Der findes en form for straf i arbejdslivet (kollektiv retributivisme), som ikke står i nogen personalehåndbog. Den har ingen proces, ingen dokumentation og ingen mulighed for at forsvare sig. Alligevel kan den følge et menneske fra job til job, fra samtale til samtale, og lukke døre, som den ramte selv end ikke ved er lukket.
Den udgår fra én person, men den bæres af et helt kollektiv. Og det, den straffer, er ikke en handling. Det er en fornemmelse. Vi kan kalde den kollektiv retributivisme. En uformel gengældelse, hvor én persons subjektive vurdering af et andet menneske omdannes til en sandhed, der ikke kan rokkes ved, og den forplanter sig gennem hele organisationen.
Straf uden forseelse og kollektiv retributivisme
Retributivisme betyder gengældelse. Straf som et fortjent svar på en forseelse. I et retssamfund hviler den på nogle forudsætninger, vi tager for givne. Der skal være en faktisk handling. Handlingen skal kunne bevises. Og den anklagede skal have ret til at svare for sig, før dommen falder.
Kollektiv retributivisme har straffen, men i øvrigt har man fjernet alle forudsætningerne.
Der er en straf, og den er reel og så at sige til at tage og føle på. Det er en udelukkelse. En dør, der ikke åbnes. Et job, der glider fra en. Men der er ingen defineret forseelse. Anklagen lyder, at man ikke passer ind, og netop dét er kernen i problemet. At passe ind er ikke en adfærd, man kan pege på. Det er ikke noget, man har gjort. Det er en oplevelse i et andet menneskes hoved, og den oplevelse kan hverken dokumenteres eller modbevises.
I alt sin enkelthed.
Så her udmåles en konkret straf for en forseelse, der ikke kan defineres. Og fordi forseelsen ikke kan defineres, kan den heller ikke efterprøves. Og fordi den ikke kan efterprøves, kan den ramte ikke forsvare sig. Man kan ikke tilbagevise en fornemmelse. Man kan ikke føre bevis mod et indtryk. Man står anklaget for noget, der aldrig er blevet formuleret som andet end en mavefornemmelse, og alligevel bærer man hele konsekvensen selv.
Fra subjektiv oplevelse til organisatorisk sandhed i kollektiv retributivisme
Det, der gør fænomenet farligt, er ikke, at et menneske danner sig en subjektiv opfattelse af et andet. Det gør vi alle konstant og hele tiden. Det er hverken noget vi skal undgå eller nødvendigvis opfatte som værende et problem. Problemet opstår i det øjeblik, den subjektive opfattelse skifter form og bliver til noget, den aldrig burde være. En kendsgerning. En dom over et andet menneske. Subjektivt.
Bevægelsen foregår i tavshed. Én person danner sig et indtryk: Denne person sasser ikke ind. I begyndelsen er det, hvad det er; én persons oplevelse, farvet af den dag, det humør, den relation, den situation, den opstod i. Men så bliver indtrykket sagt højt. Det bliver gentaget. Det bliver videregivet til den næste, der spørger. Og for hver videregivelse taber det sit forbehold.
Det, der begyndte som jeg synes ikke rigtig, bliver til han passer ikke ind, og til sidst til det er bare sådan, han er som person og menneske.
Undervejs sker der noget afgørende i kollektiv retributivisme. Kilden forsvinder. Til sidst husker ingen længere, at dommen udgik fra ét bestemt menneske i én bestemt situation. Den står nu som organisationens fælles viden, som noget alle ved, uden at nogen kan pege på, hvor den kom fra. Den er blevet anonym – uden ansigt – og dermed uangribelig. Man kan diskutere med en person.
Man kan ikke diskutere med det, alle allerede ved på forhånd.
