Den er enkel, den kræver intet værktøj, og den er indbygget i lean, kaizen og Six Sigma. Dens svaghed er den samme som dens styrke: Den følger én kæde, og den stopper, hvor den, der spørger, holder op med at vide noget.
Så den ender ofte ved den årsag, afdelingen i forvejen havde lyst til at finde. Brugt rigtigt er den ikke en metode til at finde svaret. Den er en metode til at opdage, hvor man ellers plejer at stoppe.
En maskine i et værksted stopper. Operatøren starter den igen, og således kører den videre. Næste uge stopper den igen, og han starter den igen. Efter tredje gang skriver han en seddel til vedligehold, der skifter en sikring. Nu kører dem den i en måned. Så stopper den.
Ingen af dem har gjort noget forkert. De har hver især løst det problem, de kunne se, og det, de kunne se, var selve symptomet. Det er den situation, Toyota lavede en metode til, og metoden er så enkel, at den tit bliver taget for mindre, end den er.
Hvor 5 whys udspringer
5 whys tilskrives Sakichi Toyoda som er grundlæggeren af det, der senere blev til Toyota. Metoden blev udviklet i 1930’erne som en del af virksomhedens tilgang til fejl i væveriet. Det var Taiichi Ohno, der var arkitekten bag Toyota Production System, der gjorde modellen berømt i 1950’erne og 1960’erne.
Hans eget eksempel er stadig det, der bliver citeret: En robot stopper. Hvorfor? Den er overbelastet, og sikringen er sprunget. Hvorfor? Lejet er ikke smurt ordentligt. Hvorfor? Oliepumpen leverer ikke nok. Hvorfor? Pumpeakslen er slidt. Hvorfor? Der er ingen filter på, så der kommer metalspåner i olien.
Nu er man så man ved noget, der kan rettes op på således, at robotten ikke stopper igen. I kontrast til at skifte sikringen en gang om måneden.
Ohnos pointe var ikke eksakt tallet fem. Det var, at hvert svar skal føre til et nyt spørgsmål, indtil man når noget, der kan fjernes. I tillæg hertil, er det sådan, at de fleste organisationer stopper efter det første. Sikringen er sprunget, så skift sikringen.
Det er det, han kaldte at løse problemet på overfladen, og det er det, der gør, at det samme problem kommer igen med et nyt navn påklistret.
Fra Toyota og direkte ind i lean
Metoden gik fra Toyota og direkte ind i lean, hvor den er standardværktøj til rodårsagsanalyse, og derfra ind i kaizen, Six Sigma, A3-rapporten. Ja, faktisk i det meste af det, der i dag hedder problemløsning inden for produktion.
Den er også, sammen med Ishikawa-diagrammet, en af de få metoder, der har overlevet rejsen fra fabrikshallen til kontoret i en nogenlunde intakt tilstand.
Sådan bruger man 5 whys
5 whys som metode har ingen fast skabelon, og det er helt intentionelt. Man begynder med problemet, som er formuleret så konkret som muligt. Fx ikke “kvaliteten er dårlig”, men “tre ordrer i sidste uge blev sendt med forkert adresse”.
Så spørger man, hvorfor det skete, og man skriver svaret ned. Så spørger man, hvorfor det svar skete. Sådan fortsætter man indtil svaret er noget, man kan ændre på. Hvis det kan ændres er det vigtigt, at problemet ikke opstår igen, forstås.
Der er tre regler, som Ohno ikke skrev ned selv, men som Toyota praktiserede, og som afgør, om metoden i det hele taget virker.
Den første er, at man går ud og ser. Hvert svar skal kunne verificeres på stedet, hvilket ikke handler om fremvisning i et mødelokale. Det er det, Toyota kalder genchi genbutsu. Det er på samme tid den regel, der oftest bliver sprunget over, når metoden flyttes over i et kontor.
Den anden er, at svaret skal pege på en proces og ikke på en person. “Fordi Jens glemte det” er ikke et svar, der kan bruges til noget. “Fordi der ikke er noget, der minder om det” er.
Hvis kæden ender ved en person, er den stoppet for tidligt, og det er Deming én gang til: Det er systemet, der fejlede, og systemet ejes af ledelsen.
Den tredje er, at man stopper, når svaret kan fjernes. Det handler ikke om, at man stopper, når man har ramt tallet fem. Nogle gange er det tre. Nogle gange er det syv. Fem er basalt set bare et tal, der minder én om, at man ikke må stoppe ved ét.
