Jeg skylder Skat penge og jeg er bange for Gældsstyrelsen. Ikke småpenge, men omkring 205.000 kroner. Det er min egen skyld, og jeg har fra start været ærlig omkring det. Selvklart skal der betales tilbage, og i juni 2023 henvendte Gældsstyrelsen sig. Fair nok. Jeg udfyldte et budget, som de bad om, og blev ringet op af en medarbejder, der sagde:
“Vi kan trække 20% af din disponible indkomst, men hvis vi laver et tabeltræk, bliver det kun 18%.”
Det virkede rimeligt. Jeg var med på det. Jeg havde jo stiftet gælden selv. Og det kørte. Fra juli 2023 til december 2024 blev der trukket cirka 3.800 kroner pr. måned.
Men det skulle vise sig at være begyndelsen på en historie, som stadig gør mig fysisk urolig hver gang jeg åbner min e-Boks eller min lønseddel. Det handler ikke om at undslå sig ansvar. Det handler om anstændighed og proportioner.
Det starter med en aftale – og ender med et overgreb
I december 2024 får jeg min lønseddel og ser, at der er blevet udbetalt 12.500 kroner. Det er 5.000 kroner mindre end mit absolutte eksistensminimum. Jeg kontakter Gældsstyrelsen og får at vide, at fordi jeg ikke reagerede på et brev i e-Boks, har de skruet op for trækket – op til 84 % af min indkomst.
Min indsendte aftale? Mit tidligere godkendte budget? Uden betydning. Nye regler. Nyt indgreb. Min virkelighed forandret uden varsel.
Jeg prøver at forklare, at intet i min økonomi har ændret sig. Svaret: “Det er Folketingets regler.” Så jeg må starte forfra: Nyt budget. Nye beregninger. Og nu med et lavere rådighedsbeløb end før.
Det handler ikke længere om at betale tilbage. Det handler om at overleve systemets vilkår. Der er nu en reel grund til at være bange for Gældsstyrelsen.
Fra lønmodtager til låner på livsstøtte
Pludselig blev det virkelighed, jeg er virkelig bange for Gældsstyrelsen: Jeg havde 6.300 kroner til hele måneden – trods en løn på 57.000. Gældsstyrelsen mente, at min fri firmabil var “indtægt”. Jeg kunne ikke betale husleje. Jeg kunne ikke købe mad. Jeg måtte låne af venner. I fire måneder.
Jeg forklarede, at jeg ikke kunne leve for så lidt. Svaret: “Det er ikke vores vurdering – det er reglerne.” Den menneskelige forståelse? Ikke-eksisterende.
Jeg tilbød endda at betale mere end det, de krævede – for at få en reel ordning. Men fleksibilitet er ikke en mulighed. Det er enten/eller. Tab eller tab.
Bange for Gældsstyrelsen: En umenneskelig praksis forklædt som systematik
Da jeg beder om den mest fordelagtige løsning – som tidligere lovet – får jeg at vide, at jeg skal vælge mellem pest og kolera. Tabeltræk eller mit eget budget. Ikke begge. Ikke bedst for borgeren. Bare mest effektivt for systemet.
Jeg spørger: “Hvordan skal jeg leve for minus 7.000 kroner om måneden?” Svaret er stilhed. Eller ansvarsfraskrivelse. “Det er ikke mig, der har lavet beregningen.” “Det er politikerne.” “Det er reglerne.”
Der er ikke nogen, der tager ansvar. Kun en benhård administration, der fungerer som et økonomisk fængsel uden dom – og uden mulighed for prøveløsladelse. Man kan ikke undrer sig over, at der er mange, der er bange for Gældsstyrelsen.
Gælden er betalt – men frygten består
I dag er gælden væk. Betalt. Overstået. Jeg burde føle lettelse, men det gør jeg ikke. Hver gang jeg modtager min lønseddel, rammes jeg af en irrationel frygt: Har Gældsstyrelsen nu lavet et nyt indgreb? En ny beregning? En ny regel, jeg ikke har opdaget?
Min mistillid er ikke abstrakt. Den er opstået som konsekvens af mødet med en institution, der agerer uden blik for mennesket bag tallene. For hvem din fri bil er penge i hånden – og dit liv reduceres til en formel.
Hvis staten var en privat virksomhed, ville dette blive kaldt overgreb. Her kaldes det blot administration.
Når 31 øre er nok til, at hammeren falder
Min sag er ikke enestående. Højesteretsadvokaten og partner i Nordia Law, Anders Scheel skrev for nyligt offentligt:
“Nå, så mærkede vi da også systemets hammer. Vi er røget til Gældsstyrelsen for manglende betaling af – hold nu fast – 31 øre… Tænk, at intet er for småt, når pengenarkomanen Danmark skal kradse stoffer ind fra borgerne – imens alt er lige meget, og ingen beløb og intet forløb er vigtigt, når systemet skal yde sin del af samfundskontrakten. Men rygsvømning – det kan systemets folk. Og så undrer man sig over politikerlede og rasen over forvaltningen. Siger det igen … 31 øre. Gu’ ve’ om de fanger, at de nu er betalt… eller om vi får opsagt vores realkreditlån.”