Den kollektivistiske sandhed om én person
Det er dér, det bliver kollektivt. Ikke fordi mange mennesker uafhængigt er nået til samme vurdering. Det handler mere om én vurdering har lånt hele kollektivets autoritet. Én stemme taler nu med organisationens røst. Og en organisations røst lyder som en sandhed, selv når den bunder i en enkelt persons flygtige indtryk og mishag.
Når netværket agerer transportør
En subjektiv dom ville være til at leve med, hvis den bare blev, hvor den opstod. Det, der giver kollektiv retributivisme sin rækkevidde, er, at moderne arbejdsliv er vævet sammen i netværk.
Man søger job et nyt sted. Man kommer til samtale. Man står ligefrem til at få jobbet. Og så løfter den, der skal ansætte, telefonen og ringer til nogen, han kender i den branche eller den virksomhed, man kommer fra. Et uformelt opkald. Hvad er han for en? Og i den anden ende gengives dommen. Forskellen er så, at nu er den renset for al kontekst, som et neutralt stykke information. Flink nok, men passer ikke rigtig ind, kan dommen fx lyde på.
Den enkle sætning afgør hele sagen. Ikke fordi den er sand, men fordi den kommer fra netværket og derfor lyder som erfaring frem for som mening. Den ramte får aldrig at vide, at opkaldet fandt sted. Han får et pænt afslag, eller han hører ingenting, og han går videre uden at ane, at han bar en dom med sig ind i lokalet, som allerede var afsagt.
Vel at mærke længe før han overhovedet satte sig ned foran intervieweren.
Det er her, straffen bliver alvorlig i kollektiv retributivisme. Én persons øjebliksindtryk er ikke længere bundet til det ene sted eller den ene situation. Det rejser sammen med personen. Det rammer i sammenhænge, der intet havde med den oprindelige at gøre, og det gør det usynligt, uden at nogen tager ansvar for det. Det betyder også, at den ramte ikke kan forsvare sig, fordi han ikke engang ved, at han er anklaget.
Hvorfor kollektiv retributivisme virker så let
Man kunne spørge, hvorfor kloge mennesker lader sig styre af den slags. Svaret er, at det er nemt, og at det føles fornuftigt i øjeblikket. Måske endda ligefrem logisk.
For den, der ansætter, er et opkald til netværket en billig forsikring. Det virker ansvarligt at høre sig for omkring ansøgeren. Og en advarsel, selv en vag en, vejer tungere end fravær af en advarsel, fordi ingen bliver fyret for at lade være med at ansætte nogen. Mens man i kontrast hertil kan komme til at stå med ansvaret, hvis man ansætter en som andre har frarådet. Så den forsigtige beslutning er altid at tro på det negative signal.
Det er ikke ond vilje. Det er risikoskyhed, og den rammer tilfældigt og hårdt i kollektiv retributivisme.
For den, der oprindeligt fældede dommen, er der ingen umiddelbar omkostning. Hun mærker aldrig selv konsekvensen. Hun ved ikke engang, at hendes flygtige bemærkning er blevet til en spærring i et andet menneskes liv. Og fordi der ingen omkostning er ved at fælde den, og ingen korrigerende proces, bliver den aldrig efterprøvet.
Det, der ikke koster noget at sige, og som ingen holdes ansvarlig for, siges med nemmeste lethed.
Hvad det gør ved mennesker
Konsekvensen for den ramte er dobbelt, og den anden del er værre end den første. Den første er den konkrete. Lukkede døre, tabte muligheder, en karriere, der bremses af noget, man ikke kan se og dermed ikke kan give et fornuftigt modsvar på.
Den anden er den indre. For når man gang på gang mødes med lukkede døre uden nogen forklaring, så begynder man at lede efter fejlen i sig selv.
Man ved ikke, at der findes en usynlig dom, så man antager, at det må være en selv, der er noget galt med. Man begynder at tvivle på sit eget værd, sin egen dømmekraft, sin egen fornemmelse af, hvem man er. Det er den samme nedbrydende tvivl, som følger med anden uigennemsigtig behandling. Man straffes ikke bare med udelukkelse. Man straffes med en mistanke mod sig selv, som man ikke kan lægge fra sig. Det er helt enkelt fordi man aldrig får noget konkret at forholde sig til.
