Som hierarki er den aldrig bevist, og de tre øverste trin er sandsynligvis sideordnede. Den stiller dog nogle gode spørgsmål som de fleste ledere aldrig får stillet:
Hvilket trin oplærer du til? Hvilket trin delegerer du? Hvilket trin taler du på, når du holder møde? Svaret er som regel trin tre. Problemerne ligger på trin fire og fem.
En ny medarbejder får tre ugers oplæring og kan derefter følge proceduren. Det står i planen, og planen er fulgt. Et halvt år senere går noget galt, som proceduren ikke dækker, og den nye gør det, proceduren siger. Det viser sig at være forkert.
Lederen siger nu, at han burde have brugt sin sunde fornuft. Det er rigtigt, og det er samtidig en indrømmelse af, at oplæringen faktisk stoppede selv, før den nåede dertil. Det er det som Blooms taksonomi kan nu vise, hvor oplæringen stoppede, og hvor langt der egentligt var igen.
Herfra stammer modellen
Benjamin Bloom var uddannelsespsykolog ved University of Chicago. I 1956 udgav han sammen med en gruppe kolleger en bog med den særdeles tørre titel Taxonomy of Educational Objectives.
Opgaven var praktisk af natur: Universiteterne havde brug for et fælles sprog for, hvad en eksamen egentlig målte. Det behøvede man for at kunne sammenligne på tværs. Det, gruppen fandt, var, at langt de fleste eksamener målte på, om den studerende kunne huske stoffet.
Det var det – i sagens natur – det mindst interessante, man kunne måle.
Så de lavede et hierarki. Nederst viden: At kunne gengive. Så forståelse: At kunne forklare med egne ord. Så anvendelse: At kunne bruge det i en ny situation. Så analyse: At kunne skille det ad og se, hvordan delene hænger sammen. Så syntese: At kunne sætte det sammen til noget nyt.
Øverst oppe var evaluering: At kunne vurdere, om det er godt, og begrunde hvorfor. Seks trin, hvor hvert trin forudsætter det forrige.
I 2001 reviderede en tidligere studerende, Lorin Anderson, og én af de oprindelige forfattere David Krathwohl, så Blooms taksonomi. De gjorde trinnene til verber, huske, forstå, anvende, analysere, vurdere, skabe. De byttede om på de to øverste, så det at skabe blev det højeste.
Det er den version, der står i de fleste læreplaner i dag. Således også her i Danmark, hvor den bruges fra folkeskolens Fælles Mål til universiteternes studieordninger.
De tre taksonomier
Det, der sjældent bliver sagt, er, at Bloom lavede tre taksonomier, ikke bare én. Den kognitive, som alle kender til. Den affektive, om holdninger og værdier, og slutteligt den psykomotoriske. Om færdigheder i hænderne.
De to sidste blev aldrig berømte. Det er værd at huske på, når man flytter modellen fra et klasseværelse til en arbejdsplads. For det som en værktøjsmager fx kan, og det, en god kollega er, ligger i de to, der blev glemt.
Det siger kritikken om Blooms taksonomi
Blooms taksonomi har to problemer, og de er begge velkendte i pædagogisk forskning. Det er selv om de sjældent når ud til dem, der bruger den.
Det første er hierarkiet. Bloom påstod, at trinnene byggede på hinanden, så man ikke kunne analysere uden at kunne anvende. Således kunne man heller ikke vurdere uden at kunne analysere. Det er aldrig blevet eftervist.
Allerede i 1970’erne fandt uafhængige studier ud af, at de tre nederste trin faktisk ser ud til at hænge sammen i den rækkefølge. Men de tre øverste gør ikke. Man kan godt vurdere noget uden at have analyseret det. Man kan også skabe noget uden at kunne vurdere det. Det er evident for enhver, der har mødt en talentfuld amatør.
Anderson og Krathwohl indrømmede det selv i 2001 og gjorde hierarkiet blødere. Pyramiden overlevede, fordi den passede godt ind på et slide. Det er den samme skæbne som Maslows pyramide og Halls skala: Den enkle version vandt over den rigtige.
Det andet problem er, at modellen beskriver, hvad man kan. Den nævner intet om, hvordan man lærer det. Den siger, at analyse er højere end anvendelse. Men den siger ikke, hvordan man kommer fra det ene til det andet. Den antager stiltiende, at man kommer derop ved at gøre mere af det samme.
Det er ikke, hvad forskningen i ekspertise iøvrigt finder. Det, der flytter folk fra trin tre til trin fire, er ikke mere øvelse. Det er at stå ved siden af nogen, der er på trin fem: At få lov at se, hvordan vedkommende tænker.
Det er Polanyi og SECI igen: De øverste trin er tavse, og de flytter sig kun mellem mennesker.
Det du kan bruge den til som leder
Hvis hierarkiet ikke holder, og Blooms taksonomi ikke siger, hvordan man lærer: Hvad kan man som leder så overhovedet bruge den til? Til tre spørgsmål, som næsten ingen stiller, og som alle tre handler om, hvor man stopper.
Det første er oplæringen. De fleste oplæringsplaner stopper ved trin tre: Den nye kan anvende proceduren. Det er målbart, det er dokumenterbart, og det er det, der står i planen. Men det er trin fire, fem og seks, der adskiller en medarbejder, der kan følge proceduren. Altså, fra en, der kan se, når den ikke passer og så vurdere, hvad der så skal gøres, og lave en bedre.
Det er den viden, der går tabt, når den erfarne går på pension, og det er den, der aldrig bliver oplært til. Af den simple årsag, at den ikke har sin en kolonne i planen. Spørgsmålet til lederen er ikke, om oplæringen er gennemført. Det er, hvilket trin den stoppede på.
Det andet er delegeringen. “Gør det her” er trin tre. “Find ud af, hvorfor det går galt” er trin fire. “Beslut, om vi skal blive ved” er trin fem. “Find på noget bedre” er trin seks.
De fleste ledere delegerer trin tre ret konsekvent. Derefter undrer man sig over, at folk ikke tager ansvar for trin fem. Problemet er imidlertid, at man kan ikke tage ansvar for en vurdering, man aldrig har fået lov at lave.
Den medarbejder, der i ti år har fået opgaver på trin tre, har lært, at trin fem er lederens. Det kan ikke kaldes for mangel på initiativ. Det kan kalde for manglende oplæring.
Det tredje kritikpunkt af Blooms taksonomi og den nye medarbejder
Det tredje er mødet. Et informationsmøde er trin ét: Her er, hvad der sker. Et møde, hvor lederen forklarer hvorfor, er trin to. Det er de fleste møder iøvrigt. Det, der skaber ejerskab, er trin fire og fem. Det kræver, at lederen stiller spørgsmål i stedet for at give svar. Samt, at der er tid til, at svarene kommer.
Det er forskellen på Likerts system 3 og 4, bare sagt med et andet sprog: I system 3 bliver folk informeret og hørt. I system 4 analyserer og vurderer de selv. Spørgsmålet til lederen er, hvilket trin mødet var på.
Hvis svaret er to, er det ikke så mærværdigt, at ingen tog ansvar for fem.
Den nye medarbejder fra begyndelsen brugte ikke sin sunde fornuft, fordi ingen havde vist ham, hvordan sund fornuft ser ud i netop den afdeling. Han var oplært til trin tre, og situationen krævede trin fire.
Det er ikke en fejl hos ham. Det er en plan, der stoppede for tidligt, og Blooms taksonomi er, trods alt det, den ikke kan, det bedste sprog, der findes.
Til at pege på hvor.
















