Transaktionsanalyse er en teori om, hvad der egentlig foregår, når to mennesker taler sammen. Ikke hvad de siger, men hvorfra de siger det. Den er udviklet af den canadisk-amerikanske psykiater Eric Berne i 1950’erne og 1960’erne. Den har overlevet sin egen tid, fordi den forklarer noget, de fleste ledere genkender: At en helt almindelig samtale kan gå galt. Uden at nogen af parterne bagefter kan sige hvorfor.
Hvem var Eric Berne?
Eric Berne blev født i Montreal i 1910 som Eric Lennard Bernstein. Han uddannede sig til læge, emigrerede til USA og blev psykiater med en klassisk psykoanalytisk skoling.
I 1956 blev han afvist som medlem af det psykoanalytiske institut i San Francisco, og den afvisning blev ret så afgørende. Berne brød med psykoanalysen og udviklede i stedet sin egen teori, som han præsenterede i bogen Transactional Analysis in Psychotherapy i 1961. Den var akademisk og derfor gjorde han den folkelig med Games People Play i 1964.
Berne døde i 1970. Han blev kun 60 år gammel. Teorien levede videre, dels fordi den var skrevet i et sprog, almindelige mennesker kunne forstå. Dels også fordi hans elever, blandt andre Stephen Karpman og Claude Steiner, byggede videre på den.
Dramatrekanten, som mange kender, er direkte afledt af Bernes arbejde og hører til i transaktionsanalyse.
De tre jeg-tilstande
Kernen i transaktionsanalyse er, at vi alle sammen kommunikerer fra én af tre jeg-tilstande. Der menes ikke via tre personlighedstyper, men tre tilstande, vi skifter mellem i løbet af en dag. Nogle gange sker skiftet i løbet af et minut eller mindre.
Forældre-jeget er de holdninger, regler og reaktionsmønstre, vi har overtaget fra autoriteter i vores opvækst. Det kan være omsorgsfuldt såvel som kritisk. Det siger “sådan gør man” og “det kan du da ikke mene”.
Voksen-jeget er den tilstand, hvor vi forholder os til virkeligheden, som den er. Det stiller spørgsmål, vejer fakta og træffer beslutninger på et sagligt grundlag. Voksen-jeget er ikke følelsesløst. Det lader bare ikke følelserne styre.
Barne-jeget er de følelser og reaktioner, vi havde som børn. De ligger stadig i os. Det kan være spontant og kreativt. Det kan også være tilpasset og underdanigt, eller trodsigt og oprørsk.
Alle tre tilstande er nødvendige. Problemet opstår ikke, fordi vi har dem, men fordi vi ofte ikke ved, hvilken af dem vi taler fra.
Transaktionsanalyse er Eric Bernes teori om, at vi kommunikerer fra tre jeg-tilstande: Forældre, Voksen og Barn. Det er tilstande, ikke typer, og vi skifter mellem dem hele tiden, ofte uden at vide det.
Transaktioner: Det der sker mellem to mennesker
En transaktion er den mindste enhed i kommunikation: Ét udsagn og ét svar. Berne skelnede de facto mellem tre slags.
Komplementære transaktioner er dem, hvor svaret kommer fra den jeg-tilstand, der blev talt til. Voksen spørger “hvornår er rapporten klar?”, og Voksen svarer “torsdag”. Eller Forældre siger “du ser træt ud, gå hjem”, og Barn svarer “tak, det gør jeg”. Komplementære transaktioner kan fortsætte i det uendelige, fordi de er stabile.
Krydsede transaktioner er dem, hvor svaret kommer fra en anden tilstand end den, der blev talt til. Voksen spørger “hvornår er rapporten klar?”, og Barn svarer “hvorfor skal jeg altid presses?”. Eller Forældre svarer “det kunne du jo selv have holdt øje med”. Nu er samtalen brudt, og ingen af parterne forstår helt hvorfor. Krydsede transaktioner er årsagen til de fleste misforståelser på en arbejdsplads.
Skjulte transaktioner er dem, hvor der siges én ting på overfladen og menes en anden. “Det er helt i orden, at du kommer for sent igen” lyder som Voksen. Sandheden er bare, at det kommer fra et kritisk Forældre-jeg, og modtageren hører det ganske udmærket. Skjulte transaktioner er råstoffet i det, Berne kaldte spil og således en del af Berns transaktionsanalyse.
Strokes, spil og scripts i transaktionsanalyse
Berne tilføjede tre begreber i sin transaktionsanalyse, som forklarer, hvorfor vi bliver ved med at kommunikere, som vi gør.
Strokes er anerkendelse. Et nik, en kommentar, et skulderklap. Men det kan også være en irettesættelse. Berne selv hævdede, at mennesker har brug for strokes, og at vi hellere tager negative strokes end ingen. Det forklarer, hvorfor en medarbejder, der aldrig bliver set, begynder at lave fejl. Fejlene udløser i det mindste en reaktion.
