De fleste kender én sætning af Parkinsons lov af Cyril Northcote Parkinson: Arbejde udvider sig, så det fylder den tid, der er til rådighed. Bare for at fuldføre det. Den stod i første linje i artiklen i 1955. Det var i The Economist. Den er sidenhen blevet citeret på alle verdens sprog, i alle mødelokaler og i stort set alle bøger om produktivitet.
Det, de færreste er klar over, er, at sætningen kun var indledningen. Resten af artiklen var en analyse af, hvorfor organisationer vokser, uanset om de har noget at lave eller ej. Den er mere ubehagelig og mere præcis end den ene linje, der overlevede den første omgang.
Hvem var Parkinson?
Parkinson var en britisk historiker med speciale i flåden. Det var der, han fandt sit materiale. Han havde set tallene for det britiske admiralitet mellem 1914 og 1928: Antallet af store krigsskibe faldt med omkring to tredjedele. Antallet af søfolk faldt med en tredjedel, og antallet af embedsmænd i admiralitetet steg med næsten 80 procent (…).
Flåden skrumpede, og administrationen af flåden voksede. Han fandt det samme mønster i Kolonialministeriet, der fik flere ansatte, jo færre kolonier, der var tilbage at administrere.
Artiklen i 1955 blev senere til bogen Parkinson’s Law (Parkinsons lov) 1957. Ment som en satire, skrevet med en historikers tal og en komikers timing. Den gjorde ham berømt på en måde, hans 60 andre øvrige bøger aldrig nogensinde gjorde.
Loven og de to kræfter
Sætningen om, at arbejde er tid, er den del, som alle husker. Den holder faktisk godt på det personlige plan: Får man en uge til en opgave, der kan gøres på en dag, tager den en uge. Det handler meget lidt om, at man er doven. Det skyldes, at opgaven vokser. Man undersøger mere, polerer mere, overvejer mere, og det hele føles som arbejde, fordi det er det.
Senere har psykologisk forskning bekræftet mekanismen i forsøg: Folk, der får mere tid, bruger mere tid, uden at resultatet nødvendigvis bliver bedre.
Parkinsons egentlige pointe handlede om organisationer, og der pegede han på to kræfter, der tilsammen forklarer admiralitetets tal.
Den første: En embedsmand, der har for meget at lave, ønsker sig ikke en kollega, der kunne blive en rival. Han ønsker sig i stedet to underordnede, der hver får halvdelen af hans arbejde. Således kan de ikke true ham.
Den anden: Embedsmænd skaber arbejde for hinanden. De to nye underordnede skal koordinere, der skal skrives notater op og ned af stolper, og den oprindelige embedsmand bruger nu sin tid på at læse og rette det, han før selv gjorde på en formiddag.
Resultatet er en organisation, der vokser med en fast procent om året. Parkinson selv satte den til mellem fem og syv, helt uafhængigt af, om der er mere eller mindre arbejde at udføre.
Det er det essentielle i Parkinsons lov.
Trivialitetens og Parkinsons lov
Parkinson skrev endnu en lov, som er mindre kendt. Den er dog mindst lige så brugbar. Han kaldte den trivialitetens lov: Den tid, et udvalg bruger på et punkt, er omvendt proportional med beløbets størrelse.
Hans eksempel var et finansudvalg, der godkendte en atomreaktor til ti millioner pund på to et halvt minut. Det kunne man fordi ingen forstod den. Lige bagefter brugte man tre kvarter på et cykelskur til 350 pund. Det er komisk i sig selv. Det skyldes dog, at alle havde en mening om tag og materialer, og endelig brugte man over en time på, hvilken kaffesort, der skulle serveres til møderne.
I dag kaldes fænomenet bikeshedding, og enhver, der har siddet i en ledergruppe, har set det: De store beslutninger glider igennem, fordi de er for store til at diskutere. De små – derimod, de trækker ud, fordi alle kan være med uden videre.
Så meget for Parkinsons lov.
Kritikken af Parkinsons lov
Parkinson skrev satire, og han bedrev ikke forskning. Tallene fra admiralitetet er faktisk rigtige nok, men to kurver, der går hver sin vej, beviser ikke, at den ene forårsager den anden. Faktisk fik flåden i 1920’erne mere kompliceret materiel at administrere, selv om der var mindre af det. Loven er en skarp iagttagelse med en komisk vinkel. I tillæg dertil er den blevet gentaget så ofte, at den lyder som en naturlov.
Det er den ikke. Den beskriver en tendens, der er stærk i bureaukratier og svag der, hvor arbejdet er synligt og resultaterne kan måles.
Derudover er der den måde, loven bliver brugt på. Den er et yndet argument til brug for nedskæringer. Det handler om, at hvis arbejdet alligevel fylder den tid, der er, kan man vel bare give mindre tid og færre medarbejdere til opgaven. Det holder på de opgaver, Parkinson beskrev, men ikke på alt.
Pleje, undervisning, udvikling og alt det, der kræver tid med mennesker, bliver ikke bedre af kortere frister. Det bliver faktisk ringere, og Parkinsons lov er i de tilfælde ikke en indsigt, men en undskyldning.
Loven gælder for arbejde, der kan udvide sig. Det meste af det, der gør en organisation værd at være i, kan man ikke presse sammen.
