Daniel Goleman er en indflydelsesrig populærpsykolog. Hans bog “Emotional Intelligence” fra 1995 solgte over fem millioner eksemplarer på verdensplan og oversattes til 40 sprog. Bogen gjorde begrebet emotionel intelligens til et kulturelt fænomen og påvirkede ledelsesteori, organisationsudvikling, uddannelsessystemer og hverdagsforståelsen: Hvad vil det sige at være socialt og følelsesmæssigt kompetent?
Goleman er er en meget omdiskuteret figur i populærpsykologien. Flere akademiske psykologer har rejst kritik af hans behandling af konceptet. Desuden betvivles hans empiriske påstande ligesom han har fremført, at et oprindeligt akademisk begreb blev omgjort til en konsulentvare i hans tolkning. En ærlig vurdering af Daniel Golemans bidrag håndterer derfor begge dele: Den enorme kulturelle indflydelse og den vedvarende faglige uenighed om, hvad hans arbejde reelt set bidrager med.
Hvem er Daniel Goleman?
Daniel Goleman blev født i 1946 i Stockton, Californien. Han tog sin bachelor ved Amherst College. Han tog efterfølgende sin PhD i klinisk psykologi ved Harvard University i 1974. Hans tidlige akademiske karriere fokuserede på meditation, bevidsthed og disses psykologiske virkninger. Han tilbragte længere perioder i Indien og studerede østlig spirituel praksis. Det kom senere til at præge hans tilgang til den vestlige psykologi.
Efter sin PhD bevægede Goleman sig væk fra den klassiske akademiske karrierevej. Han blev journalist ved New York Times, hvor han dækkede adfærdspsykologi og hjerneforskning gennem 1980’erne og 1990’erne. Journalistrollen gav ham adgang til de fremmeste forskere i feltet og evnen til at formidle komplekse koncepter til et langt bredere publikum.
I 1995, publicerede Daniel Goleman “Emotional Intelligence” som er den bog, der definerede hans karriere og gjorde ham til verdenskendt skikkelse. Bogen byggede på akademisk forskning, herunder arbejdet af Peter Salovey og John D. Mayer. De to herrer havde introduceret begrebet emotionel intelligens i akademisk litteratur i 1990.
Goleman tog konceptet til sig og udviklede det til et omfattende argument om, hvorfor følelsesmæssig kompetence er afgørende for generel succes i livet samt i arbejdslivet.
Konceptet emotionel intelligens
Emotionel intelligens er evnen til at genkende, forstå og håndtere både egne og andres følelser. Begrebet rummer flere dimensioner, der tilsammen udgør den emotionelle kompetence. Det var Salovey og Mayer, der i 1990 publicerede den første afhandling om konceptet under titlen “Emotional Intelligence” i tidsskriftet Imagination, Cognition, and Personality.
De to definerede begrebet som en form for social intelligens, der omfattede evnen til at overvåge egne og andres følelser. Ligesom evnen til at skelne mellem dem og at bruge informationen til at guide tænkning og handling.
Daniel Goleman tog grundlaget og udviklede det betydeligt. Han udvidede begrebet til at omfatte fem hovedkomponenter. Han argumenterede samtidigt for konceptets enorme betydning for livssucces, og han koblede det specifikt til arbejdslivet og særligt ledelse. Det er denne udvidelse, der har gjort konceptet kontroversielt blandt psykologer. Samtidigt med, at det er eksakt denne udvidelse, der har skabt konceptets brede appel.
Spørgsmålet om, hvorvidt Golemans udvidelse er videnskabeligt holdbar eller blot populærvidenskabelig forenkling. Det har præget den akademiske diskussion siden 1995. Det er et spørgsmål, der ikke erholder et entydigt svar. Der er rimelige argumenter på begge sider. Den årvågne læser af Golemans arbejde anerkender, at det opererer i et grænseland mellem streng videnskab og en vis kulturel tolkning.
De fem elementer i emotionel intelligens
Daniel Goleman strukturerede emotionel intelligens i fem hovedelementer, der tilsammen udgør modellen. De fem elementer er standardpensum på de fleste ledelsesuddannelser og er blandt det, der definerer Golemans varige bidrag. Det er uanset, hvordan man ellers vurderer hans bredere påstande.
