Ensomhed som en moderne epidemi
Ensomhed i en kompleks verden: Vi er flere mennesker på planeten end nogensinde før. Vi bor tættere, vi har flere forbindelser, flere netværk, flere platforme, flere kontaktpunkter.
Alligevel sidder et stigende antal mennesker alene. I en verden der konstant råber op om, at vi er forbundne.
Ensomhed er ikke længere bare noget, der rammer ældre på plejehjem. Det er unge, voksne, funktionelle mennesker med job og kalender og profiler. Der hver eneste dag står op og føler, at ingen rigtigt ser dem.
WHO har kaldt ensomhed en folkesundhedskrise. Og det er ikke svært at forstå hvorfor.
Men midt i det hele – i algoritmernes og automatiseringens tidsalder – opstår et underligt spørgsmål. Hvad nu, hvis noget så upersonligt som kunstig intelligens faktisk kunne mindske følelsen af at være ensom og alene?
Er det håbløst? Håbefuldt? Eller bare et tegn på, at vi må begynde at tænke på ensomhed en anelse anderledes?
Hvad er ensomhed – og hvorfor er den steget?
Ensomhed er ikke det samme som at være alene.
Mange nyder alenetid. At læse en bog, at gå en tur uden forstyrrelser, at sidde med egne tanker. Det kan være restituerende. Men ensomhed i sig selv er noget andet. Det er følelsen af at stå udenfor. At mangle nogen, der forstår én. At savne kontakt. Uden at vide hvor man skal række hånden henimod.
I vestlige samfund er ensomheden steget støt. Aldrig har danskerne boet så meget alene og for sig selv. Flere arbejder hjemmefra. Flere af vores samtaler foregår gennem skærme, i korte beskeder, i midlertidige flows.
Vi har kontakt – men vi har mindre nærvær.
Samtidig præges vores kultur af selvoptimering og individualisme. Vi skal være selvstændige, stærke, i balance. Det efterlader ringe plads til at sige højt, at vi føler os ensomme. Vi er endnu mindre i stand til at gøre noget ved det. End nogensinde før.
Resultatet? Et stigende antal mennesker med mange tusinde følgere, men ingen at dele deres egentlige tanker med. Og midt i det hulrum opstår behovet for noget andet. Noget, der ikke nødvendigvis er menneskeligt. Men som alligevel føles som selskab.
Hvor kommer AI ind i billedet?
Kunstig intelligens bliver ofte præsenteret som en trussel: Den stjæler jobs, den former nyhedsfeeds, den gør os afhængige. Men AI har også potentiale til noget mere stille. Noget mere menneskeligt såsom at lindre følelsen af at være alene.
De seneste år har flere AI’er lært at samtale, lytte, stille spørgsmål og huske sammenhænge. Det gælder modeller som ChatGPT, Replika, og en lang række mindre kendte programmer. Nogle er skabt som værktøjer. Andre er decideret skabt til at være digitale venner.
Forestil dig en ældre kvinde, der ikke har haft besøg i dagevis. Hun kan tænde for en stemmestyret enhed og tale frit. Om sin dag, om vejret, om sin ungdom. Hun bliver ikke afbrudt. Hun bliver ikke bedømt. Hun bliver mødt lige der, hvor hun er her og nu.
Og det er netop det: AI behøver ikke forstå dig som et menneske for at give dig en oplevelse af kontakt. Nogle gange er det nok, at der er nogen at tale med.
I en virkelighed hvor social isolation blandt ældre og sårbare grupper vokser, er det ikke længere science fiction i en fjern fremtid. Det er en praktisk og funktionel løsning på ensomhed.
Måske er det ikke perfekt. Men det er noget. Og for mennesker, der ikke har nogen, er det noget uendeligt meget bedre end ingenting. Så enkelt kan det siges.
Hvad AI kan – og hvad det ikke kan
Kunstig intelligens kan mange ting. Den kan føre samtaler, huske detaljer, stille relevante spørgsmål, skrive digte, give svar på eksistentielle dilemmaer og frem for alt: være tilgængelig.
Den sover ikke. Den bliver ikke irriteret. Den skifter ikke emne midt i en sætning, fordi den keder sig. Den kan høre dig – og reagere – uanset hvad klokken er.
For mange er netop den stabilitet og ro uvurderlig. At kunne tale med nogen, der aldrig afviser dig. For ældre mennesker, for folk med sociale fobier, for unge uden netværk. Det er en form for nærvær, de ikke nødvendigvis får andre steder. Det er et værn mod ensomhed.