Her plejer det at gå galt
5 whys som metode er hyppigt blevet kritiseret. Det er sket allermest grundigt af medarbejdere, der selv har brugt den. Kritikken har den samme ordlyd hver eneste gang: Den er for enkel til det som den bliver brugt til.
Det første problem er, at den følger én kæde. Hvert hvorfor får ét svar, og svaret bestemmer det næste spørgsmål. Nu er det sådan indrettet, at langt de fleste problemer har flere årsager på én gang. Det betyder, at den kæde, man følger, er den, der faldt den spørgende ind først.
Ohnos robot kunne også være stoppet hvis operatøren kørte den for hårdt. Eller fordi vedligeholdelsesplanen ikke var overholdt. Eller fordi olien var af den forkerte type. Metoden finder én af dem og kalder den rodårsagen. Det er således grunden til, at Ishikawa-diagrammet findes: Det tvinger én til at se på alle grenene, før man vælger, hvilken man forfølger.
Det andet problem er, at kæden stopper, hvor den, der spørger, holder op med at vide noget. Teruyuki Minoura var produktionschef hos Toyota i Nordamerika. Han sagde det således: Metoden er kun så god som den, der stiller spørgsmålene. Mangler man én, der kender processen, ender man med et svar, der lyder rigtigt.
En gruppe fra kontoret, der laver 5 whys på et problem i produktionen, når fem svar, og alle fem er gæt. Det er det, der sker, når man vælger at se bort fra regel ét.
Det tredje problem i en ledelsesmæssig sammenhæng
Det tredje er det, der sker med ledelse. Metoden har en indbygget retning: Hvorfor skete det? Den retning finder den årsag, der passer til dem, der spørger. Hvis ledelsen spørger, ender kæden ved medarbejderne. Hvis medarbejderne spørger, ender den med ledelsen.
Begge kan de facto være rigtige, og det er ikke noget metoden afgør. Den tester ikke sine afgivne svar. Den skriver dem bare ned. Alan Card beskrev det i 2017 i en artikel med titlen The problem with ‘5 whys’ som havde sit udgangspunkt i sundhedsvæsenet: Metoden giver den enkleste forklaring. Den enkleste forklaring er sjældent den rigtige, når noget går galt i en kompleks organisation.
Det kan lederen bruge modellen til
Hvis metoden følger én kæde og stopper op, når den møder uvidenhed og viser det man leder efter. Hvad er nytteværdien af 5 whys så i givet fald? Den kan én ting, som er mere værd, end det umiddelbart ser ud til: Den viser, hvor man plejer at stoppe.
De fleste afdelinger har et fast stoppested. Problemet bliver forklaret, og forklaringen er altid den samme type: Der var travlt. Det var en ny medarbejder. Det var systemet. Det var kunden.
Det er ikke rodårsager. Det er det sted, hvor afdelingen er holdt op med at spørge. Således er det blevet så fastgroet, at ingen længere hører det som et stop.
5 whys tvinger én til at spørge én gang mere og særligt dér, hvor man plejer at holde op. Og det, der kommer frem ved det sjette spørgsmål, det, der ligger lige efter “det var travlt”. Det er som regel noget som er lederens ansvarsområde.
Derfor skal den ikke bruges som en metode til at finde svaret. Brug den i stedet for som en metode til at finde stoppestedet. Lav kæden i en gruppe, og læg mærke til, hvor den første medarbejder siger “nå, men det er jo bare sådan, det er”.
Det er dér det virkelige arbejde begynder, og det er også dér, hvor Ishikawa, Pareto og Deming skal tages frem. Det sker således fordi de kan det, 5 whys ikke kan: se flere årsager, veje dem korrekt og placere dem i systemet.
Maskinen fra indledningen i 5 whys
Maskinen fra begyndelsen havde fået en ny sikring tre gange. Det sketet fordi det var dér, alle stoppede. Da den stoppede fjerde gang spurgte nogen, hvorfor sikringen sprang: Så var det et leje, og så var det en pumpe, og så var det et filter til 200 kroner, som ingen havde sat på, fordi det ikke stod i vedligeholdelsesplanen.
Det er ikke en historie om en metode. Det er en historie om, hvor længe man kan skifte sikringer, før nogen tillader sig, at spørge hvorfor.
