Det er ikke bare tragikomisk – det er sigende. Et system, der reagerer med fuld kraft på en mikroskopisk gæld, men som ikke selv lever op til proportionalitet og rimelighed, underminerer tilliden til den kontrakt, der burde binde borger og stat sammen.
Når gældsforvaltning reduceres til et talspil uden skøn, er det ikke længere mennesker, der vurderes – det er tal, der behandles. Det giver mening at spørge: Hvis menneskelighed ikke er en faktor i Gældsstyrelsens virke, hvorfor så ikke lade en maskine varetage opgaven? Forskellen er svær at få øje på. Man ikke være andet en bange for Gældsstyrelsen.
Fri bil, fiktive penge – reel fattigdom
I januar 2025 starter jeg nyt job som afdelingsleder i en privat virksomhed. Det er en stilling med ansvar – og med firmabil. Ikke en bonus, ikke kontanter – bare en bil, jeg skal bruge til arbejdet. Alligevel vurderer Gældsstyrelsen, at bilens beskatning, cirka 7.400 kroner om måneden, er det samme som penge i hånden.
De siger: “Du har 57.000 i månedsløn – du kan sagtens leve for 6.300.”
Jeg forsøger at forklare, at jeg ikke kan købe en liter mælk eller en pakke havregryn for den teoretiske firmabilsbeskatning. At husleje og faste afdrag allerede æder hele mit rådighedsbeløb. Det hjælper ikke. For som en medarbejder i Gældsstyrelsen sagde:
“Hvis det var mig, der lavede dit budget, var jeg nået frem til samme resultat.”
Så jeg spørger hende: Hvordan har du tænkt dig, at jeg skal leve for minus 7.000 kroner hver måned? Der kommer intet svar.
Det værste er ikke det økonomiske. Det værste er den systemiske koldblodighed. Ingen forholder sig til, om det giver mening. Ingen tager ansvar. Alle gemmer sig bag regneark og “sådan er reglerne”. Der er intet skøn. Kun tabeller, kolonner og beløb.
Gældsstyrelsen bøjer sig – for de forkerte
Imens jeg må låne penge af venner for at klare mig gennem måneden, viser medierne, at Gældsstyrelsen kan finde både forståelse og fleksibilitet – bare ikke til mennesker som mig.
I en artikel i Berlingske, fremgår det, at rockere og bandemedlemmer i såkaldte exitforløb har fået eftergivet gæld på op mod flere hundrede tusinde kroner. Uden krav om, at de holder sig ude af kriminalitet. Og flere af dem er – ikke overraskende – vendt direkte tilbage til deres tidligere liv. Gælden? Den blev ikke genoplivet. Staten tog tabet.
Først efter massiv kritik i pressen blev lovgivningen strammet: Nu vil blot en bøde for skattekriminalitet kunne få den eftergivne gæld til at genopstå. Og kun for fremtidige sager.
Jeg ved godt, at man skal give folk en chance. Men hvordan kan man forklare, at hardcore kriminelle bliver mødt med tillid, mens almindelige borgere med almindelige liv bliver mødt med mistro, automatik og økonomisk kvælning?
Hvor er logikken? Hvor er retfærdigheden?
Det offentlige siger, det handler om at “sikre et beskedent livsgrundlag” for skyldnere. Men hvis det ikke gælder alle – hvad handler det så egentlig om? Man skal med rette være bange for Gældsstyrelsen.
Jeg er ikke bange for at betale. Jeg er bange for Gældsstyrelsen
Denne artikel handler ikke om at snige sig uden om gæld. Jeg har aldrig nægtet at betale. Jeg har aldrig gemt mig. Jeg har udfyldt budgetter, sagt ja til aftaler, overholdt dem – og så alligevel blevet behandlet som en, der ikke vil. Den handler om at være bange for Gældsstyrelsen.
Jeg er ikke bange for mine egne handlinger. Jeg er bange for Gældsstyrelsens.
For hver måned frygter jeg, hvad min lønseddel vil afsløre. Et nyt tabeltræk? En ændring i reglerne? En justering, jeg ikke har indflydelse på, men som kan vælte hele min økonomi?
Gældsstyrelsen har fået frie hænder – og det mærkes. Når mennesker ikke længere mødes som mennesker, men som CPR-numre i et regneark, går noget essentielt tabt. Og når det først er væk, skal vi ikke forvente tillid, loyalitet eller ansvarsfølelse fra borgerne.
Jeg har betalt min gæld. Men jeg har også betalt med søvnløse nætter, ydmygelser og mistillid til det system, jeg troede, jeg var en del af. Et system, som burde forstå forskellen på skyld og straf – og på ret og rimelighed.
Gældsstyrelsen har seks underdirektører, men ikke én, der tør bruge dømmekraft. Deres svar består af tabeltræk og lovtekst – uden skyggen af menneskelig intuition. Når et 20-dollars AI-abonnement kan levere skarpere og mere sammenhængende svar end en hel styrelse med embedsmænd i lønramme 37, så er spørgsmålet ikke, om vi har et problem – men hvorfor vi stadig bruger mennesker til opgaver, de ikke får lov til at løse med menneskelighed.”