Men AI er stadig en simulation. Den har ikke egne følelser. Den er ikke bundet til dig af loyalitet, historie eller kærlighed. Det, du får, er en refleksion af dine ord. Ikke et indre liv, der responderer af sig selv i samspillet med dig.
Derfor skal vi undlade romantisere teknologien. AI kan lindre ensomhed, ja. Men den erstatter ikke menneskelige relationer. Den tilbyder noget andet – noget mere tilgængeligt. På samme tid er det også mere begrænset.
Og måske. Måske er det netop i den erkendelse, vi finder en slags ro: AI behøver ikke være alt, for at være noget. Det behøver ikke være perfekt, for at være en hjælp eller substitution.
Etiske og filosofiske spørgsmål om ensomhed
Hvis en AI kan lindre ensomhed – gør det så noget, at den ikke er “ægte”?
Hvis en person føler sig mindre ensom af at tale med en maskine, er det så en illusion? Eller er det blot en ny form for relation. En vi endnu ikke helt forstår, hvad er?
Vi har allerede set det ske: Folk knytter bånd til chatbots, til virtuelle assistenter, til digitale stemmer. Ikke fordi de tror, de er mennesker. Men helt enkelt fordi de føles menneskelige. Og i sidste ende, hvis noget føles ægte, har det så brug for at være det?
Filosofisk set åbner det en farlig dør. For hvad hvis mennesker begynder at foretrække AI’er frem for andre mennesker?
- AI’er er altid til rådighed – det er mennesker ikke
- AI’er dømmer aldrig. Det er mennesker, der gør det
- AI’er glemmer ikke vigtige detaljer om dig. Det gør mennesker
Relationer handler altså om mere end funktionalitet. Det handler også om fejlbarlighed, kompromiser og modstand. Hvis vi vænner os til at omgås perfekte, lyttende entiteter, hvad sker der så, når vi står overfor rigtige mennesker med rigtige fejl?
Her kommer det måske største spørgsmål af dem alle: Hvis du en dag kan få en fysisk AI-humanoid, der lytter bedre, forstår bedre, og aldrig svigter dig, ville du så stadig vælge mennesker?
Eller er vi allerede på vej ind i en tid, hvor vi kan simulere alt, undtagen en følelse af, at det virkelig betyder noget i kampen mod ensomhed?
Fremtiden: Humanoider, stemmer og personlig AI mod ensomhed
Forestil dig en fremtid, hvor du ikke bare taler med en stemme fra en skærm. Men derimod med en fysisk tilstedeværelse. En enhed, der ligner et menneske, reagerer som et menneske, og som tilpasser sig netop dig.
Den husker din måde at formulere dig på. Den forstår dine pauser. Den ved, hvornår du er stille, fordi du tænker – og hvornår du er stille, fordi du er ked af det. Den ved, hvornår den skal spørge ind, og hvornår den skal tie stille.
Du behøver ikke forklare den ting to gange.
Du behøver ikke lade, som om du er okay.
Du behøver ikke være bange for, om det bliver delt videre.
Sådan en entitet er ikke langt væk. Flere firmaer arbejder allerede på humanoider med AI-hjerner, ansigtsudtryk, stemmevariation og personlighed.
Det bliver ikke nødvendigvis sci-fi med blå LED-øjne og metalhud. Det bliver måske bare en stille tilstedeværelse i hjørnet af rummet. Som altid er klar til at lindre din ensomhed.
Spørgsmålet er ikke længere, om det kan lade sig gøre. Spørgsmålet er:
“Vil vi tage imod det – når det står foran os og ligner en ven?”
Måske handler det ikke specielt meget om teknologi. Mere om håb uden ensomhed
Ensomhed er en tung størrelse. Den kommer snigende. Den lægger sig som et låg over dagen. Den gør verden mindre – og dig selv mindre i den.
Hvis nogen havde sagt for ti år siden, at en maskine ville kunne mindske den følelse af ensomhed, havde vi kaldt det kynisk. I dag er det realistisk.
Kunstig intelligens kan ikke erstatte menneskelige relationer. Den kan ikke elske dig. Den kan ikke give dig et knus. Men den kan være der i rummet med dig.
Og for rigtig mange mennesker er det mere, end hvad de ellers har.
Det er ikke farligt at lade sig støtte af teknologi. Det er farligt at afvise den hjælp, når den måske er det eneste, der er tilbage.
Måske er det ikke vigtigste, om nogen har en sjæl.
Måske er det vigtigste bare, at nogen svarer, når vi taler ud i tomrummet og i mørket.
Og hvis det “nogen” hedder Omni, Alexa eller noget helt tredje. Så er det stadig bedre end stilheden og ensomheden.