Selvbevidsthed er evnen til at genkende egne følelser, mens de opstår. Det handler om at forstå, hvad man føler, hvorfor man føler det, og hvordan følelsen påvirker ens tænkning og adfærd. Selvbevidsthed er fundamentet for de øvrige komponenter. Man ikke kan håndtere noget, man ikke selv er bevidst om.
Selvregulering er evnen til at håndtere egne følelser konstruktivt. Det handler ikke om at undertrykke følelser. Det handler om at vælge, hvordan man reagerer på dem. Selvregulering er det, der gør forskellen mellem den person, der eksploderer i vrede og den, der kan håndtere en konflikt på en afbalanceret facon.
Motivation er den indre drivkraft til at forfølge mål. Det er den, der rækker ud over den umiddelbare belønning. Det er motivationen, der gør, at man fastholder en udfordrende opgave. Selv når den ikke er behagelig, fordi man har et større formål for øje.
Empati er evnen til at forstå andres følelser. Det rummer både den kognitive empati, der handler om intellektuelt at forstå, hvad andre føler. Samt den affektive empati, der handler om at mærke det. Begge dele er afgørende i sociale relationer.
Sociale færdigheder er det udadrettede element, der handler om at navigere relationer og påvirke andre på en konstruktiv facon. Det er her, de fire andre delelementer manifesterer sig i handling. En person med stærk emotionel intelligens bruger sin selvbevidsthed, selvregulering, motivation og empati til at skabe meningsfulde relationer og samarbejde.
De seks ledelsesstile ifølge Daniel Goleman
Daniel Goleman publicerede i 2000 artiklen: “Leadership That Gets Results” i Harvard Business Review. Den introducerede seks specifikke ledelsesstile baseret på, hvordan lederen anvender emotionel intelligens i forskellige situationer. Artiklen blev en af de mest citerede i HBR’s historie, og dannede grundlag for omfattende revisioner af ledelsesuddannelser verden over.
De seks ledelsesstile er den koercive (kommanderende), den autoritative (visionære), den affilierende (relationelle), den demokratiske, den tempo-sættende og den coachende stil. Hver stil passer til sit eget formål og til bestemte situationer. Goleman argumenterede for, at den dygtige leder trækker på alle seks stile afhængigt af kontekst. Fleksibiliteten i valget af stil, er i sig selv en kompetence.
Den koercive stil er kommandovejen. Lederen siger, hvad der skal gøres. Lederen forventer udførelse. Det er stilen, der virker i akutte kriser, men som slider på positive relationer over tid. Den autoritative stil er den visionære. Lederen sætter retning og inspirerer medarbejderne til at følge efter. Den fungerer godt, når organisationen skal flyttes i en ny retning. Den affilierende stil er den relationelle. Lederen prioriterer relationer og harmoni. Den styrker teams, der har været under pres. Den demokratiske stil involverer medarbejderne i beslutninger. Den giver ejerskab og motiverer og så er den uhyre langsom.
Den temposættende stil er den, hvor lederen selv går forrest og sætter høje standarder. Den fungerer med dygtige medarbejdere, men stresser de mindre erfarne. Den trænende stil fokuserer på medarbejdernes langsigtede udvikling. Den er investering i fremtiden til fordel for mere kortsigtede resultater.
Argumentet om EQ versus IQ
Det mest kontroversielle argument fra Daniel Goleman var påstanden om emotionel intelligens er vigtigere end IQ for succes i livet og arbejdet. I “Emotional Intelligence” hævdede han, at IQ kun forklarer omkring 20 procent af variationen i livssucces. Mens den emotionelle intelligens derimod forklarer en langt større andel. Det var et argument, der appellerede bredt, fordi det demokratiserede succes.
Du behøver ikke være født med høj IQ for at klare dig godt. Du kan udvikle din emotionelle intelligens, hvilket ikke nemt lader sig gøre med intelligenskvotienten.
Den empiriske støtte for argumentet er betydeligt mere usikker end Golemans enge formuleringer antyder. Forskning har vist, at IQ er en stærk prædiktor for akademisk og professionel succes. Samtidigt med, at relationen mellem EQ og succes er mere kompleks og således mindre veldokumenteret. Forskellige måder at måle emotionel intelligens på giver forskellige resultater. Konceptets validitet er omdiskuteret blandt psykologer.
