Self-efficacy: Banduras teori om mestringstro og troen på sig selv

Self-efficacy er din tro på, at du kan mestre en bestemt opgave i en bestemt situation. Det handler ikke om selvtillid i en bred forstand. Det er faktisk noget andet.

Self-efficacy er situationsspecifik. Du kan have meget af den i forhold til at lede et møde og for lidt af den i forhold til at holde en tale for 200 mennesker. Samme person, to forskellige situationer og således to helt forskellige niveauer af mestringstro.

Begrebet stammer fra den canadisk-amerikanske psykolog Albert Bandura, der introducerede det i 1977 og udfoldede det i sit hovedværk Self-Efficacy: The Exercise of Control fra 1997.

Bandura er en af de mest citerede psykologer i det 20. århundrede, og teorien er kernen i hans Social Cognitive Theory: Den teori, der beskriver, hvordan menneskets adfærd, tanker og omgivelser gensidigt påvirker hinanden.

Hvorfor self-efficacy er afgørende

Banduras ret afgørende pointe er, at det ikke er dine faktiske evner, der afgør, om du handler. Det er din tro på dine evner. Du kan være fuldt kompetent til at løse en opgave. Men hvis du ikke selv tror på du kan, er sandsynligheden for at du forsøger, markant lavere.

Omvendt: En person med stærk self-efficacy vil kaste sig ind i opgaven, arbejde hårdere, holde ud længere ved modgang og komme hurtigere tilbage efter en fiasko.

Det gør self-efficacy til et langt mere præcist begreb end det løse “tro på dig selv”, der fylder i selvhjælpslitteraturen. Bandura taler ikke om generel optimisme. Han taler om en konkret, situationsbestemt vurdering af egne evner: Den vurdering har målbare konsekvenser for adfærd, udholdenhed og præstation.

Self-efficacy er ikke en generel egenskab. Det er ikke det samme som selvværd eller selvtillid. Du kan have lavt selvværd og stadig have høj self-efficacy i forhold til en specifik færdighed. Du kan have højt selvværd og stadig tvivle på din evne til at mestre en bestemt situation. De to begreber opererer uafhængigt af hinanden.

De fire kilder til (mere) mestringstro

Kilde 1: Bandura identificerer fire kilder, der opbygger eller nedbryder self-efficacy. Den vigtigste er mestringsoplevelser. Hver gang du lykkes med en opgave, styrkes din tro på, at du kan lykkes igen. Og det afgørende her er: Det er ikke de nemme succeser, der bygger mesteringstroen.

Det er de opgaver, der krævede noget af dig. Altså dem, du kæmpede med og alligevel klarede. Omvendt kan gentagne fiaskoer nedbryde din mestringstro. Især hvis de indtræffer tidligt i processen.

Kilde 2: Den anden kilde er det, Bandura kalder stedfortrædende erfaringer. Når du ser nogen, du opfatter som sammenlignelig med dig selv, mestre en opgave, styrkes din egen tro. For selvfølgelig kan du det samme. Det er ikke imitation. Det er en kognitiv proces, hvor din hjerne vurderer: Hvis vedkommende kan, kan jeg sandsynligvis også.

Modellen skal være genkendelig. Det giver således ingen mening at se en verdensklasseatlet præstere, og så gøre det samme, hvis du selv er nybegynder.

Kilde 3: Den tredje kilde er den verbale overbevisning. Når mennesker, du respekterer, udtrykker tillid til dine evner, påvirker det din self-efficacy positivt. Det er en ekstern validering, der kan hjælpe med at opretholde indsatsen, når du selv tvivler på det.

Dog er den verbale overbevisning alene i sig selv skrøbelig: Den kan ikke erstatte manglende mestringsoplevelser, og den kollapser hurtigt, hvis virkeligheden siger noget andet.

Kroppens signaler og din fortolkning

Den fjerde kilde er fysiologiske og emotionelle tilstande. Hvordan du tolker din krops signaler i en given situation påvirker din self-efficacy. Hjertebanken før en præsentation kan tolkes som angst. Men kan ligeså vel betragtes som energi. Træthed kan fortolkes som utilstrækkelighed. Men den kan også ses som et tegn på, at du har ydet.

Bandura selv påpeger, at det ikke er tilstanden i sig selv, men din fortolkning af den, der påvirker din mestringstro i nuet.

Self-efficacy i ledelse

I en ledelseskontekst er self-efficacy en variabel, der nemt overses. En medarbejder, der teknisk set er kompetent, men som ikke tror på sine egne evner, vil underpræstere. Det handler meget lidt om mangel på kunnen, men om mangel på mestringstro.

Ingen af motivationsteorierne fanger det. Herzberg kan fortælle dig, at medarbejderen har de rette motivationsfaktorer. Vroom kan fortælle dig, at forventning, instrumentalitet og valens er til stede.

Bandura fortæller dig, at alt det er irrelevant, hvis medarbejderen ikke selv tror på, han kan.

Bandura tilføjer faktisk et yderligere begreb: Kollektiv mestringstro. Et teams tro på, at det kan lykkes som gruppe. Det er ikke summen af individernes personlige mestringstro. Det er en selvstændig overbevisning om gruppens samlede kapacitet.

Teams med høj kollektiv mestringstro sætter højere mål, arbejder mere vedholdende og håndterer modgang bedre. Det er en variabel, der sjældent måles på. Selvom det har dokumenteret indflydelse på teampræstation.

Det kræver, at lederen forstår forskellen mellem at give en medarbejder en opgave og at give en medarbejder troen på, at vedkommende kan løse den. Det første er meningsfuld uddelegering. Det andet er ledelse. Det andet kræver, at du bevidst arbejder med mestringsoplevelser, genkendelige rollemodeller og troværdig feedback.

Mestringstro handler ikke om selvtillid

Den mest udbredte misforståelse om self-efficacy er, at det er et andet ord for selvtillid. Det er det ikke. Selvtillid er et bredt og stærkt generaliseret begreb. Mestringstro, derimod, er snævert, specifikt og situationsafhængigt.

Du opbygger det ikke ved at fortælle dig selv, at du er god. Du opbygger det ved at mestre noget, der er svært og ved at gøre det igen og igen.

Det er i virkeligheden Banduras mest praktiske indsigt: Self-efficacy er ikke en egenskab, du har eller ikke har. Det er en proces, der kan udvikles. Og den vigtigste kilde til den proces er ikke ord.

Det er handling.

Læs også:

Tags: Ledelsesstil