Retributivisme. En medarbejder begår en fejl. Den behøver ikke være katastrofal. Lad os antage, ingen kunder er tabt, og ingen penge spildt. Men en synlig fejl. Dokumenterbar. Et brud på proceduren.
Lederen reagerer. Der skal være konsekvenser. Det skal mærkes. Ikke fordi konsekvensen vil forhindre fremtidige fejl. Ikke fordi den vil forbedre præstationen. Men fordi fejl fortjener straf. Fordi noget i lederen kræver gengældelse.
Dette er retributivisme i ledelse. Og det er langt mere udbredt, end vi taler om i dagligdagen.
Hvad er retributivisme?
Retributivisme er en straffilosofi, der hævder, at straf er moralsk berettiget i sig selv. Uafhængigt af konsekvenser. Forbrydelsen fortjener gengældelse — ikke for at afskrække andre, ikke for at rehabilitere, men fordi gengældelse er et moralsk imperativ.
Øje for øje. Gæld for gæld. Kosmisk balance genoprettet gennem lidelse.
Begrebet tilhører strafferetten. Men logikken siver ud i alle domæner, hvor mennesker har magt over andre. Og ingen steder trives den bedre end hos den autoritære leder.
Hvordan det manifesterer sig
Advarslen som ritual. Advarslen gives ikke for at ændre adfærd. Den gives for at markere, at afvigelsen er registreret og gengældt. Om medarbejderen faktisk ændrer sig, er sekundært.
Konsekvensen som kommunikation. Straffen handler ofte mindre om den straffede og mere om tilskuerne. Fyringen, der eksekveres offentligt. Degraderingen, der annonceres på mødet. Pour encourager les autres.
Nådesløshed som dyd. At tilgive opfattes som svaghed. Den retributive leder dyrker sin egen hårdhed, fordi hårdhed signalerer integritet i hans retributivisme:”Jeg behandler alle ens. Reglerne gælder for alle.”
Farisæeren i jakkesæt
Der er en grund til, at Jesus reserverede sin skarpeste kritik til farisæerne. Ikke til synderne, men til de religiøst korrekte.
Farisæerne fulgte loven. De kendte reglerne. De håndhævede dem konsekvent. Og de var fuldstændig blinde for, at regeloverholdelse ikke er det samme som godhed. At retfærdighed ikke er det samme som næstekærlighed.
Den retributive leder er farisæeren i moderne forklædning. Han forveksler konsekvens med retfærdighed. Han ser afvigelsen fra proceduren, men ikke mennesket bag afvigelsen.
Paradokset: Den samme leder identificerer sig ofte med kristne værdier. Næstekærlighed, tilgivelse og den fortabte søn. Men i praksis opererer han gammeltestamentligt.
Søndagens kristne teolog. Mandagens Hammurabi. Retributivisme i ledelsesfeltet.
Retributivisme er single-loop gengældelse
Single-loop spørger: Hvordan straffer vi fejlen effektivt så andre afholder sig fra fejl?
Double-loop spørger: Hvorfor opstod fejlen? Hvad i vores systemer, processer eller kultur gjorde den mulig. Eller uundgåelig?
Den retributive leder stiller aldrig det andet spørgsmål. For ham er årsagen irrelevant. Fejlen er begået. Skyld er etableret. Straf skal eksekveres.
Men hvad hvis fejlen opstod, fordi proceduren var uklar? Fordi oplæringen var utilstrækkelig? Fordi lederen selv havde skabt betingelserne for fejl?
De spørgsmål truer den retributive logik. For hvis fejlen har systemiske årsager, er straffen af individet ikke bare ineffektiv. Den er uretfærdig.
Prisen
Retributivisme i ledelse har omkostninger.
Fejl går under jorden. Når fejl straffes konsekvent, lærer medarbejderne at skjule dem. De kan ikke undgå dem, de skjule dem. Organisationen mister værdien af feedback-loops.
Læring forsvinder. Straf lukker ned for refleksion. Den straffede fokuserer på at overleve. Der er intet at forstå eller lære.
Tillid eroderer. Når medarbejdere ved, at fejl bliver gengældt, forsvinder den psykologiske tryghed. Ingen tager risici. Ingen eksperimenterer. Organisationen stivner.
Talent flygter. De bedste medarbejdere, dem med alternativer, forlader retributive kulturer. Tilbage bliver kun de, der ikke har nogen steder at gå.
Alternativet til retributivisme i ledelse
At kritisere retributivisme er ikke at argumentere for konsekvensløshed. Konsekvenser er nødvendige. Men der er en fundamental forskel på konsekvens med formål og konsekvens som et ritual.
Konsekvens med formål spørger: Hvad forsøger vi at opnå? Adfærdsændring? Beskyttelse? Opretholdelse af standarder? Er denne intervention egnet til at opnå det?
Konsekvens som ritual spørger kun: Hvad fortjener denne person af passende sanktioner?
Den modne leder kan handle med konsekvens, når det er nødvendigt. Men han gør det aldrig for gengældelsens skyld. Han gør det for fremtidens skyld.
Det er ikke en softskill. Det er effektivitet.
Kort om retributivismen i ledelse
Retributivisme i ledelse er straf for straffens skyld. Gengældelse som moralsk imperativ.
Den manifesterer sig som advarsler uden formål, offentlige konsekvenser og nådesløshed som dyd.
Den er single-loop tænkning: Fokus på skyld, aldrig på årsag.
Prisen er skjulte fejl, manglende læring, eroderet tillid, frygt og talentflugt.
Alternativet er konsekvens med et formål, og ikke med konsekvens som ritual.
Forskellen mellem farisæer og leder er ikke semantisk. Den er fundamental.