Alt, der er afgørende, er, en subjektiv oplevelse af en – nærmest – tilfældig persons personlige og deraf subjektive opfattelse i kollektiv retributivisme.
Perversiteten i den stående dom
Og det perverse er, at den oprindelige dom ofte var ligegyldig. Passer ikke ind betyder i praksis tit bare anderledes. Tænker ikke som os. Siger sin mening. Er skarpere, end der var plads til. De egenskaber, der får en til ikke at passe ind ét sted, er præcis dem, der gør en værdifuld et andet. Men når dommen først rejser gennem netværket, følger den med uanset hvilket, og den lukker dørene til de steder, hvor personen ville have været en gevinst.
Findes der en plausibel vej ud?
Fænomenet er svært at bekæmpe, netop fordi det er usynligt og uformelt. Men det er værd at sige et par ting, både til den, der ansætter, og til den, der rammes.
Til dig, der ansætter. Et uformelt opkald er ikke en referencekontrol. En rigtig reference er struktureret, den er aftalt med kandidaten, og den giver mulighed for at spørge ind til konkret adfærd i konkrete situationer. Et løst opkald til netværket henter det stik modsatte. Det som kan betragtes som en ufiltreret, ukontrolleret fornemmelse, hvorom man ingen mulighed har for at bedømme kvaliteten heraf. Når nogen siger passer ikke ind, er det eneste fagligt forsvarlige at spørge, hvad betyder det konkret, hvad gjorde han.
Hvis der ikke kommer et konkret svar, så er der intet at forholde sig til, og så bør det ikke tælle som en betydende faktor. En vurdering uden indhold er ikke information. Det er støj, der lyder og er forklædt som information og det er kernen i kollektiv retributivisme.
Til dig, der rammes. Det er umuligt at forsvare sig mod noget, man ikke ved eksisterer. Det er netop derfor den vigtigste indsigt er denne: Når døre lukkes uden forklaring, er det ikke nødvendigvis dig, der er noget galt med. Det kan være en usynlig dom, du bærer uden at vide det. Den kan nemt være afsagt af en, hvis flygtige indtryk fik en vægt, det aldrig nogensinde fortjente. Den erkendelse løser ikke problemet, men den beskytter mod den værste del af straffen, hvilket er den indre.
Man kan ikke fjerne den usynlige dom. Men man kan nægte at overtage den og gøre den til en dom over sig selv.
Konklusionen og den korte afrunding
Kollektiv retributivisme er en straf uden forseelse, uden proces og uden mulighed for forsvar. Den udgår fra én persons subjektive indtryk, mister sin kilde, når den forplanter sig, og ender som organisationens uangribelige sandhed. Gennem netværket rejser den fra sammenhæng til sammenhæng og rammer mennesker, der ikke engang ved, at de er anklaget.
Det, den kalder en forseelse, er, at man ikke passer ind. Det er som regel bare, at man er anderledes. Og de egenskaber, der ikke passer ét sted, er ofte præcis dem, der ville have været en styrke et andet sted. I en anden kontekst.
En subjektiv oplevelse er en subjektiv oplevelse. Den bliver ikke sandere af at blive gentaget, og den bliver ikke mere retfærdig af, at blive båret af mange. En organisation, der lader én persons udefinerede indtryk afgøre et menneskes muligheder, har sat gengældelse i stedet for vurdering, og fornemmelse i stedet for fakta.
Det må og skal ikke forveksles med retfærdighed. Det er en dom, der er afsagt i et enkelt menneskes hoved, som resten af kollektivet fuldbyrder uden at vide, hvad de straffer for.
Det har et navn og det er kollektiv retributivisme.
