Indledning
Jeg har ikke altid været god til tavshed i ledelse. Tværtimod. Jeg har siddet til økonomimøder og åbnet munden, før hjernen var landet. Jeg har haft et behov for at sige det, der skulle siges – og nogle gange også det, der ikke skulle siges. Det kom fra et ærligt sted, men det var ikke altid det rigtige valg.Med årene har jeg lært, at tavshed ikke er fravær af ledelse. Det kan være en ledelsesform i sig selv. En stærk én, endda.At tie kan være at give plads. At tie kan være at udvise respekt. At tie kan være at sige:“Det her behøver ikke min stemme lige nu.”
Hvorfor tavshed i ledelse er et overset ledelsesredskab
Der findes ledere, der taler konstant. De fylder rummet med ord, som om stilhed er noget, der skal undgås. Jeg har selv været der. Jeg troede, det var min opgave at kommentere, forklare, korrigere, konkludere. Hvis jeg ikke sagde noget, var jeg vel usynlig?
Men jeg har erfaret, at tavshed i ledelse ikke er passivitet. Det er ikke fravær. Det er et bevidst valg.
Når jeg tier, gør jeg det med en bevidsthed om, hvad min stemme ellers ville have gjort ved rummet. Nogle gange ville den have kvalt en god idé. Andre gange ville den have lukket for en spirende erkendelse hos en medarbejder. Eller slået en tone an, som ikke var nødvendig.
Tavshed åbner. Den skaber et vakuum, hvor andre kan træde frem. Hvor ting kan lande. Hvor stemninger kan mærkes. Og hvor det, der ikke bliver sagt, nogle gange er vigtigere end det, der bliver sagt.
Hvornår jeg vælger tavsheden – og hvorfor
Jeg vælger tavshed i min ledelse, når ordene ville forstyrre mere, end de ville hjælpe.
Hvis en medarbejder har begået en fejl og allerede godt ved det, så har jeg ikke brug for at gentage det åbenlyse. Min tavshed kan være en måde at sige:
“Du ved det. Jeg ved det. Vi går videre herfra.”
Jeg vælger også tavshed, når nogen i rummet har brug for at høre deres egen stemme – ikke min. Hvis jeg sidder til et møde, hvor stemningen er præget af nervøsitet eller behov for at vise sig frem, så kan min tavshed blive et modspil. En slags jordforbindelse. Ikke passivitet, men nærvær.
Og så er der de samtaler, hvor jeg har prøvet at argumentere, forklare, finde ind til noget – og hvor det bare ikke virker. Der vælger jeg tavshed for ikke at træde ind i en diskussion, hvor ingen alligevel lytter.
Tavsheden bliver mit værn.
Min mentale pause.
Min måde at sige: Nu har jeg gjort mit. Resten er ikke mit ansvar.
Stilhedens autoritet – hvorfor tavshed i ledelse skaber respekt
Der er en særlig autoritet i den leder, der ikke føler behov for hele tiden at fylde rummet.
Jeg har lagt mærke til, hvordan folk lytter mere, når jeg siger mindre. Når jeg taler sjældnere, men mere præcist, får ordene en anden vægt. De lander dybere. Ikke fordi jeg hæver stemmen – men fordi jeg ikke bruger den unødvendigt.
Tavshed i ledelse skaber en anden rytme. Den signalerer, at jeg ikke leder gennem lyd – men gennem tilstedeværelse. Jeg behøver ikke kommentere alt. Jeg behøver ikke afslutte enhver sætning, der bliver hængende i luften. Jeg har tillid til, at det, der er sagt, virker videre i rummet uden mig.
Det er som hovedregel også tilfældet.
Der ligger styrke i at turde være stille. Ikke som en magtdemonstration, men som en rodfæstethed. En leder, der ikke skal høres hele tiden, viser, at vedkommende er sikker i sig selv – og i sin position.
Når stilhed er den mest ærlige respons
Jeg har mødt ledertypen, der har et svar på alt. Det er som om, stilhed for dem er farligt. Noget, der skal dækkes over med ord. Det minder om den gammeldags, heroiske lederrolle: “Jeg er blevet valgt som leder – jeg skal vide alt.”
Men sandheden er, at den type ledelse hører fortiden til. Den alvidende leder findes ikke.
Og forsøget på at spille rollen bliver hurtigt gennemskuet. Også af dine medarbejderne.
I dag ved jeg, at stilhed ofte er den mest ærlige respons, når jeg ikke ved nok til at svare. Det er ikke et nederlag. Det er et signal: Jeg tænker stadig. Jeg lytter. Jeg placerer ikke bare svar, fordi der mangler et svar i luften.
For nylig fik vi en renoveringssag ind på en spritny Mercedes, som en rotte havde haft sig en fest i. Den havde ædt sig gennem ventilationssystem, instrumentbord og hele vejen ind under gulvtæppet. Jeg gik hen til Kim, en af vores bedste teknikere, og begyndte at sige:
“Kim, du skal tage ansvaret for—”
Så stoppede jeg mig selv.
Vent lidt.
Så sagde jeg:
“Kim, jeg vil gerne have, at du styrer arbejdet omkring Mercedesen. Du er den bedste, vi har til det job.”
Der var andre til stede. Det gjorde mig ikke noget. Jeg ville hellere rette mig selv og stå ved det. For det handlede ikke om autoritet. Det handlede om at pege på kompetencen og give ansvaret med tillid.
Kim lyste op.
Tom – vores erfarne mand – så glad ud.
Og jeg gik derfra med en fornemmelse af, at det her… det var ledelse, når det virker.
Afslutningen
Tavshed i ledelse er ikke passivitet.
Det er omtanke, overskud og modet til at vælge sine ord med omhu. Og nogle gange fravælge dem helt.
Det kræver træning.
Men for mig har det været et vendepunkt: Jeg siger mindre. Men jeg mener mere.
Link ud af huset
Det du lige har læst er en personlig beretning af Nikolaj Mackowski. Men hvad siger Forbes om fænomenet stilhed i netop din ledelsestil?
Læs artiklen lige her: https://www.forbes.com/sites/benjaminlaker/2023/12/18/the-art-of-listening-silent-communication-in-leadership/