Spil er gentagne mønstre af skjulte transaktioner, der ender forudsigeligt dårligt. Som vi ikke desto mindre alligevel bliver ved med at spille, fordi de giver strokes og bekræfter vores billede af os selv og andre. Berne beskrev dusinvis i Games People Play. “Ja, men” er et af de mest kendte: En person beder om råd, afviser hvert eneste forslag med “ja, men”, og ender med at have bevist, at ingen alligevel kan hjælpe.
Scripts er de livsmanuskripter, vi ubevidst skrev som børn. De er samtidigt eksisterende i dag, og som vi stadig følger som voksne. “Jeg skal altid være den stærke.” “Jeg får aldrig det, jeg fortjener.” Scripts er den dybeste del af teorien og den del, der ligger tættest på psykoterapi.
Transaktionsanalyse skåret helt ind til benet
En transaktion, og heraf afledt transaktionsanalyse, er ét udsagn og ét svar. Komplementære transaktioner er stabile, krydsede bryder samtalen, og skjulte siger ét og mener noget andet.
Strokes er anerkendelse, spil er gentagne mønstre, der ender dårligt.
Scripts er de livsmanuskripter, vi følger uden at vide det.
Hvad betyder det for ledelse?
Bernes transaktionsanalyse blev udviklet til terapi, men den fandt hurtigt vej til ledelse. Det skete fordi den giver et sprog for noget, ledere ellers kun har en fornemmelse af.
Den nok mest brugbare indsigt er, at ledelse foregår bedst fra Voksen til Voksen. Det lyder banalt, ikke sandt? Problemet er, at det sjældent er nemt i praksis. En leder, der taler fra kritisk Forældre, inviterer medarbejderen ind i tilpasset eller trodsigt Barn.
På en sådan måde har man ikke en medarbejder, men enten en underdanig eller en oprørsk en af slagsen.
En leder, der taler fra omsorgsfuldt Forældre, kan de facto skabe tryghed. Det kan dog også skabe afhængighed. Og en leder, der selv reagerer fra Barn, når noget går galt, mister autoriteten i rummet.
Den anden indsigt er, at krydsede transaktioner kan der rettes op på. Når en samtale går skævt, kan lederen stoppe op, registrere hvilken tilstand den anden taler fra, og bevidst svare fra Voksen. I kontrast til i stedet for at svare i samme tilstand.
Det er ikke en teknik, der løser alt. Det er dog en teknik, der kan trænes.
Den tredje er, at spil skal afsløres, ikke deltages eller spilles med i. Et team, der spiller “hvorfor gør du ikke bare”, “se, hvad du fik mig til” eller “nu har jeg fanget dig, din idiot”, bruger unødig energi. Energi på drænende mønstre i stedet for på opgaven.
Lederens job er at se mønstret og nægte at tage den rolle, spillet kræver.
Forbehold
Berne skrev transaktionsanalyse i en tid, hvor psykologien ikke stillede de samme krav til dokumentation. Altså, som der kræves i dag. Jeg-tilstandene er en model, hvilket ikke er en opdagelse. De kan ikke i sig selv måles. Teorien er derfor bedre som sprog end som en rendyrket videnskab.
Transaktionsanalysen kan også misbruges. Når man først har lært at se Forældre, Voksen og Barn, er det fristende at kategorisere alt, hvad kolleger siger. Så er man ellers klar til at bruge teorien som et våben i stedet for et værktøj.
Den leder, der udbryder “nu taler du fra dit Barn”, har selv forladt Voksen-jeget. Scary, ikke sandt?
Og teorien forklarer samtaler og således ikke organisationer. Den siger intet om struktur, magt eller incitamenter. Et krydset forhold mellem en leder og en medarbejder kan have rod i jeg-tilstande. Det kan dog også have rod i, at den ene bestemmer over den andens løn. Her taler vi om magtforhold.
Ledelse foregår bedst fra Voksen til Voksen. Krydsede transaktioner kan rettes bevidst, og spil skal afsløres, ikke spilles med. Men teorien er en model, ikke en måling, og den forklarer samtaler, ikke magtforhold.
Det med småt om transaktionsanalyse
Eric Berne udviklede transaktionsanalyse i 1950’erne og 1960’erne som et brud med psykoanalysen. Vi taler fra tre jeg-tilstande, Forældre, Voksen og Barn. Vi skifter mellem dem uden at vide det. Transaktioner er komplementære, krydsede eller skjulte. De krydsede er årsagen til de fleste misforståelser. Strokes, spil og scripts forklarer, hvorfor vi gentager os selv.
For ledere er pointen, at Voksen til Voksen er udgangspunktet, og at mønstre skal ses, før de kan brydes.
Teorien er et sprog for det, vi ellers kun fornemmer.
