Det bliver så målt med en skala, hvor man beskriver sin mindst foretrukne kollega. Den deler situationer efter tre ting: Forholdet til medarbejderne, hvor klar opgaven er, og hvor meget magt stillingen giver.
Det overraskende fund er, at de opgaveorienterede klarer sig bedst i både de nemmeste og de sværeste situationer. Mens de relationsorienterede vinder i midten. Det kontroversielle er Fiedlers konklusion: Lederen kan ikke ændre stil, så man må derfor ændre situationen.
En værkfører i – Fiedlers kontingensmodel – bliver flyttet fra en afdeling til en anden. I den første var han den bedste, nogen nogensinde kunne komme i tanker om. Medarbejderne vidste, hvad de skulle og han vidste, hvad de kunne. Det gik udmærket.
I den anden afdeling går det ikke. Samme mand, samme stil og samme indsats. Allerede efter et år bliver han flyttet igen. Nu med en forklaring om, at kemien ikke var der. Det er den situation, Fred Fiedler brugte tredive år på, og hans svar var ikke, at værkføreren havde ændret sig.
Det var, at det havde situationen, og at det var den, der skulle have været kigget på først.
Herfra stammer modellen
Fred Fiedler var østrigskfødt psykolog, der kom til USA før krigen. Han arbejdede fra 1950’erne af med at måle, hvad der gjorde en gruppe effektiv. Det, han først undersøgte, var ikke ledelse, men hvordan ledere opfattede deres medarbejdere. Her opdagede han noget, der viste sig at være målbart: Nogle ledere beskrev selv den kollega, de dårligst kunne samarbejde med og det skete i rimeligt venlige vendinger.
Andre beskrev vedkommende som inkompetent, kold og direkte ubehagelig. Det førte så til LPC-skalaen som oversat bliver til Least Preferred Coworker. Her scorer man sin mindst foretrukne kollega på en række modsætningspar.
Fiedlers kontingens model og hans tolkning var, at skalaen målte lederens grundlæggende orientering. Den, der kan se noget godt i selv den værste kollega, er relationsorienteret: Forholdet til folk kommer først.
Den, der ikke kan, er opgaveorienteret: Det er opgaven, der tæller, og folk, der står i vejen for den, er såmænd i vejen. Det helt afgørende: Fiedler selv mente, at denne orientering var stabil. Den var tæt på personlighed, og den lod sig ikke ændre på et kursus.
Modellen fik sin færdige form i bogen A Theory of Leadership Effectiveness fra 1967. På det tidspunkt var den noget helt nyt. Ledelsesforskningen havde i tyve år ledt efter den ene rigtige stil, fra Ohio State og Michigan til Blake og Moutons gitter.
Fiedler var den første, der sagde, at det var det forkerte spørgsmål. Den rigtige stil findes ikke. Der findes stile, der passer til situationer, og det er derfor, modellen hedder kontingens. Altså, afhængighed.
De tre faktorer og det overraskende fund
Situationen beskrev Fiedler med tre faktorer som var i rækkefølge efter vægt.
Den første er forholdet mellem leder og medarbejdere: Er der tillid og respekt, eller er der ikke?
Den anden er opgavens struktur: Er det klart, hvad der skal gøres? Ligesom hvordan, og hvornår det er gjort rigtigt, eller er det uklart?
Den tredje er stillingens magt: Kan lederen ansætte? afskedige? belønne og straffe, eller kan han ikke?
Tilsammen giver de otte situationer, fra den mest gunstige. Til de gode relationer. De klare opgaver. Stærk position til den mest ugunstige. Dårlige relationer. Uklar opgave eller svag stilling.
Fiedler satte så sine LPC-målinger ind over dem, og fik et resultat som han ikke selv havde regnet med.
De opgaveorienterede ledere klarede sig bedst i begge ender. I de gunstige situationer, fordi alt allerede fungerer. Det eneste, der mangler, er nogen, der siger, hvad der skal gøres, og holder tempoet.
I de ugunstige situationer, fordi der er så meget kaos, at folk først og fremmest har brug for retning, og en leder, der bruger tiden på relationer. Der sker mens huset brænder og således ikke hjælper nogen.
De relationsorienterede klarede sig bedst i midten, i de situationer, hvor noget fungerer og noget ikke gør. Hvor opgaven er delvist klar, og hvor det, der afgør udfaldet, er, om lederen kan få medarbejderne med sig.
Det er det fund, der gjorde modellen berømt. Det er stadig det, der er mest værd at huske: Det er ikke de rare ledere, der klarer krisen. Det er heller ikke dem, der klarer den velsmurte maskine. De rare ledere vinder i det store, besværlige midterfelt, hvor de fleste afdelinger faktisk allerede befinder sig i forvejen.
