Honey og Mumford læringsstile er en meget udbredt model for individuelle læringspræferencer. Modellen blev formuleret af de britiske organisationspsykologer Peter Honey og Alan Mumford i 1986. Modellen er bygget på David Kolbs teori om eksperimentel læring fra 1984.
Honey og Mumford identificerede fire stile, der beskriver, hvordan forskellige mennesker foretrækker at lære: Aktivist, Reflektor, Teoretiker og Pragmatiker.
Modellen bruges bredt i ledelses- og medarbejderudvikling, uddannelsessektoren og organisationsudvikling. Modellen har en tilhørende test, Learning Styles Questionnaire. Den er stadig meget anvendt i en britisk og en europæisk sammenhæng.
Artiklen forklarer modellen i et omfang, der gør dig i stand til at forstå hver af de fire stile, hvordan de hænger sammen, og hvad kritikken af modellen handler om. Når du har læst artiklen, kan du genkende dine egne præferencer i modellen og forstå, hvorfor andre lærer anderledes end dig.
Hvad er Honey og Mumford læringsstile?
Honey og Mumford læringsstile er en model, der kategoriserer mennesker efter deres foretrukne måde at tilegne sig ny viden og nye kompetencer på. Modellen bygger på den observation, at læring ikke er en universel proces, der foregår ens for alle. Forskellige personer lærer bedst gennem forskellige tilgange, og når læringsmetoden matcher den enkeltes præference, øges både motivation og (selv)forståelse.
Modellen er en videreudvikling af David Kolbs eksperimentel læringscyklus fra 1984. Kolb beskrev læring som en cyklus med fire faser. Konkret oplevelse, reflekterende observation, abstrakt konceptualisering og aktiv eksperimentering.
Honey og Mumford omformulerede disse fire faser som stabile præferencer hos den enkelte og navngav dem efter, hvilken type aktivitet personen foretrækker.
Modellen er beskrivende og således ikke normativ. Den fortæller ikke, hvilken stil der er bedst. Den fortæller, hvilken stil den enkelte typisk foretrækker. De fleste mennesker har en eller to dominerende stile og kan trække på de øvrige, når situationen kræver det.
De fire læringsstile
De fire stile i Honey og Mumford læringsstile beskriver hver sin tilgang til at lære nyt. De udelukker ikke gensidigt hinanden, og de fleste mennesker har en blanding af dem. Dog som mest med en eller to helt klare præferencer.
Aktivisten lærer bedst gennem nye oplevelser, eksperimenter og aktiv involvering. Aktivisten kaster sig gerne ud i nye situationer uden en lang forberedelse og lærer ved at gøre. Vedkommende keder sig hurtigt af lange teoretiske gennemgange og foretrækker at prøve sig frem. Aktivistens motto er: “Lad mig prøve det.”
Reflektoren lærer bedst gennem observation og refleksion. Reflektoren foretrækker at træde et skridt tilbage. Derefter at samle information og overveje grundigt, før vedkommende handler. Beslutninger træffes baseret på dyb analyse, og hastværk opfattes som risikabelt. Reflektorens motto er: “Lad mig tænke over det.”
Teoretikeren lærer bedst gennem logiske systemer, modeller og koncepter. Teoretikeren ønsker at forstå sammenhænge og bygge en mental model af, hvordan tingene hænger sammen. Tilfældigheder og uforklarlige fænomener forstyrrer. Teoretikerens motto er: “Hvordan hænger det sammen?”
Pragmatikeren lærer bedst gennem praktisk anvendelse. Pragmatikeren vil afprøve, om ideer faktisk virker i den virkelige verden, og er ikke tilfreds før ideerne er testet af i praksis. Teoretiske diskussioner uden konkret anvendelse opfattes som spild af tid. Pragmatikerens motto er: “Virker det i praksis?”
Læringscyklus og stilpræferencer
De fire stile relaterer direkte til Kolbs læringscyklus, og det er en god idé at se sammenhængen. Cyklus begynder med en konkret oplevelse. Det er aktivistens domæne. Derefter følger refleksion over oplevelsen, som er reflektorens styrke. Tredje fase er abstrakt konceptualisering, hvor erfaringen bliver til generel viden. Det er teoretikerens stærke side. Fjerde fase er aktiv eksperimentering, hvor den nye viden afprøves i nye situationer. Det er pragmatikerens fokus.
Den effektive læring kræver alle fire faser. Den, der kun har én stærk stil, kommer typisk til kort i de faser, hvor stilen ikke passer ind. Aktivisten, der ikke reflekterer, lærer mindre end aktivisten, der også kan stoppe op og overveje. Teoretikeren, der ikke kan afprøve sine idéer af, ender med abstrakt viden uden en reel anvendelse.
Pointen er, at modellen ikke fortæller dig, hvilken stil du skal være. Den fortæller dig, hvilke faser i læringscyklussen du naturligt foretrækker. Således også, hvilke du sandsynligvis skal arbejde mere bevidst med for at få fuld udbytte af din læring i Honey og Mumford læringsstile.
Sådan bruges Honey og Mumford læringsstile
Honey og Mumford læringsstile anvendes typisk på flere måder. Den klassiske er Honey og Mumfords Learning Styles Questionnaire (LSQ). Det er en test med 80 spørgsmål, der kortlægger den enkeltes præferencer. Testen er blevet brugt i tusindvis af organisationer og uddannelsesinstitutioner siden 1982 og findes både i en lang og en kort version.
I uddannelsesdesign bruges modellen til at skabe forløb, der adresserer flere stile. En kursusdag kan begynde med en konkret case (aktivist), fortsætte med diskussion og analyse (reflektor), introducere den underliggende model (teoretiker) og slutte med øvelser, hvor deltagerne anvender modellen i praksis (pragmatiker). Det øger sandsynligheden for, at alle deltagere finder noget, der matcher deres læringspræference.
I ledelsesudvikling bruges modellen til at gøre lederen bevidst om sin egen læringspræference og om medarbejdernes. En leder, der primært er aktivist, kan have svært ved at coache en medarbejder, der er reflektor. Især, hvis vedkommende ikke kender til forskellen. Bevidsthed om læringsstile er ikke alene en pædagogisk teori. Det er et ledelsesværktøj.
Den akademiske kritik af læringsstilene
Det er godt at vide, at læringsstile som koncept er akademisk omdiskuteret. Den mest afgørende kritik kom fra Frank Coffield og kolleger i en systematisk gennemgang i 2004. Der undersøgte man den empiriske støtte for forskellige læringsstil-modeller, herunder Honey og Mumfords.
Gennemgangen konkluderede, at der ikke er solid evidens for, at undervisning matchet til læringsstil giver bedre læringsresultater.
Den såkaldte matching-hypotese er, at læring forbedres, når metode matches til stil. Den holder ikke vand empirisk.
En tilsvarende meta-analyse af Pashler og kolleger nåede i 2008 frem til den samme konklusion. Læringsstile findes som beskrivelse af præferencer, men den pædagogiske anvendelse af at matche stil og metode giver ikke målbart bedre læring.
Det betyder ikke, at Honey og Mumford læringsstile er værdiløse. De er stadig nyttige som ramme for at forstå individuelle forskelle i tilgang, som dialogværktøj i ledelsesudvikling og som strukturering af uddannelsesforløb, der adresserer flere typer af deltagere.
Det betyder, at modellen skal bruges som et hjælperedskab og således ikke som en naturvidenskabelig lov.