Det betyder ikke, at Goleman tog fejl i retning af, at følelsesmæssig kompetence er vigtig. Det betyder, at hans specifikke kvantitative påstande har været vanskelige at underbygge empirisk. Derfor ville den fagligt forsigtige formulering være, at emotionel intelligens er en blandt flere faktorer, der bidrager til succes.
Således ikke, at den nødvendigvis er den altdominerende.
Kritikken af Daniel Goleman
Kritikken af Daniel Goleman har flere lag. Det første lag handler om hans behandling af det oprindelige akademiske begreb. Salovey og Mayer formulerede emotionel intelligens som en relativt afgrænset kognitiv evne. Goleman udvidede det til at omfatte alt fra motivation til sociale færdigheder, hvilket gør konceptet så bredt, at det mister analytisk præcision. Den kritik er velbegrundet og deles af mange psykologer, der arbejder med emotionel intelligens i akademisk øje med.
Det andet lag handler om de empiriske påstande. Goleman har gennem sin karriere fremført stærke kvantitative påstande om EQ’s betydning. Det har der ikke altid været en solid empirisk understøttelse af. Påstanden om at EQ er dobbelt så vigtig som IQ, er ikke baseret på robust meta-analyse. Det er derimod på konsulentforskning af sælsom blandet kvalitet.
Det tredje lag handler om konsulentdrift. Goleman har bevæget sig fra journalistik til konsulentrolle, hvor han har konsulteret store virksomheder. Her har han leveret keynote-præsentationer og udviklet kurser. Det har gjort ham betydeligt mere indflydelsesrig i erhvervslivet. På samme tid har også svækket hans akademiske akkreditering blandt forskere, der ser konsulentrollen som en potentiel kilde til incitamentskonflikter.
Det fjerde lag handler om måleproblemer. EQ-tests har generelt lavere reliabilitet og validitet end IQ-tests. Når der ikke er enighed om, hvordan man måler konceptet konsistent, bliver det vanskeligt at sammenligne studier. Endsige, at vurdere konceptets empiriske status. Det er et grundlæggende videnskabeligt problem, der ikke kan ignoreres.
Det femte lag handler om kulturel anvendelse. Den brede populærvidenskabelige anvendelse af emotionel intelligens har ført til, at konceptet bruges som rationale for kontroversielle ledelsespraksisser. Eller som retorisk værktøj snarere end som en videnskabelig kategori. Det er ikke Golemans direkte ansvar. Det er dog en konsekvens af, at konceptet er blevet så bredt udbredt uden sin oprindelige akademiske disciplin.
Golemans varige bidrag
Daniel Goleman har – kritikken til trods – leveret bidrag, der står tilbage som varige. Det første er den brede kulturelle anerkendelse af, at følelsesmæssig kompetence betyder noget. Før Goleman var arbejdspladsen domineret af ide om, at følelser hørte til i privatsfæren. Efter Goleman blev det legitimt at tale om følelser som en arbejdskompetence. Det er en kulturel forandring af betragtelig rækkevidde.
Det andet bidrag er udviklingen af ledelsesteori i en mere humanistisk retning. De seks ledelsesstile har bidraget til at nuancere forståelsen af, hvad ledelse er. Samtidigt har det trukket ledelsesteorien væk fra både den klassiske kommandobaserede tilgang. Samtidigt har det eroderet den simple tilgang, som er modsætning mellem opgave- og personorientering. Det er et fagligt bidrag, der er værdsat selv blandt visse af hans kritikere.
Det tredje bidrag er hans rolle i at skabe et marked for følelsesmæssig udvikling. Coaching, mentorordninger, mindfulness-træning og en lang række beslægtede praksisser har vundet plads i organisationer. Dels som en konsekvens af den interesse for emotionel intelligens som Goleman skabte. Det har gjort arbejdspladserne mere humane. Omend end ikke alle interventioner leverede den effekt, de lovede at gøre.
Det fjerde bidrag er hans tilgang til at koble vestlig psykologi og østlig spirituel praksis. Goleman har gennem hele sin karriere insisteret på, at meditation og bevidsthedsarbejde har plads i den moderne psykologi. Den brobygning er i dag mainstream, hvor det engang var marginalerne.
Det er ikke Golemans fortjeneste alene, men han var blandt de første, der gjorde den seriøs i et populært sprog.