Ifølge Fiedlers kontingensmodel, forstås.
Der hvor Fiedlers kontingensmodel ikke holder vandtrykket ude
Fiedlers kontingensmodel er blevet undersøgt i hundredvis af studier. Det, der er tilbage, er mindre, end det ser ud til at være.
Det første problem er LPC-skalaen selv. Ingen har nogensinde kunnet sige præcist, hvad den måler. Fiedler skiftede selv tolkning flere gange. Først fra en stil til en motivationsstruktur. Henover til et hierarki af behov, og kritikere som Ashour, der i 1973 pegede på, at en skala, hvis betydning dens egen ophavsmand ikke kan fastholde, er svær at bygge en teori på.
Den måler noget, det er selvklart; folk scorer stabilt over tid. Men om det vitterligt handler om ledelsesstil, er aldrig blevet eftervist.
Det andet problem er, at de otte situationer er bygget på data, der blev samlet sammen, før modellen var færdig. Fiedler fandt mønstret i sit materiale og lavede så modellen, der forklarede mønstret. Fiffigt.
Da andre forskere prøvede at finde det samme mønster i nye data, lykkedes det i nogle situationer, men ikke i andre. Metaanalyser fra 1980’erne, blandt andet Peters, Hartke og Pohlmann, fandt i 1985 støtte til modellen i laboratoriestudier og langt svagere støtte i rigtige organisationer. Det er – om man vil det eller ej – den forkerte vej rundt for en teori om rigtige organisationer. Det svarer til at regne baglæns i matematik, startende med resultatet. Det lykkes selvfølgelig.
Det tredje er antagelsen om, at lederen ikke kan ændre sig. Den var provokerende i 1967, og er er stadig den del, der får ledelseskonsulenter til at vende sig i søvne. For hele deres branche er bygget op på, at man kan. Hersey og Blanchard svarede med situationsbestemt ledelse, der siger det modsatte: Situationen afgør stilen, men lederen kan skifte.
Det meste af den senere forskning giver dem ret, i hvert fald delvist. Folk kan lære at lede anderledes. De kan bare ikke lære det på to dage på Vejle Fjordhotel med overnatning og fri bar om aftenen.
Han fastholdt i Fiedlers kontingensmodel
Fiedler holdt fast til det sidste. Hans anbefaling var at ændre situationen, ikke lederen: Flyt værkføreren, gør opgaven klarere, giv ham mere magt, eller sæt en anden på. Det er en upopulær anbefaling, fordi den kræver, at organisationen gør noget, i stedet for at sende lederen på kursus. Og det er måske den del, der er mest værd at tage alvorligt.
Det kan du som leder bruge Fiedlers kontingensmodel til
Fiedlers kontingensmodel er for nedslidt til at bruges som instrument. LPC-skalaen fortæller dig ikke pålideligt, hvem du er, og de otte felter fortæller dig ikke pålideligt, hvad du skal gøre. Den stiller dog tre gode spørgsmål, som næsten ingen anden model stiller, og de er værd at tage med.
Det første er, om problemet sidder i lederen eller i situationen. Når en leder, der fungerede ét sted, ikke fungerer et andet, er den første forklaring altid lederen. Fiedlers model siger: Kig på de tre faktorer først. Er relationerne der? Er opgaven klar? Har han den fornødne magt om stillingen ser ud til at give? Hvis svaret er nej på to af tre, er det ikke sikkert, det er ham, der er forkert på den.
Det andet er, at midten er svær. Modellen siger, at de mellemste situationer, hvor noget fungerer og noget ikke gør. Det er dem, der kræver mest af lederens evne til at få folk med. Det er dér, de fleste nye ledere havner. Det er dér, den opgaveorienterede, der var fremragende på gulvet, pludselig ikke er det længere.
Det tredje er det som Fiedler var helt alene om at sige højt: Det kan være lettere at ændre situationen end det er, at ændre på lederen.
Gør opgaven klarere, så den passer til den, der skal lede den. Giv stillingen den magt, den skal have, eller sig ærligt, at den ikke har den. Hvis relationerne er brudt, er det sjældent et kursus, der reparerer dem.
Værkføreren fra begyndelsen blev flyttet to gange. Ingen stillede det relevante spørgsmål om, hvad der var anderledes ved den anden afdeling.
Se, det var Fiedlers pointe i 1967, og den er ikke blevet mindre rigtig af, at hans model er blevet ældre: Før man beslutter, at det er manden, der skal laves om, skal man have kigget på stolen først.
















