det, organisationen skal være god til, for at kunderne bliver tilfredse.
Læring og vækst måler medarbejdere, kultur og systemer, det som alt det andet hviler på.
De mellemsvære spørgsmål handler om det, der gør modellen til mere end fire kasser: Strategikortet, der tegner årsagskæden mellem perspektiverne. Forskellen på ledende indikatorer, der forudsiger, og efterslæbende, der konstaterer.
Kaskaderingen, hvor det øverste scorecard brydes ned til afdelinger og personer. Og den klassiske kritik: At implementeringen er tung, KPI-valget er subjektivt, og resultatet tit er mere bureaukrati og således ikke mere strategi.
De øvede spørgsmål handler om det, der skiller dem, der har brugt modellen, fra dem, der har læst om den. For forskellen på et scorecard og et dashboard er, hvad for mange KPI’er gør ved fokus, hvorfor det finansielle perspektiv ikke kan stå øverst i en offentlig organisation.
Hvordan hænger modellen sammen med MBO, SWOT og PESTEL?
Dit resultat i vores balanced scorecard test
Resultatet er et tal ud af 20 og et niveau: Begynder, Mellemsvær, Øvet eller Ekspert. Under tallet viser testen, hvordan det fordeler sig på de tre sværhedsgrader. Således kan man nemt se, om det er perspektiverne, kæden eller praksis, der mangler.
Der er noget som testen ikke kan, og det skal sige højt. Den måler på, om du kender modellen. Den måler ikke, om du kan se, hvornår et scorecard er holdt op med at være et.
Det er den sværere færdighed, og den kræver, at man kan stille ét spørgsmål til ethvert mål på tavlen: Hvad i de andre perspektiver er det her en årsag til, eller en virkning af?
Hvis ingen kan svare, er det ikke et scorecard. Så er det bare en liste.
Kaplan og Norton fik det ikke sagt højt nok
Modellen har én indbygget svaghed, og den er den samme som Demings advarsel om mål: Det, der måles, bliver gjort, og det, der ikke måles, bliver ikke. Et scorecard med fire perspektiver er bedre end ét med ét, men det er stadig et sæt tal, folk styrer efter.
Den skønne dag tallene bliver til løn, bonus eller ansættelsessikkerhed, holder folk op med at forbedre processen og begynder at forbedre tallet.
Kaplan og Norton vidste det og skrev om det. Det er ikke den del, der overlevede i konsulenthusene.
Den anden svaghed er årsagskæden selv. Modellen påstår, at læring giver processer, der giver kunder, der giver penge.
Det er en rimelig hypotese, og det er en hypotese. Nørreklit viste i 2000, at kæden sjældent er testet i de organisationer, der bruger den. Samt det, at den i praksis bliver tegnet bagfra: Man ved, hvilket tal man vil have, og finder så noget i de tre andre perspektiver, der kan siges at føre til det.
Det er det samme som at regne baglæns i matematik, og det lykkes pudsigt nok altid.
Vores balanced scorecard test spørger om begge dele i den øvede ende. Hvis det er dér, du taber point, er du i godt selskab.
Det er også dér, implementeringerne går galt.
















